Foto fra Kina, et børnevenligt land

10 tips til Beijing med børn

Beijing er enorm og byder på virkelig mange muligheder for sightseeing, shopping og underholdning

Forår og efterår er de bedste tider at besøge Beijing, ikke mindst når man rejser med børn. Vinteren er nemlig utrolig kolde og grå, mens sommeren er hed og støvet. Men derimellem byder Beijing på mange spændende oplevelser.

Jeg har taget mine børn med til Beijing rigtig mange gange. Her får du tips til Beijing med børn. Det er attraktioner, som har hittet mest hos mine egne børn. Sjovt nok er det også i næsten prioriteret rækkefølge listen over de attraktioner, vi har besøgt flest gange i den kinesiske hovedstand.

 

Tiantan Park

1. Tiantan Parken ved Himlens Tempel

Mine børn elsker kinesiske parker, for her er stort set altid gang i den. Der er folk der dansker, synger og laver gymnastik, spiller kort, kinesisk yoyo og et hav af andre bræt-, bold- og fjerboldsspil. Og børnene må tit gerne være med. Parken ved himlens tempel er en af vores ynglings parker i Beijing, for her er altid mange aktive lokale. Det er Beijing mest oplagte sted at kombinere lidt sightseeing med en masse sjov for børnene. Køb en vimpel eller en fjerbold i parken, så kan I roligt tilbringe mange timer her.

 

Donghuanmen Night Market

2. Donghuanmen Night Market

Sidst på eftermiddagen lukkes der for biler i den ene ende af Donghuamen, nær den østlige udgang af Den forbudte by. Vejen bliver i stedet til et stort marked med madboder. Det er mega turistet, men ikke desto mindre har vi været der et utal af gange, fordi mine børn elsker dette sted. Her serveres alt godt i kinesiske småkrybs: Slanger, edderkopper, skorpioner, tusindben og andet godt. Mine børns klare favorit er friturestegt skorpion. Prøv bare, det er ikke farligt og giver festlige feriefotos.

 

Yashow

3. Fodmassage og neglelak på Yashow

Altså, hvis dette var 5-årige Olivias liste, så havde 3. sal på markedet Yashow nok været øverst på listen. Olivia elsker at være her, og selv om min lidt ældre Viktor næppe vil indrømme det, så synes han faktisk også det er et rart sted.

Yashow er et af Beijings største kopi-markeder og helt ærligt et sand mareridt med mindre man ved, hvad man går efter og er en hårdhudet forhandler. Men I skal bare gå ind og tage rulletrapperne direkte til 3. sal og dreje til højre. Her finder du små forretninger, der tilbyder massage samt manicure og pedicure til så lave priser, at man godt kan unde både sig selv og ungerne en halv times afslappende wellness.

Hvis man har piger, der kan lide at handle, er 3. sal i øvrigt også et fint sted at slippe dem løs med en 50’er. For til den pris skal de nok kunne finde sig et fint armbånd, en ny neglelak og en bamse.

 

akrobatikshow

4. Chaoyang teaterets akrobatikshow

Man kan næsten ikke tage børn med til Kina uden at give dem en oplevelse med den kinesiske akrobatik. Et af de gode shows finder I hos Chaoyang teatret. Det er fascinerende og flot med masser af underholdning til både piger og drenge.

 

Chaoyang Park og Go Abe

5. Chaoyang Park og Go Abe

Som sagt elsker mine børn kinesiske parker. Chaoyang Park er en af de mere moderne af slagsen. Her finder I ikke så meget af det traditionelle kinesiske parkliv med dans og musik. Til gengæld er der masser af underholdning målrettet børn. Her er det muligt at leje en lille båd og sejle en tur på søen. I kan fange levende guldfisk i en lille gummipool og købe en drage på en af parkens åbne pladser. En del af parken er også indrettet med tivoli og legeland, hvor der dog alle steder skal betales en entre for at børnene får adgang.

Mine børns absolutte yndlingsaktivitet finder I i parkens nordøstlige ende. Her er Go Abe en lille junglesti, hvor børn højere end 1,10 meter kan iføre sig en sikkerhedsline og få afgang til en fin forhindringsbane i toppen af træerne.

 

Art district 798

6. Art district 798

I udkanten af Beijing er et område med gamle fabrikshaller omdannet til et hyggeligt kunstkvarter. Her er masser af gallerier, små butikker og cafeer. Især i weekenden vrimler det også med unge kinesere. Mine børn kan godt lokkes med på gallerier og kunstmuseum, men kun i begrænset omfang.

Det der er dejligt ved 798 er imidlertid, at det er et stort område med masser af plads til at løbe og lege, og mange steder på små gader og pladser er der opstillet store sjove skulpturer, som børnene kan røre ved. Faktisk er der en del moderne kinesisk kunst, som er sjov og grotesk på en ganske børnevenlig og underholdende måde.

 

fuglereden

7. Fuglereden og Water Cube

Beijings olympiske stadium er et fascinerende varetegn, udformet som en kæmpe stor fuglerede. For et lille beløb kan man komme ind på stationen. Ofte kører der en film på storskærm med glimt fra de olympiske lege i Beijing. Den giver en meget god fornemmelse af den stemning, der har været på det store stadium.

Lige ved siden af fuglereden ligger den olympiske svømmestadion Water Cube. Hvis du har børn, der er store nok til at være oppe om aftenen, er det særlig fint at se de to bygninger med lys på om aftenen. Ellers er dele af Water Cube i dag omdannet til et indendørs badeland. Det er ikke det reneste badeland du nogensinde kommer til at opleve, men dine børn vil garanteret alligevel synes, at det er et besøg værd.

 

nuddel

8. Nuddelkursus

Mine børn er glade for kinesisk mad, især nudler og dumpling. Det er en særlig fest, hvis man kan være heldig at spise på en restaurant, hvor de trækker deres egne nudler. Eller hvad med at prøve at gøre det selv?

Flere steder i Beijing kan man tilmelde sig madlavningskurser og lære lidt om den kinesiske kogekunst. Undersøg de forskellige muligheder og finde en skole, der har et program der passer til jeres børn og jeres dage i Beijing. Vi har selv med stor succes lavet vores egne nudler hos The Hutong, og prøvet andre kinesiske lækkerier hos Hias Gourmet. Jeg har desuden gode erfaringer med China Culture Center, der også tilbyder nudel og dumpling-kurser.

 

Chinese etnic culture park

9. Chinese Ethnic Culture Park

Hvis I har lyst til at oplev lidt mere af det store lands diverse kultur, giver Chinese Etnic Culture Park et fint og afslappet indblik i de mange forskellige etniske grupper, der bor rundt om i det kinesiske rige. I parken er der opført små landsbyer bygget i forskellige etniske gruppers traditionelle stil. En del af personalet bærer desuden traditionelle klædedragter. I løbet af dagen kan der i enkelte af landsbyerne være danseshows. Et par steder sælges der også traditionelle egnsretter.

 

Hutong Fun

10. Hutongerne

Sidst men ikke mindst. Nej ok, helt ærlig ? det er ikke mine børns favorit attraktion, det er min! Jeg elsker Beijings gamle bydele med de traditionelle gamle hutonger. Jeg kunne gå på opdagelse i de mange sjove butikker, hyggelige cafeer og spændende gyder i dagevis. Det gider mine børn sjovt nok ikke. En cykeltur er imidlertid en super fin måde for både børn og voksne at komme igennem de gamle kvarterer.

Desværre må jeg advare mod på egen hånd at prøve områdets gamle cykeltaxaer. De er berygtet for at snyde, hvor de kan. Men en rigtig god mulighed for cykelture finder I til gengæld hos bikebeijing.com. Her kan I vælge at leje cykler og tage turen rundt på egen hånd. Når I rejser til Beijing med børn, synes jeg dog, det er værd at hyre en guide, der viser vejen og fortæller de små sjove historier. Og bare rolig, de er vant til børn.

Hvis I har god tid til at udforske hutongerne, så hent min gratis guide til 48 timer i Beijings gamle bydel på buggle.com. Guiden er dog på engelsk og henvender sig mest til voksne.

Tekst og foto af Mette Lindgaard Seligmann

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *