Juletræ i Vilnius, en rigtig juleby

Besøg i en rigtig juleby: Vilnius

Litauens hovedstad fortjener et besøg. Især i december måned. Udover at have en interessant, voldsom og blodig historie er byen en rigtig juleby. En by, der forstår at give den gas, når det handler om at julepynte og julehygge.

Her er storpyntede juletræer på alle pladser og torve, butikkerne dekorerer i vilden (jule)sky og markederne pibler frem. Der er kulør på denne juleby: Et juletræ er pyntet med enorme røde fløjlssløjfer, et andet med pink lyskæder, et tredje med glaskugler i alle farver. Særligt markedet på Vilnius’ største plads, Katedros aikštė, er magisk. Her går det kæmpestore juletræs lyskæder ud til hver eneste bod, der omkranser træet så det danner en stjerne. Og der er masser af indkøbsmuligheder.

 

 

Priserne er faste og dog – det er muligt at forhandle, især hvis man køber flere af en slags. I det hele taget ligger priserne under de danske. Hvis du ikke skal shoppe i byen, kan du brænde pengene af på mad. Jeg var imponeret over, hvor elegant, lækker og kreativ maden er på mange restauranter.

Spis dyrt til små penge

En del kokke er oplært i Danmark, og det er tydeligt, at mange er inspireret af det ny nordiske. Det er muligt at spise Michelin-anbefalet mad for en tredjedel af prisen herhjemme. Her kan du læse mine personlige anbefalinger: Kreative og lækre restauranter i Vilnius.

Den gamle bydel er UNESCO-fredet og oser af hygge. Brosten er nu engang pænere end asfalt og her er mange muligheder for spændende gavekøb, som ikke lige kan findes i den nærmeste H&M. I Litauen varer julen til.. nej ikke påske men 6. januar, hvor der er en procession gennem byen med de tre vise mænd. Så når du det ikke i december, kan du få lidt bagjul i begyndelsen af det nye år.

 

 

Tip: Smag Sakotis. Det er en kage baseret på sukker og æggehvide, nærmest marengsagtig og meget delikat. I Litauen serveres den altid til højtider og bryllupper.

Læs mere om Vilnius her: Vilnius Tourism.

Af Karen Seneca

 

Share Button

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *