Alanya set fra bjerget

5 hurtige til Jan Ørum fra Alt om Alanya

Redaktør Jan Ørum er redaktør på magasinet ‘Alt om Alanya’, og har udgivet bogen ‘Alt Om Alanya – the book’, der kan købes som e-bog. Han er fascineret over de upcoming vinproducenter i Tyrkiet, og så skal han bruge det meste af vinteren på at studere området nordvest for Antalya og opleve kysterne ved Kas, Fetihie, Oludeniz og vinområderne ved Elmali.

Hvilke lande føler du dig bedst tilpas i?

– Jeg føler mig ualmindelig godt hjemme i Tyrkiet. Uanset om det er i Alanya, hvor jeg opholder mig seks måneder om året, eller i Istanbul, eller på en vinmark ved Elmali. Klimaet er fantastisk hele året og solen og den blå himmel er en skøn kontrast til den mørke danske vinter. Maden er ligeledes en kæmpe oplevelse, særligt når man kan finde et hyggeligt sted med rigtig god tyrkisk mad væk fra det mere turistet internationale køkken.

Samtidig har jeg gennem årene fået mange skønne tyrkiske venner. Jeg har lært at sætte stor pris på deres store gæstfrihed og omsorg. Deres evne til at holde sammen som familie og deres til tider afslappede holdning til tid og sted. At der selvfølgelig også er ting i deres kultur jeg ikke bryder mig om, såsom menneskerettigheder, ligestilling og ytringsfrihed ødelægger ikke mit generelle syn på landet og de mennesker, der lever der.

Hvad har du altid med på din rejse?

– 20 Prince, en blok og et kamera. Og selvfølgelig også lighter og en kuglepen. Generelt har jeg sjældent mere med end man kan have som håndbagage, da jeg hader kuffertbånd i enhver afskygning og i enhver lufthavn.

Hvad er dit bedste rejseråd?

– At give sig god tid og lade være med at få sammensat et alt for presset program. Så man giver sig selv tid til at sidde på en bænk i Istanbul foran Aya Sofia og nyde skønheden og forskelligheden, at bruge et par timer midt på dagen på en Tapas bar i Soho-kvarteret i London, eller nyde solen en forårsdag på en fortovscafe i Berlin eller Paris. Det er tit de ikke planlagte oplevelser, der står stærkest i min erindring.

Hvilken rejse er din værste?

– De fleste dårlige oplevelser er blevet vendt til noget godt f.eks. flyforsinkelser mellem København og Istanbul, som jeg har prøvet ofte.
Min værste oplevelse er uden tvivl en gang, hvor jeg ankom et døgn senere end det øvrige selskab til Paris sent om aftenen og blev antastet af nogle skumle typer i undergrunden. Da frygtede jeg for mit liv, men heldigvis kom der nogle forbipasserende og jeg slap væk, og fandt frem til mine medrejsende i god behold.

Hvor drømmer du om at rejse hen lige nu?

– Jeg vil gerne bruge noget tid i vinter på at studere området nordvest for Antalya og opleve kysterne ved Kas, Fetihie, Oludeniz og vinområderne ved Elmali. Det er et utrolig smukt kystområde og samtidig er jeg meget fascineret af, at der faktisk efter mange års forsøg er ved at komme dygtige vinproducenter i Tyrkiet, f.eks. min gode ven Burak Ozkan fra Likya Wine i Elmali. Det er utrolig spændende.

Læs også

Gode spisesteder i Alanya

Guide: Året rundt i Alanya

Tip til Alanya: Byens bedste keramik

Tyrkisk mudder gør dig smuk

Rejsetips til Istanbul

Den bedste brunch i Alanya

Af Lone Holm. Foto: Privatbillede

 

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *