Facaden på O'Reilly Pub i Dublin

6 grunde til at holde ferie i Dublin

Irernes hovedstad er smækfyldt med oplevelser, uanset om du er til party, mad, musik eller museer. Her er 6 bud på, hvorfor du skal holde din næste ferie i Dublin.

Menneskerne

‘Let’s have a craic’. Møder du en flok irere på en pub, en natklub eller såmænd bare på vej i byen om aftenen, vil du uvægerligt høre den sætning. Craic er gællisk for sjov eller fest, og det er altid muligt at finde nogen at feste med i Dublin. Dubliners har et særligt hygge-fest-gen, og det betyder, at der ikke skal meget til, før man er i gang med en samtale.

Det bemærkelsesværdige ved dem er, at alder er ligegyldig. Det er som om, at hovedårsagen er at have det sjovt, om alderen siger 20 eller 60. For en dansker, der er vant til skarp aldersopdeling i bylivet, kan det virke mistænkeligt. ’Hvorfor spørger de, om jeg vil sætte mig hos dem på en bar? Tror de, at jeg vil betale for deres drinks?’. Nope, de er ude for at more sig med, hvem der nu ser morsomme ud. Jeg har oplevet det flere gange, og er endda blevet hevet med hjem til en privat fest lang fanden i vold i et slidt arbejderkvarter. What a craic!

Pubber og øl

Det er faktisk svært at undgå en irsk pub i Dublin. Især fordi indbyggerne hævder, at der er over 1.000 af dem. Og de bliver flittigt besøgt. Her sidder en gammel nisse med sin Guinness, der flirter en irsk fyr med en italiensk pige, og der sidder to midaldrende mænd og spiller guitar og synger. Går du ind på en pub og bestiller a pint of Guinness, vil der sjældent gå længe, før du får spørgsmålet ‘Hvor er du fra?’

Guinness skal drikkes i Irland, og skænkes med omhyggelighed: Glasset have en hældning på 45 grader, hvorefter det langsomt rettes op til en lodret vinkel. Øllet skal have en bestemt temperatur, skummet en særlig konsistens osv.. Et stort glas mørkt, tykt øl med cremet skum er en smagsoplevelse af en anden verden.

Slattery Pub i Dublin, Irland

Temple Bar er området, hvor turisterne flokkes for at indsnuse den irske atmosfære. Og fred være med det, for der ér ret sjovt, og pubberne har gjort et stort nummer ud af at fremstå gamle og patineret. Men bevæg dig også væk fra Temple Bar og besøg nogle af de pubber, som dublinerne selv foretrækkker – det kan være International Bar på Wicklow Street, der har musik hver aften – fra jazz til irsk folkemusik, Slattery på Grand Canal Street, Toner’s Pub med små båse og fodboldflag i loftet eller Bowe’s på Fleet Street med 100 forskellige whiskymærker og live musik hver søndag aften.

Musikken

Der er bogstavelig talt musik i luften. På gaderne, hvor niveauet rangerer lige fra topdygtige folkesangere til en gammel gubbe med to klaprende spiseskeer, i Temple Bars turistfyldte pubber, på de lokales stamsteder og på koncertscenerne. Musikken er så vigtig, at byen har en Wall of Fame på Temple Lane South med billeder af deres mest berømte musikere for eks. The Dubliners og U2.

Mange pubber betaler spillemænd i øl for at sidde blandt gæsterne og spille guitar, violin og andre instrumenter, og spiller du guitar, kan du sagtens få lov at jamme med en sang eller to. Det er også altid muligt at finde en pub med regelmæssige koncerter og/eller musikaftener. ’Molly Malone’ fungerer måske ikke så godt herhjemme, men at stå i en irsk pub og skråle med på den sang, er toppen.

Derudover har Dublin musikfestivaler som Trad Fest sidst i januar, St. Patrick’s Festival i marts og Dublin Fringe Festival i september. Der er også en stor clubscene i byen, og du kan finde en oversigt over dem alle på Visitdublin.com.

Seværdigheder

Der er mange, men først og fremmest er det hyggeligt at gå ture i byen. Langs floden Liffey, i parken St. Stephen’s Green, på gågaden Grafton Street, i  Docklands og nord for Liffey i gader med lave rækkehuse, der har døre i alle farver.

En ting er over dem alle: The Book of Kells og biblioteket på Trinity Collage. The Book of Kells er en af Irlands største skatte. Et over 1.200 år gammelt mesterværk af en bog fyldt af snirklede kaligrafiske kunstværker, skabt af munke over de fire evangelier. Og når du nu har set udstillingen og bogen, er det passende at gå ind i biblioteket, som rummer en kæmpe samling af Irlands ældste bøger. Det er betagende smukt og leder tankerne hen på en Harry Potter-film, fordi rummet sagtens kunne være på Hogwarts.

Trinity Collages bibliotek. Foto af Chris Hill
Trinity Collages vidunderlige bibliotek. Foto af Chris Hill/Tourism Ireland

Kirkerne Christ Church Cathedral og St. Patrick’s Cathedral er heller ikke til at komme udenom.

Whiskey-elskere på ferie i Dublin vil nyde besøget i Old Jameson Distilery, øl-elskere skal helt klart til Guinness Storehouse, som er smagfuldt, informativt og underholdende. Syv etager bygget op om et ølglas, som går fra stueetagen og hele vejen op til baren i toppen af bygningen.

Kilmainham Gaol er et tidligere fængsel, og Europas største ubenyttede fængsel. Her blev irske oprørere – blandt andet lederne af Påskeoprøret – spærret inde gennem tiden og henrettet af englænderne. Men det var ikke kun rebeller og kriminelle, der sad der, og så kvinder og børn blev holdt indespærret i fængslet.

Museerne

Dublin er fødeby for mange berømte forfattere som Oscar Wilde, Samuel Beckett og James Joyce, så naturligvis er der et museum over hæderkronede forfattere. Når du besøger museet, får du hørebøffer udleveret, så du får introduktion til alle forfatterne. Du kan også besøge James Joyces Centre, se Oscar Wildes barndomshjem og besøge The National Library of Ireland.

Little Museum er småt, men godt. Det er noget så interessant som et museum over byen med beboernes egne effekter og billeder. Meget anbefalelsesværdigt at besøge, når du er på ferie i Dublin.

Vikinger grundlagde Dublin, og derfor kan du studere dine forfædre nærmere på forskellige museer blandt andet National Museum of Ireland og på Dubliana. Sidstnævnte er perfekt til børn og barnlige sjæle, da der er tableauer med voksfigurer og masser af interaktiv underholdning.

The National Leprechaun Museum handler om irsk mytologi og er ligeledes interaktivt. PS: En leprechaun er en underlig lille mand med høj hat, en slags drillenisse, som er en del af den folkelige mytologi.

Maden

Irsk stuvning bliver aldrig verdensberømt for sin raffinerede smag. Kartoffelmos heller ikke.  Hånden på hjertet så er det traditionelle irske køkken ikke bedre end det engelske. Men ligesom vi har det nye nordiske køkken, har Irland genopfundet sig selv, og Dublin har et højt niveau både af café- og pubmad og på de finere restauranter.

Dejligste dessert: Chokoladeganache med peanutbutter mousse og syltede pærer hos Cleaver East by Oliver Dunne, som ejes af Michelinkokken Oliver Dunne.Pris: 55 kr.  Restauranten ligger sammen med The Clarence Hotel, hvis tidligere ejere var Bono og The Edge, og er i det hele taget en moderne, hip restaurant med sindssygt lækker mad og højt til loftet, bogstavelig talt.

Fish and chips serveret på en pub under en ferie i Dublin
Der er mange fancy restauranter i Dublin, men glem ikke at spise fish and chips.

Bedste snacks: Krydrede kyllingevinger i Elephant & Castle i Temple Bar. De er en institution i Dublin og med rette! Du kan bestille en kurv med dem, og der vil være nok til to. Pris: 100 kr.

Sjoveste omgivelser: 37 Dawson Street – gæt selv adressen. Kaffen serveres på den mest nuttede måde med en gammeldags mælkeflaske og rørsukkerknalder i vintagedåser, drinksene er festlige og hele interiøret et miskmask af fantastiske ting som pink koskind, lægeplakater af menneskets krop og patchworksofaer.

Skønneste frokost: Fish & chips på The Goggerty Bar i Temple Bar-området. Sprødt og lækkert.

Bedste kaffe: Den hyggelige lille café The Gratton, som ligger ud til floden, og har udendørs servering året rundt. Jeg tror seriøst, at det er den bedste kop kaffe, jeg nogensinde har drukket.

Besøg også: Café En Seine Bar & Restaurant, Church Bar Restaurant, Bull & Castle og Les Freres Jacques.

Flere indlæg om Irland

Elsker du musik? Så tag til Trad fest

Jeg er forelsket i Dublin, den dejlige dame

På kokkeskole i Irland

Grønt er godt for øjnene, Irland ditto

Af Karen Seneca

 

Butikken Old World New i Dublin

Share Button

4 thoughts on “6 grunde til at holde ferie i Dublin

  1. Var på studietur i Dublin tilbage i Gymnasiet og var vild med byen! Må indrømme jeg ikke kan huske så meget andet end en masse pubber 😀 Byen skal helt sikkert besøges igen – tusind tak for inspiration!

  2. Jeg har boet 4 mdr i Dublin, så jeg har været inde på det meste også.. Biblioteket på trinity er faktisk inspirationen til Harry Potter – og noget som de aldrig krediterede, så skolen hev dem i retten og vandt en masse penge. Det er et fantastisk bibliotek! Dublin castle er også fantastisk! Virkelig flot, men småt slot..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *