Journalist Annegrethe Felter Rasmussen, portræt

5 hurtige til Annegrethe Felter Rasmussen

Journalist Annegrethe Rasmussen har fast bopæl i Washington DC, men har boet flere steder i verden, og rejser i det hele taget meget. Hun er blandt andet chefredaktør for onlinemediet POV International.

Hvilke lande føler du dig bedst tilpas i?

– USA, Danmark, Storbritannien, Frankrig og Italien. De lande ligner hinanden lidt. Men det er ikke på grund af materielle forhold, at jeg føler mig tilpas eller fordi mere ‘eksotiske’ lande skræmmer mig. Det er nok nærmere fordi, jeg forstår og kan afkode kulturen i netop de lande. Fordi jeg – bortset fra Italien, hvor jeg blot kommer en del – har boet i disse lande i årevis, så jeg føler mig hjemme.

Jeg har arbejdet med de landes politik og bedrevet journalistik med base her. Jeg har familie og venner – og jeg har også haft børn i skole eller børnehave/vuggestue i de lande. Man farer med andre ord ikke vild – hverken mentalt eller konkret. Men selvom jeg således føler, at jeg er i godt selskab i både København, London, Paris, Rom samt Washington DC, New York og Palo Alto (de byer i USA, jeg har opholdt mig mest i), så har jeg alligevel fortsat et mellemværende med netop disse steder og byer. Jeg er ikke færdig med dem. Der kan fortsat gås på oplevelse, der er fortsat steder, jeg har til gode at lære at kende. Og netop den følelse af gammelt og nyt på én gang tiltrækker mig.

Måske skal jeg tilføje – så jeg ikke lyder alt for kedelig – at jeg herudover er frisk på at rejse til de fleste lande, hvor der ikke er krig og katastrofer. Den slags journalist bliver jeg aldrig. Og jeg ved godt, hvorfor. Jeg ville græde det meste af tiden. Og derudover være alt for bange til at tænke rationelt. Jeg beundrer de af mine kolleger grænseløst, der gør sig i den metier: Krigskorrespondenterne. Men jeg ville ikke kunne magte det.

Hvad har du altid med på din rejse?

– Min computer, iPad, mobiltelefon, make-up, sko og kjoler.

Hvad er dit bedste rejseråd?

– Vær nysgerrig! Vær flink, men ikke naiv. Spis godt, sov godt, smil meget. Opfør dig ordentligt.

Hvilken rejse er din værste?

– En rejse med en kæreste, mens jeg læste, hvor han fandt et fotografi af en anden fyr i min pung, og jeg brugte resten af ferien på at være bange for, at kæresten ville skride, og mens han surmulende gik på diskoteker (alene), lå jeg i diverse parker i Budapest og lyttede til Nirvana, skrev dagbog og tudede.

En rejse til Sydfrankrig med tre små børn i 2004 (2, 4 og 6 år), hvor min mand og jeg havde booket et hotel, der havde specialiseret sig i pensionister, og hvor de første klager over støj (fra vores værelse) indløb fem minutter efter, vi var ankommet. Alt var betalt på forhånd, og det inkluderede en fire retters menu hver aften i en uge med avanceret provencalsk mad, der var himmelsk og som ingen af de to mindste rørte ved. Efter at min mand og jeg havde spist al deres mad i tre dage (for ikke at være pinlige), havde vi forstoppelse og taget tre kilo på. Så gav vi op og droppede maden – meget dyrt.

Hvor drømmer du om at rejse hen lige nu?

– Tilbage til Australien og New Zealand (hvor jeg var for første gang i februar i år). Helt vild natur og ditto dyreliv. Rent, billigt, eksotisk og super flinke mennesker. Men også mærkeligt langt væk fra både Europa (hvor jeg kulturelt føler mig hjemme og kommer fra) og USA, hvor jeg bor til daglig. Og alt tyder på, at jeg skal tilbage til august, denne gang til Great Barrier Reef. Og selv om jeg ikke dykker, glæder jeg mig alligevel meget til både med glasbunde, hvor man kan se korallerne og til at gense nye venner i Sydney først.

 

Om Annegrethe Felter Rasmussen

Annegrethe Felter Rasmussen er journalist med fast base i Washington DC. Hun er blandt andet chefredaktør på onlinemediet POV International. Hun freelancer for Deadline på DR2 og Radio 24Syv, har skrevet og bidraget til adskillige bøger herunder en biografi om Michelle Obama af Liza Mundy (på dansk, 2009) samt undervisningsbøgerne “USAs Udfordringer” og “USA Now” på forlaget Columbus 2012, 2013 og 2014 med Peter Christian Brøndum.

Derudover holder hun jævnligt foredrag om udenrigspolitiske forhold, medier, ledelse, organisation og ligestilling samt bistår danske virksomheder med opgaveløsning i USA og Danmark. Annegrethe Felter Rasmussen er cand.scient.pol. og taler engelsk, tysk og fransk. Hun er gift og har fire børn.

Af Lone Holm. Foto: Fagbladet Journalisten

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *