Ko i alperne

Betagende bjergvandring i Kitzbüheler alperne

Kling-klong, kling-klong. En ko på størrelse med en alpehytte tøffer fredsommeligt rundt fra græstørv til græstørv. Om halsen har den en bjælde, som sladrer om dens færd, så den kan findes selv i tæt tåge. Koen glor forundret på mig, og det tør pokker. Jeg er nemlig nybegynder udi bjergvandring, og kæmper mig langsomt op ad den smalle sti i hælene på guiden Regina Höckner.

Målet er Lodron, bjergtoppen på 2. etape af vandreruten ‘KAT Walk’ i Kitzbüheler Alpen, Østrig. Vi begyndte vandringen i ca. en km.’s højde og skal nu bevæge os op til 1925 meters højde, men turen måles i tid ikke afstand, for den ene km. op og ene tilbage bliver i virkeligheden til 15,5 km., fordi stierne snor sig rundt om bjerget.

 

Kitzbüheler Alpen bjergvandring

Den første times tid op ad en civiliseret asfaltvej – og derefter stor grusvej – gik fint. Solen skinnede over os. Jeg hoppede rundt som en kåd bjergged, beundrede det ene bjerg, den anden ko og den tredje alpehytte, tog billeder og smalltalkede med Regina. Naturen er så uendelig smuk i alperne, de grønne farver veksler fra helt lyse, nærmest neongrønne, til mørke.

Men så begyndte bjergvandringen for alvor. Vi gik mellem køer og får, opad og opad, på små stier med vandpytter fra de seneste ugers regn, mine vandrestøvler føltes stive, fordi jeg ikke er vant til fornemmelsen, og mit hjerte dunkede hurtigt i takt med min stakåndethed, når vi fulgte en ekstra stejl sti.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Regina er vant til bjergene. Hun er født og opvokset i Brixen in Thale, som er omkranset af alperne, og hun virker ikke det mindste forpustet. Men hun stopper tålmodigt og venter, når mit åndedræt nærmer sig lokomotivlyden, og hun viser de fine små bær, der netop er blevet modne og spiseklar. Jeg stopper håndfulde af dem i munden, tænker, at det er godt med vitaminer, hvis jeg nogensinde skal nå helt op.

Men pludselig meddeler Regina: ’10 minutter til toppen’, og det sætter skub i mig. Hurra! Det må være endestationen! Da vi når Lodron, får jeg et high five og et tillykke, og jeg lader glædestrålende Regina fotografere mig foran kendetegnet. Når man er nået målet, kan man vel godt køre ned ikke?

 

Karen Seneca på Lodron

 

… Nej, det kan man så ikke. Vi skal gå, og er kun halvvejs. Men pausen på toppen af verden gør godt. Vi taler med en lille flok tyskere, som er på vandreferie i alperne, og som skal gå alle seks etaper, og glæden ved at befinde sig i så storslået et landskab bobler stille i mig. Bevidstheden om at resten af turen går nedad, er heller ikke dårlig.

Nu har vi endnu et mål: En lille alpehytte, hvor ejeren, Sepp Kahn, bager sit eget brød, laver sin egen ost og kerner sit eget smør. Og pausen hos ham er en af de bedste pauser, jeg har haft i mit liv. Kold øl, ostemad, bare tæer (mine vandrerstøvler er begyndt at klemme infernalsk) og en samtale med Sepp.

 

Alpehytte

 

Sepp Kahn bor i sin Alm, alpehytte, bjergene 100 dage om året. Her laver han ost i en stor kobbergryde, skriver digte, snitter træfigurer som en anden Emil fra Lønneberg og serverer iskolde øl samt hjemmelavet ostemadder for de vandrere, der holder stop ved hans hyggelige hytte. Hans børnebørn leger ved en lille kilde udenfor, og mine tanker glider over til Heidi-bogen, jeg læste som barn. Godt nok foregik handlingen i Schweiz, men det kunne lige så godt foregå lige her.

Desværre bliver det tid til at fortsætte bjergvandringen. En strabadserende tur, hvor vablerne på mine hæle stikker, men hvor naturoplevelsen til gengæld er anderledes end før. Nu går vi i en skov langs en brusende bæk af regnvand fra bjergtoppene, og blomster i alle farver lyser op mellem alt det grønne. Til sidst når vi endelig ‘i land’: Til Gasthaus Steinberg, som har en fantastisk kok og ejer, Michael Grafl, der laver et måltid, som sagtens kunne serveres på en af de hippe restauranter i København.

 

Vandrestøvler på bjergvandring

 

Mætte og glade bliver vi kørt tilbage til Brixen im Thale, og jeg tænker igen, at denne bjergvandring var som en fødsel: Når det gør ondt, vil man bare stoppe, men det er ikke muligt. Der er no way out. Og bagefter føles det hele smukt og godt.

Læs også min artikel fra Salzburg: Østrigs sjoveste lystslot: Hellbrunn samt ‘pilgrimsfærden’: Se stederne fra Sound of Music og mit indlæg om et fantastisk besøg: Magi i verdens største isgrotte.

Af Karen Seneca. Rejseblokken var inviteret af Østrigs Turistbureau og TVB Kitzbüheler Alpen – Brixental.

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *