Big Ben i London

Her er de 25 bedste rejsemål i Europa

Hver dag året rundt er der mennesker rundt omkring på kloden, som går ind på TripAdvisor og anmelder de steder, de netop har besøgt. Det kan være en restaurant, en seværdighed, en strand eller… et helt rejsemål.

Når året går på hæld, sammensætter TripAdvisor så en liste over de mest populære og bedste rejsemål ud fra antal positive anmeldelser. Således også i 2017, hvor London til min glæde topper listen over Europas bedste rejsemål i 2017.

Her ser du de 25 bedste steder, måske har du allerede været de fleste af stederne? Måske søger du inspiration til næste rejse? Uanset hvad, så tag et godt kig på listen. Det kan jo være, at det fører til en ny ferie.

London, England

London har alt – undtagen solskin! Og dog, det er en myte, at det regner mere i London end i danske byer. Faktisk er temperaturen ofte højere i Englands hovedstad end i Danmarks.

For mig er London Europas svar på New York. En smeltedigel af alle kulturer og nationaliteter. Det er byen, hvor folk fra hele verden til stadighed strømmer til for at søge lykken, byen, der er fuld af galskab og kreativitet men også af elegance og masser af minder fra imperiet.

Pundet er stadig lavt, og de fleste interessante museer er gratis at besøge. What’s not to like? Se for eksempel disse indlæg:

Rejseblokken anbefaler gode spisesteder i London

Her er der både godt og gratis i London.

Tower Bridge i London, bedste rejsemål i 2017

Paris, Frankrig

Ja, når man er byernes by, bliver man jo nødt til at være i toppen af en liste over bedste rejsemål i Europa. Paris bider London i hælene, for byen er simpelthen utrolig smuk. Dertil får man noget af den bedste mad, og kan gå km. efter km. uden at kede sig det mindste.

Mere om Paris? Se for eksempel Lones indlæg:

Her får du byens bedste macarons

Landsbystemning i byernes by.

Rom, Italien

Alle veje fører til Rom. Det ved vi. Og jeg er fuld af beundring for italienernes hovedstad. Peterskirken er den smukkeste kirke, jeg har besøgt, maden er lækker og relativ billig, og bydelen Trastevere præcis så romantisk, som man forestiller sig et romersk kvarter skal være.

De danske kunstnere inklusiv HC Andersen valfartede til Rom i guldalderen, og de har sat mange spor i byen. Det har jeg skrevet dette indlæg om:

Rom i de danske kunstneres fodspor.

Kreta, Grækenland

Denne ø har ligget på danskernes top 5 i årevis. Jo, der er meget turistet på de klassiske chartermål som Chania og Iraklion, men det er altid muligt at finde den autentiske, kretenske stemning. Lej en bil, kør op i bjerglandsbyer og spadser en tur mellem de hvidkalkede huse.

Jeg var der første gang for 30 år siden, meget er ændret siden da, men Kreta er en stor ø, og der er mange muligheder. Se for eksempel:

8 herlige ting du kan foretage dig på Kreta

Rakel på havnen i Chania.

Barcelona, Spanien

Ja naturligvis får Barcelona en plads i toppen. Byen er simpelthen så populær, at det er lige før de lokale drukner i turister. Byen er vidunderlig på så mange måder, og skal du have noget godt at spise, når du er der, er det værd at læse Rasmus’ madanmeldelse her:

Rejseblokken anbefaler: Fantastiske spisesteder i Barcelona.

Prag, Tjekkiet

En by, hvor ølpriserne ofte er lavere end prisen på flaskevand. Og hvor deres lokale øl tilmed er eminente. Prag har en stor plads i hjertet på alverdens rejsende. Den gamle bydel er betagende med toppede brosten og kønne, pastelmalede bygninger, og den nye bydel er blevet helt hipster.

Denne by er i øvrigt fantastisk ved juletid, for tjekkerne giver den virkelig gas med julemarkeder, juletræer og julepynt:

Her har julen virkelig englelyd.

Istanbul, Tyrkiet

Europa og Asien, øst og vest i en og samme by. Der er noget for enhver smag i Istanbul, og de fleste lokale er utrolig venlige og hjælpsomme på trods af, at de er storbymennesker.

Også denne magiske by har vi skrevet om på Rejseblokken:

Øst og vest i en by – rejseguide til Istanbul.

Den Blå Moske i Istanbul

Skt. Petersborg, Rusland

Hverken Lone eller jeg har ikke været i Rusland. Endnu. Men Skt. Petersborg skulle være fin, ikke mindst paladset, som er gigantisk og overdådigt.

Lissabon, Portugal

Portvin, håndmalede kakler, kirker og sporvogn. Lissabon er charmerende, og portugiserne imødekommende. Portugal er i det hele taget et godt rejseland, og har også en ø med på denne liste.

Amsterdam, Holland

Unge og gamle strømmer til Amsterdam. Byen, der har flere cykler pr indbygger end København – og det siger ikke så lidt. Her et indlæg derfra:

Amsterdam for hele familien.

Budapest, Ungarn

Egentlig mærkeligt, at der ikke er flere østeuropæiske byer på listen, for der er virkelig mange oplevelser østpå. Budapest er fortjent med her. En spændende by, der som regel kan levere strålende solskinsvejr hele sommeren.

Tips til din ferie i skønne Budapest.

Berlin, Tyskland

Langt nede kommer en by, som mange danskere er forelsket i: Berlin. En bemærkelsesværdig by med mange historiske seværdigheder fra Brandenburger Tor til Rigsdagsbygningen.

14 ideer til familieferien i Berlin.

Foto: VisitBerlin. Berlin for børn

Mallorca, Spanien

Engang var det grisefesternes højborg. I dag er det blevet trendy at tage til Mallorca og køre rundt for at nyde naturen og ikke mindst de fristende strande.

Tenerife, Spanien

Endnu en spansk ø, som er populær – især om efteråret og vinteren, hvor os nordeuropæere fryser indædt.

Firenze, Italien

Byen er kendt for kunst og arkitektur, og selveste Michelangelo er begravet her. Det er han i kirken Santa Croce. Også vores egen HC Andersen lagde vejen forbi, ligesom nutidens rejsende valfarter hertil. Hvis du vil have tips til gode spisesteder i byen, kan du læse dette indlæg:

Guide til gode restauranter i Firenze.

Santorini, Grækenland

Endnu en græsk ø har sneget sig med på listen. Santorini skulle være umanerlig smuk, hvidkalkede huse, blå vinduesrammer og døre samt masser af blomster i krukker og haver.

Korsika, Frankrig

En vild og voldsom ø. I hvert fald når det gælder naturen. Bjergene er så stejle og stenene, og det er mageløst at tage et tog gennem disse voldsomme kløfter. Det er mange år siden, jeg var der, men det står meget levende i min erindring. Og smagen af de kastanjeædende vildsvin kan jeg næsten stadig fornemme.

Rhodos, Grækenland

Tredje græske ø som fuld fortjent er med. Rhodos byder på noget for enhver smag. Det vil sige, at både all inclusive-turisterne og de, der helst vil bo på små familiehoteller kan holde den perfekte ferie på øen. Hvis du vil have tips fra en, der har været der mange gange, skulle du læse denne artikel:

Guide til den store ferieklassiker Rhodos.

Havnen i Rhodos

Venedig, Italien

En kaffe på Marcuspladsen kan let løbe op i små 100 kroner. Det genererer mange, men husk, at der følger et helt symfoniorkester og uniformsklædte tjenere med. Ydermere er udsigten til Marcuskirken vidunderlig. Ja, hele byen er eventyrlig, men kom ikke i højsæsonen, for så bliver du rendt over af begejstrerede amerikanere.

Edinburgh, Skotland

Hovedstaden i Skotland er den næst-meste besøgte by i Storbritannien. Det er også den næststørste by i Skotland, men ikke næstbedste. Edinburgh skulle være noget helt særligt, så jeg har sat flueben ved byen.

Madeira, Portugal

Varme, blomster og vand. Dejlige Madeira kan godt nok narre turisten og pludselig lade sig drukne i regn, men det er værd at tage chancen for en ferie på den smukke ø.

 

Dublin, Irland

En fortjent plads på listen til Dublin, hvor musik, kultur og Guinness gør alle rejsende i godt humør. Rejser I dertil i januar, kan I ligefrem få en overdosis musik, da der er Trad Festival i byen hvert år.

Derfor er jeg forelsket i Dublin, den dejlige dame.

Malta

Malta er helt unik. Et middelhavsland med minder om den engelske dominans. Her er stadig røde, runde postkasser og telefonbokse på britisk facon. De fleste taler engelsk, og det er faktisk en lettelse at vide, at man kan kommunikere. Der er meget at se på øen/i landet, og det er billigt at komme rundt i de lokale busser.

Göreme, Tyrkiet

Byen er lille og spækket med pensionater og restauranter. Hvorfor er den så med på listen her? Fordi den ligger i Kappadokien. stedet, hvor huse og huler er hugget i sten, og hvor en tidligere vulkan har dannet det vildeste område.

Moskva, Rusland

Igen: Jeg har aldrig været i Rusland. Lone heller ikke. Så ingen af os har noget klogt at sige om Moskva andet end: Den by vil jeg besøge! Ruslands historie er enormt blodig og fascinerende, så Moskva må være spændende at besøge.

Om Travelers’ Choise

Travelers’ Choice-prisvindere udvælges årligt ud fra feedback fra millioner af TripAdvisors medlemmer. Travelers’ Choice-prisen udpeger ikke kun populære valg, men fuldstændigt enestående valg som rejsende bliver ved at vende tilbage til. (Kilde: TripAdvisor.com)

Se også de bedste strande, museer, restauranter og meget andet her: Travelers’ Choise.

Af Karen Seneca

 

Share Button

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *