Gårdhave i kloster på Cypern

5 fine tips til din Cypern ferie

Om du er charterglad eller chartersky, er Cypern stedet. Det lille græsktalende land har så meget at byde på, at det kan være svært at nå driveri ved poolkanten, hvis man vil opleve bare en brøkdel af det. Men der skal selvfølgelig være tid til at drive på en ø, hvis laveste temperatur om vinteren ligger på de 14 grader. Og når du har rejst dig fra solstolen, kan du jo snuppe en bus eller leje en bil og gå på opdagelse.

Her er fem highlights fra mit besøg på Cypern:

Bad ved Afrodites klippe på en Cypern ferie

Svømme som en gudinde

Selve kærlighedsgudinden Afrodite er født på Cypern! Og jeg har badet i det selv samme hav og ud for den kyst, hvor den græske gudinde steg op fra de skummende bølger og gik på land for at leve som en almindelig dødelig. Afrodites fødested ligger mellem Paphos og Limassol tæt på landsbyen Pissouri, og der er ikke noget at sige til, at hun valgte lige netop dette sted. Her er helt fredfyldt på trods af, at der som regel er nogle badende ved stranden. Klipperne rager op af vandet, som i øvrigt er varmt selv i slutningen af oktober måned, og solen spejler sig forfængeligt i overfladen.

Der er masser af gratis parkeringspladser, men du kan også tage en bus dertil, hvis du ikke holder af venstrekørsel. Alle charterselskaber med respekt for sig selv har også ture til kærlighedsgudindens fødested kaldet Petra tou Romiou. Af samme grund vil jeg anbefale, at man dels oplever Cypern udenfor højsæsonen, dels besøger dette sted meget tidligt eller meget sent, hvis man nu har lagt sin Cypern ferie i turistsæsonen.

Kloster

Klosterhave

Gå i kloster

Cyprioterne er græsk-ortodokse, og der er stået klostre rundt omkring øen, især i bjergene. De fleste er ubeboet i dag, men der er mulighed for at besøge klostre med ægte munke i sorte kapper og med flotte fuldskæg. Tag for eksempel en tur til det berømte kloster Agios Neophytos (ca. 15 km. fra Phapos), hvor du kan gå rundt i et kloster, der blev grundlagt i 1200-tallet og se, hvordan munkene stadig lever her. Der er opholdsrum, hvor de kan få besøg af familien, gårdhave med en velsignet ro og et kapel hugget i klippevæggen med rester af ældgamle kalkmalerier.

Kykkos-klosteret, der ligger i Trodosbjergene, er det mest berømte og et af de smukkeste klostre på Cypern. Samtidig er det et helligt sted for græsk-ortodokse, fordi de efter sigende har et maleri af Jomfru Maria, som ingen ringere end evangelisten Lucas skulle have malet. Desværre er det så helligt, at offentligheden ikke må se det.

2016-10-12-12-28-34-2

Besøge en keramiker

Der er mange muligheder for at besøge værksteder og små produktioner. Vingårde, producenter af turkish delight – undskyld græsk delight, keramikværksteder og meget andet. Jeg besøgte selv Michalis Michael, som er keramiker med egen butik i Larnaca, hvor han sælger alt det, han laver i sit værksted. En stor fornøjelse at betragte hans behændighed og akkuratesse, når han sidder ved drejeskiven, og sjovt at prøve selv. Min lerkrukke lignede dog langt fra disse herligheder, Michalis har i sin butik. Alle er velkommen til at kigge ind i værkstedet, når de kommer forbi, men pas på: Der er mange gode sager, så det er svært at undgå at gå derfra tomhændet. Selv er jeg meget velfornøjet med mine flotte, blå krus, og sender den flinke keramiker en tanke, hver gang jeg drikker af dem.

Du kan finde Michalis på adressen 13 Mehmet Ali, Larnaca, eller kigge på hans hjemmeside: Emirapottery.com.cy.

Keramikbutik på Cypern

Mosaik

Kigge på oldtiden

Ja, det er svært at komme udenom: Ruiner, mosaik, bymure, templer o.s.v. Cypern har en lang historie! Øen har været invaderet og besat forskellige folkeslag – romere, ottomaner, venetianere og britere. Hver eneste guidebog om Cypern fortæller side op og side ned om de mange spændende seværdigheder fra oldtiden, jeg vil derfor koncentrere mig om at hightlighte Kongernes grave og Paphos arkæologiske park, hvor du i Dionysos hus kan gå rundt op smalle broer og betragte romersk og græsk mosaik.

Kongernes grav et et must see, romerske og græske underjordiske gravpladser med søjler og alskens pragt. Faktisk er en dansk konge begravet her, men han har bare fået en lille mindeplade, Erik Ejegod hed han, og han døde på Cypern på sin vej hjem fra Jerusalem.

2016-10-08-13-04-36

Nicosia

Opleve den delte by

Nicosia (Lefkosia) er Cyperns hovedstad, selvom halvdelen er besat af tyrkerne. Kort fortalt: Tyrkiet besatte Nordcypern i 1974, og fordrev tusinder af græsktalende cyprioter fra deres hjem. Alle kan vade fra den græske del af Cypern til den tyrkiske på få minutter. Jo, der er paskontrol på begge sider, så husk lige passet, men ellers er der ingen problemer ved Nicosias grønne linje, som ligger for enden af gågaden Lidras.

Den opmærksomme rejsende vil opdage en gammel vinduesudstilling lige før den græske paskontrol. Det er falmede fotos af græsktalende cyprioter, der forsvandt, da tyrkerne besatte Nordcypern i 1974. En trist påmindelse om noget, der stadig sitrer i det græsk-cypriotiske blod: Besættelsen og dermed også fordrivning og drab. Tyrkisk-cyprioterne har også bitterhed i blodet, for før besættelsen foretog den græske junta en massakre af dem på øen.

Grænsen i Nicosia

Trist lyder det, men Nicosia er alt andet end trist. I den græske del er der gågade med europæiske og amerikanske mærkevarer, flotte herskabelige huse, lækre cafeer og restauranter, koncertsteder, teatre og alt, hvad en moderne storby skal have. Udover det er der diverse museer, som kan give enhver historisk interesseret mange timers underholdning og information. Den tyrkiske del er mere slidt, faktisk meget mere slidt, men så meget mere er der grund til at besøge bydelen.

Her er gaderne mindre og smallere, der er bazarstemning tæt på den grønne linje, hvor du kan købe de sædvanlige kopibluser og prutte om prisen på lædertasker og alt muligt andet. Der er ikke så rent, ikke så velholdt, men folk er lige så imødekommende, og der er hyggelige oaser. Prøv at gå lidt længere ind i byen langs de temmelig støvede og slidte karreer, kig ind i moskeerne og de kristne kirker eller tillad dig selv at fare vild. Google Map kan altid hjælpe dig ud igen.

Hus med vasketøj i Nordnicosia.
Den tyrkisk besatte del af Nicosia er mindre fancy end den græske, men det har også sin charme.

 

Cypern ferie: Her paraplygade i Nordcypern
Farvestrålende paraplyer skygger for solen i den tyrkisk besatte del af Nicosia.

Af Karen Seneca. Rejseblokken var inviteret af Visit Cyprus. Se mere her: Cyprus in your heart.

Share Button

3 thoughts on “5 fine tips til din Cypern ferie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *