Karen Seneca på stranden i Dubai

5 ting du skal opleve i Dubai

Dubai skyline

Saltvandet er knap vasket ud af håret, ørkensandet kun lige rystet ud af skoene og indtrykkene fra Dubai sidder stadig i sjælen. Netop hjemvendt fra et af de syv arabiske emirater, giver jeg hermed dugfriske tips til 5 forskellige ting, der er værd at opleve i Dubai.

Markedet

Man tror det næppe, hvis man blot ser turistbrochurernes fotos af skyskraberne, men Dubai har en gammel bydel, som er eksotisk og interessant. Her er gadeliv og et stort område med forskellige markeder, souker, for eksempel en arkade med guld- og sølvbutikker. Det glimter fra alle ruderne, sælgere beder dig se på varerne og kinesere tager selfies foran verdens største guldring, som er udstillet i et butiksvindue.

Men krydderimarkedet er som altid min favorit, når det gælder bazarer og markeder. Duften og farverne pirrer nysgerrigheden og sanserne. Her er tørrede lavendler, rødder, svampe, koriander osv. – alt sammen smukt arrangeret side om side. Det er også her, at du kan købe vandpiber og vandpibetobak i alle mulige og umulige smagsvarianter. Og sæber, parfumer og æteriske olier.

Gør dig selv den tjeneste at bevæge dig væk fra de steder, turisterne foretrækker – guldsouken for eksempel – og gå ned ad de smalle gader, hvor det er indbyggerne, som handler. Her er stemningen en anden, og du finder flere små pladser, hvor du kan køle dig ned med en kold cola eller et lækkert glas citronsaft med mynte.

Du kan sejle hertil i smukke træbåde, og turen er værd at tage. Blandet andet ser man kontrasterne tydeligt ombord på en båd: De glimtende skyskrabere, men også de svedige arbejdere, der laster gamle træskibe, som ligner noget, der ikke har kendt til maling eller tjære.

Link: Visit Dubais guide til alle markederne 

 

Krydderier i souken i Dubai.
Lavendel, sukker, ginseng – farverne og duftene er vidunderlige i krydderisouken.

Kulturmiddag

Kulturmiddag lyder tørt, men er det langt fra. Hvis du booker plads, kan du sætte dig om et bord sammen med folk fra hele verden. I Sheikh Mohammed Centre for Cultural Understanding i bydelen Al Bastakiya serveres der morgenmad, frokost og aftensmad næsten hver dag, hvor man får en lokal vært eller værtinde, der fortæller om traditioner, historie og den mad, der bliver serveret. Samtidig kan du spørge løs. Ingen spørgsmål er for dumme. For eksempel blev vores søde værtinde, Najat, spurgt om, hvor mange koner en mand må have i Dubai. Svaret er fire!

Dette er en af de oplevelser, jeg var særligt glad for at opleve i Dubai. Vi fik tilmed en overdådighed af mad, fra vegetarretter til kylling i krydret sovs. Til dessert fik vi de lækre Luqaimat, som jeg også guffede i mig i Jordan. Det er en slags donuts uden hul i midten og meget mere smagfulde.

Link: Cultural dinner

Smukke og vidende Najat fra kulturcenteret viser, hvordan hun bruger røgelse i et sølvbæger til at sprede duft i sit hjem.
Smukke og vidende Najat fra kulturcenteret viser, hvordan hun bruger røgelse i et sølvbæger til at sprede duft i sit hjem.
Kulturmiddag i Dubai
Super koncept: Folk får mad og viden på samme tid.

Verdens højeste tårn

Naturligvis skal man op i verdens højeste skyskraber, Burj Khalifa, når nu man er der. Fra toppen kan man skue ud over Dubai, som syner meget mindre, end den gør fra jorden. Elevatorturen er en oplevelse i sig selv. Det tager kun et minut at nå op på 124. etage, og i det minut får man lysshow for alle pengene. Apropos penge koster det ca. 200 kroner at komme til tops. Billigst er det inden 16.30.

Indgangen foregår via Dubai Mall, som er en attraktion i sig selv. Hvilket andet center har måske et helt dinosaurskelet udstillet i en kuppelsal? Og hvor ellers kan man se moderne, vestlige brands side om side med en burkha-butik?

PS: Du kan købe en Lego-pakke med skyskraberen i butikken på 124. etage.

Link: Burj Khalifa

Karen i Burj Khalifa i Dubai
På toppen af verden. Næsten da…
Burj Khalifa by night
Burj Khalifa tårner sig op over byen. Det er dyrere at tage til tops om aftenen, men udsigten må være fantastisk. Foto: Visit Dubai.

Ørkenen

Ørkensafari er et must, når man nu opholder sig tæt på en ørken. Her kan du booke ture i jeep med egen chauffør, som tager dig ud i ørkenen og (alt efter din smag) lader dig klappe kameler, tager dig med på et ridt i en kamelkaravane, serverer champagne til solnedgangen og tager dig med ud i en til lejligheden indrettet beduinlejr for at opleve det, der må være det arabiske svar på grisefest.

Her er der optræden og grillet mad, bar og små boder med for eksempel hennatatovering. Du kan sagtens nøjes med selve safarien. Igen: Smag og behag. Jeg kan anbefale Knight Tour, som er et af de gode selskaber med lokale chauffører og guider.

Link: Knight Tours 

Kameler er noget af det man skal opleve i Dubai. Her ansigtet på en.
Det er en oplevelse at møde en kamel ansigt til ansigt. De smukke vipper, de kønne øjne og den imponerende størrelse. Et prægtigt dyr!
Champagne i ørkenen. What's not to like?
Champagne i ørkenen. What’s not to like?

By night

Dubai er det mest liberale emirat af alle syv arabiske emirater. Her kan købes lækre cocktails, god vin og kolde øl på restauranter, natklubber og barer, og der er et rigt byliv. Især i højsæsonen.

Prøv en af de mange tagterasse-barer, som er ren nydelse. Her sidder man i trendy omgivelser med udsigten til alle skyskraberne og deres lys. Buddha Bar i Grosvenor House er et hot spot, et andet lækkert sted er Pure Sky Lounge på 35. etage, Jetty Lounge på hotellet One&Only Royal Mirage er nede på jorden, ved stranden, og  et cool sted at føre sig frem. Nu vi er ved One&Only Royal Mirage, bliver jeg nødt til at anbefale deres smukke tagbar The Rooftop Terrace & Sports Lounge i arabisk stil med en helt vidunderlig udsigt.

Bemærk, at du ikke kan komme i klip klapper eller shorts på mange af de pæne strandbarer, restauranter og natklubber.

Link: Time Out Dubai – Bars & Clubs

Læs flere indlæg fra Dubai

Inspiration og indtryk fra min tur til Dubai

Dubai – hvor nyt og gammelt mødes

Prinsessen holder fridag – luksus om bord på Emirates

Af Karen Seneca, Rejseblokken var inviteret af Dubai Tourism Board. 

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *