St Mary Street i Cardiff

8 grunde til at besøge Cardiff

Cardiff er en spændende by, der er synd at gå glip af. Her er Brian Schæfer Dreyers 8 grunde til at opleve byen. Brian er freelance rejseskribent, har boet i Cardiff, og er manden bag hjemmesiden Oplevcardiff.dk.

Selvom man aldrig bliver færdig med byer som London, Berlin og Paris, kan det være forfriskende at opleve nye destinationer, der normalt går under turist-radaren. Har du nogensinde besøgt Cardiff? Her er 8 gode grunde til at prøve den oversete walisiske hovedstad.

Opdag de store kontraster

Cardiff er i dag en by i rivende udvikling, hvor moderne byggeri konstant skyder op. Til trods for det formår byen at holde en balance mellem fremskridt og autencitet, og det giver nogle unikke kontraster i bybilledet.

I centrum ligger den smukt bevarede middelalderborg nærmest side om side med det gigantiske rugbystadion, mens man ved den topmoderniserede havnefront finder flere historiske skatte blandt de nye arkitektoniske stjerner.

Nyd stemningen ved Cardiff Bay

Førhen en af verdens travleste kulhavne, sidenhen forladt og i forfald, men i dag Cardiffs helt store turistmagnet. Cardiff Bay er byens egen ‘riviera’, og er årsagen bag den fornyede selvtillid i hovedstaden. Her findes The Senedd som huser den walisiske nationalforsamling, kulturgiganten Millennium Centre, samt den smukke røde Pierhead Building.

Cardiff Bay er et mekka for vandsport, festivaller og rekreative fornøjelser, mens Mermaid Quay-komplekset sørger for et livligt restaurations- og cafémiljø.

Oplev det sprudlende kulturliv

En traditionsrig middelalderturnering med riddere i funklende rustninger, en tørstfremkaldende øl og cider festival, og en havnefestival med sejlsport i verdensklasse. Det er blot en lille bid af hvad Cardiffs spækkede kulturkalender byder på, udover de mange sportslige højdepunkter, samt de  britiske og Internationale koncertnavne der lægger vejen forbi.

Allerede 1. marts bydes på sang, musik, traditionelle klædedragter og rigeligt af cider, når Saint David fejres ved den walisiske nationaldag.

Gå på jagt i de gamle arkader

Shop amok i shoppingcentre og stormagasiner, mærk stemningen på det historiske indendørsmarked, og gå på jagt efter spændende specialforretninger i de smukke viktorianske arkader.

Cardiff er blandt Storbritanniens absolut bedste shoppingbyer, og ‘Arkadernes By’ er et spændende alternativ til shoppeturen til London. Selv hvis det britiske vejr viser sig fra sin våde side, har du her tusindvis af indendørs kvadratmeter at slå dig løs på.

Slap af de smukke parker

Når shoppingposerne er fyldte og kaffen er nydt på én af de mange caféer i centrum, kan du koble af i de bedårende smukke parker. Cardiff er en grøn by med mange rekreative områder og velfriserede byparker, som trækker folk udenfor så snart solen titter frem. Enorme Bute Park bag Cardiff Castle benyttes til et store koncerter og festivaller, og er blandt de mest populære.

Du må dog ikke gå glip af Roath Park med det farverige blomsterhav, det lille hvide fyrtårn og søen med de hundredvis af svaner.

Få pulsen op ferien

En ferie i Cardiff kan passende kombineres med aktive ture i det storslåede walisiske landskab, som indbyder til vandreture og mountainbike-kørsel. Den naturskønne Taff Trail bugter sig langs floden Taff, fra centrum og nordpå til Brecon Beacons. Lige udenfor Cardiff hæver terrænet sig mod himlen, og de frodige bakker og dale vil prydes af tusindvis af hvide får.

I selve Cardiff venter skumsprøjt og adrenalin-sus hos det internationale white water rafting anlæg – eller hvad med en rugbylandskamp blandt 74.000 euforiske fans på Millennium Stadium?

Tag på spændende udflugter

I forstæderne og i omkringliggende byer venter mange flere oplevelser under et ophold i Cardiff. Den idylliske katedral i Llandaff, den romantiske lystmole i Penarth og det gratis open air museum ved St. Fagans, kan alle nås med en kort bustur fra Cardiff centrum.

Lidt længere væk venter den imponerende middelalderborg i Caerphilly, sandstranden ved Barry Island og eventyrslottet Castell Coch.

Fest som en waliser

Når de mange indtryk skal skylles ned, står den walisiske hovedstad bestemt ikke tilbage hvad angår gang i gaden. Mange briter søger hertil udenbys fra, grundet byens farverige og kompakte natteliv, hvor de mange natklubber, barer og pubber ligger samlet omkring legendariske St. Mary Street. Så træk i danseskoene, skrål med på livemusikken og skål med de lokale i iskold cider.

Du kan læse meget mere om Wales’ hovedstad på min hjemmeside.

Af Brian Schæfer Dreyer.

 



Share Button

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *