Forlystelsesparker: Dollywood

Bizarre forlystelsesparker: Erotik, Dolly og Jesus

Her i Danmark har vi noget så spøjst som en forlystelsespark, hvor figurerne prutter, tisser og piller næse: BonBon-Land. Men vi er ikke alene. Der findes adskillige mystiske parker verden over, og vi har plukket tre forlystelsesparker, som har en betydeligt snævrere målgruppe end for eksempel Disney World.

Sig goddag til Jesus i Orlando

Den første park har jeg selv haft den tvivlsomme fornøjelse at besøge. The Holy Land Experience er en temapark med en mission om at genskabe Jesus’ liv samt Jerusalem, som det så ud på hans tid. Det er så tosset et koncept, at det næsten er synd at gå glip af.

Det første der møder parkens gæster er et stort funklende plastikskib, der er proppet med plastikdyr. Noahs Ark, og skibet er blot et af de mange forlorne ting ved parken. Der er plastikblomster og papfrugter, uautentiske klædedragter i spraglede farver og sære forestillinger med Jesus i hovedrollen.

Det er dog fascinerende at sætte sig ved bordet til den sidste nadver og høre en Jesus-skuespiller hviske sine sidste ord, og se, hvordan de andre gæster får tårer i øjnene over ’miraklet’. Og det giver gåsehud at opleve en live-version af Jesus korsfæstelse, men mest af rædsel – ikke kun over korsfæstelsen fandt sted, men også over parkens plathed. Jeg foretrækker Jerusalem. Der koster det heller ikke 50 dollar i entre.

Countrystjernens land i Tennessee

Som Dolly Parton-fan er det en skam, at jeg endnu ikke har været der, selvom konceptet må siges at høre ind under de mere bizarre forlystelsesparker. Dollyland er hel temapark helliget countrysangerinden fra Tennessee!

Den er nu ikke mere mærkelig end, at den er statens største betalte turistattraktion, som de seneste år er blevet udvidet med Dollywoods vandland og et enormt resort, DreamMore, der åbner i år.

I Dollywood kan du køre ture i ruchebaner, karuseller, sejle i både og alt det, du også kan i andre forlystelsesparker, men du kan også besøge hendes tourvogn, hvor hun har boet under mange turneer, besøge et gospelmuseum og et Dolly Parton-museum, lytte til countrysange og gå rundt i en atmosfære af sydstatscharme.

Her er sex i luften

Je Ju Loveland bryster sig af at være den eneste seksuelle forlystelsespark i Sydkorea, og jeg tror sagtens, at de kunne udvide praleriet, da der nok ikke findes andre forlystelsesparker som den i verden.

Her handler det nemlig om erotik og sex. 140 skulpturer med erotiske motiver boller, kysser og strutter i parken, så det er en ren fryd. Børn har ingen adgang, men der er en legeplads med babysittere ved siden af parken, så mor og far kan komme derind og lade sig inspirere.

Der er ingen karuseller eller ruchebaner i parken, men forskellige aktiviteter og udstillinger, der blandt andet indholder en onani-cykel.

Læs også

3 fede forlystelsesparker

Mit besøg i Disney World

Den Blå Planet skuffer

Af Karen Seneca, foto udlånt af Dollywood.com

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *