Central Park New York

5 fantastiske parker i New York

Når øjnene har set sig mætte på billboards og skyskrabere, er det rart at tilbringe en dag i en af de fantastiske parker i New York. Byen, der aldrig sover, byder på mange skønne åndehuller, hvor man kan tage en lille lur i græsset, sætte sig på en udendørs café og glo på alle de utrættelige løbere eller lufte ungerne på en legeplads. Vi har plukket fem af de dejligste parker ud:

Central Park

Den mest kendte og velbesøgte af dem alle med 25 millioner årlige besøgende! Alle kender parken, hvis ikke fra virkeligheden så fra film, – utrolig mange filmscener er blevet optaget her. Central Park er mere end en park, det er et kæmpestort område på over 3 km2 med en fuldfed New Yorker-stemning og et absolut must, når man er i New York. Der er så mange og meget at glo på, endda en HC Andersen-statue tæt på Conservatory Water. Her sidder vores gamle eventyrdigter og læser i Den Grimme Ælling, og om sommeren er der ofte højtlæsning for børn ved statuen.

Se mere her: Central Park

High Line Park

En ny (2009) og knaldsmart tænkt park ved Manhattan. Parken rager mange meter over jorden, da den er bygget på en tidligere højbane/high line fra 30’erne. Og der er mange spor efter højbanen blandt andet skinnerne og bænke med hjul fra togene. Det er et fremragende eksempel på, hvordan man sagtens kan kombinere moderne storby med natur og grønne planter. Og det er så absolut et besøg værd på en dejlig solskinsdag, hvor man også kan tage sig en lille pause i solstolene, der er placeret rundt omkring.

Se mere her: High Line Park

Brooklyn Bridge Park

Parken er en del af havnefronten ved Brooklyn Bridge, og har en fantastisk udsigt til Manhattan. Her kan man låne, ikke leje, kanoer og ro en tur, fiske, grille i et særligt område og sole sig med udsigt til den berømte bro. Det er mest hyggeligt om sommeren, også selvom de har sneskulpturfestival o.lign. om vinteren. Hvis I kommer forbi, så husk at se Janes karrusel – en 90 år gammel meget smukt restaureret karrusel, det er muligt at købe ture til.

Se mere her: Brooklyn Bridge Park

Pelham Bay Park

Dette er New Yorks største park, og det siger ikke så lidt. Pelham Bay Park er tre gange større end Central Park (som virker utrolig stor set med danske øjne), og rummer blandt andet golfbaner, en sansehave, museet  Bartow-Pell Mansion Museum samt en strand med masser af liv og aktivitet, Orchard Beach.

Se mere her: Friends of Pelham

Flushing Meadows-Corona Park

Beliggende i Bronx er det New Yorks andenstørste park, og et sted, hvor new yorkerne kommer for at slappe af. Det ligger i forbindelse med Arthur Ashe Stadium (US Open) og Citi Field (Mets) a la Parken og Fælledparken, men her hører ligheden også op. Meadows har blandt andet sin egen Zoo, skulpturer, en sø, hvor man kan fiske og ro ture, en skøjtebane, legepladser og meget andet. Kan varmt anbefales på alle årstider.

Se mere her: NY Parks

Mere om NY

5 sparetips til storbyer

Spis på stjernernes restauranter

New York skal opleves til fods

Eventyrlig boligbytte på Manhattan

Af Karen Seneca

 

Share Button

2 thoughts on “5 fantastiske parker i New York

  1. The High Line er allerede blevet et fast punkt på to-do-listen for mig at skulle forbi, når jeg er i New York. Det er helt genialt, og jeg er så taknemmelig for, at nogen fik idéen og havde mod på at få den gennemført. The High Line er et definitivt Manhattan-must see.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *