Helena på vej ned i kælder i Winchelsea

Byen med de mange ældgamle vinkældre: Winchelsea

På bakketoppen Ilham Hill i det kønne, grønne East Sussex ligger Winchelsea. Køn er den, og byen er en af de bedst bevarede middelalderbyer i England. I dag er den en lille landsby med 600 indbyggere, men før i tiden var det en rig havneby, hvor skibe lagde til med alskens herligheder fra udlandet.

En ødelæggende storm gjorde, at Winchelsea blev genbygget længere oppe på en bakke i 1288. Og der har den stået siden med sine mange hilsner til fortiden.

De mest spændende fortidsminder er byens mange kældre. Under nydelige, britiske huse med pæne blomsterbede og sirlig slåede græsplæner finder man nemlig de mest utrolige rum som her:

Kælder i Winchelsea

Kældre helt tilbage fra middelalderen, hvor Winchelsea modtog og opbevarede tusindvis af tønder med vin årligt fra Frankrig. I landsbyen er der stadig 33 tilgængelige kældre fra middelalderen, og indbyggerne har kendskab til 17 andre, som ikke er renoveret endnu.

Det er magisk og mystisk at skride ned ad en trappe foran et nydeligt hvidmalet hus – som Helena på øverste foto – og så stå nede i en vinkælder fra det 14. århundrede. Alle disse kældre er privatejede, da de ligger under landsbyboernes hjem. Heldigvis er det muligt at tage på en guidet rundtur i den maleriske by – fra kælder til kælder.

Idyl

Det er ikke kun under jorden, at byen er betagende. De gamle huse ligger side om side, nogle med synlige kælderskakter, andre uden, nogle gamle, andre nyere. Uanset alder er ejerne bevidst om deres held – at bo så dejligt et sted – så haver og bede er nette og nydelige.

Der er et mentalt overskud her, som kan spores i de velkalkede huse og nyslåede græsplæner. Og hvis nogen skulle være i tvivl, kan de se på byens hjemmeside, hvor alle deres klubber, foreninger og arrangementer er beskrevet. Det er en meget lang liste i forhold til de kun 600 indbyggere!

Winchelsea villa

Byport i Winchelsea, Sussex

Facts om guidede kælderture

Datoer: D. 14, 28 og 29 april, d. 1, 12, 13 og 27 maj, 2, 10 og 16. juni, 1, 21, 22, 28 og 29 juli, 11, 25 og 26 august samt 13 og 14 oktober.

Tid: Turene begynder kl. 11 og varer halvanden time.

Sted: Mød op ved Town Well på Castle Street senest 10.50.

Pris: Seks pund, som går til ‘Friends of the Ancient Monuments and Museum of Winchelsea’.

Richard fra Winchelsea
Richard fra Winchelsea er en af de frivillige guider, som viser rundt i – og under – byen.
Hus i Winchelsea
Jeg var i Sydøstengland i marts måned, derfor er der endnu ikke ret mange blomster og grønne træer på disse to fotos fra den maleriske by.

Landsbyhus

Fun facts om Winchelsea

  • Winchelsea har status af by i stedet for landsby, da den har sin egen borgmester.
  • Her er en af Englands ældste cricketklubber. Klubben blev stiftet i 1795.
  • Under 1. verdenskrig husede mange af Winchelseas familier britiske soldater på deres vej til Frankrig.
  • I slutningen af det 19. århundrede blev der oprettet en blondeskole i byen: Winchelsea Lace School – naturligvis kun for kvindelige elever.
  • Byen ligger kun lidt over en times togkørsel fra London.
  • Du kan læse mere om byen, se info om kælder-ture og meget mere HER.

 

 

Af Karen Seneca, Rejseblokken var inviteret af VisitBritain.

 

Annonce
Share Button

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *