Foto af chokolade i den belgiske by Brugge

Chokoladebyen Brugge er uimodståelig

Helt ufortjent er Belgien aldrig på danskernes top 10-lister over populære ferielande. Og Brugge i Flandern er så romantisk, så hyggelig, at det er synd ikke at opleve byen bare en gang i sin livstid.

Brugge har kanaler, en bydel fra middelalderen, smukke torve, brosten, fede cafeer og hyggelige pubber samt ikke mindst: Over 55 chokoladebutikker! Det sidste bør være nok til at enhver chokolade-elsker bliver nysgerrig…

Her er mine tips til, hvad du skal opleve i byen, der allerede blev grundlagt i det 9. århundrede.

Her skal du spadsere

 

Brügge2 - Kopi

Brugges centrum er middelalder-bydelen, som er på UNESCOS verdensarvliste. Her skal du selvfølgelig slentre rundt i gaderne. Byen er ikke så stor, så du kan gå på må og få uden at fare vild. En klassisk vandretur ville være at begynde ved Grote Markt, gå mod Beguinerklostret og tilbage langs floden Dijver, gennem Vismarkt (fiskemarkedet) til pladsen Burg.

Vil du have guide på din rundtur i byen, kan du tjekke denne hjemmeside Freetoursnetwork, der tilbyder gratis guidede ture. Helt gratis er det dog ikke, da guiderne udelukkende arbejder for drikkepenge, og hvem er så tarvelig ikke at give drikkepenge efter to timers gåtur?

Her skal du spise

 

Patrick Devos i Brugge

2015-04-30 21.49.46

Bag den beskedne facade på Restaurant Patrick Devos på ZilverStraat, som du ser på fotoet, gemmer der sig den hyggeligste restaurant, som minder om en herskabslejlighed i Art Nouveau-stilen. Og maden er vidunderlig!

Da jeg var der, spiste vi os igennem en seks retters menu, hvor alt var i top – lige fra de smukke og kreativt udførte canapeer før forretten til de hjemmelavede chokolader til kaffen.  En seks retters menu inkl. vin koster 120 euro pr. person, men mindre kan bestemt også gøres, da du bliver afsindigt mæt. Tre retter inkl. vin koster 58 euro.

Du kan prøve menuen på The Stove tæt på Grote Markt, en lille hyggelig restaurant, der er kendt for sine friske råvarer og uprætentiøse køkken.

Skal det være mere uformelt med live jazz og intim stemning, skal du prøve Bistro Zwart Huis på Kuipersstraat, der ligger i et hus fra 1482.

Her skal du sejle

 

Kanal i Brugge

På vandet selvfølgelig. Brugge har et fint net af kanaler, som er 50 km. lang tilsammen, og der er forskellige selskaber, der tilbyder kanalrundfart alle ugens dage fra marts til november. Turen tager ca. en halv time og koster mellem syv og otte euro per person. Der er lange køer til kanalrundfarterne om sommeren, så husk lige at medbringe en flaske med vand og en dosis tålmodighed, før du begiver dig derhen.

Vil du se mere, skal du på en flodtur til Damme med båden Lamme Goedzak, der sejler fra Noorweegse Kaai i Brugge til centrum af nabobyen. Her vil du sejle gennem et smukt landskab med gamle møller og grønne marker, og du får tid til at at gå rundt i Damme, før turen går tilbage. Prisen er den samme som kanalrundfarten.

Her skal du drikke øl

 

Pub i Brugge

Det skal du naturligvis på de mange, hyggelige pubber i byen. Men du kan også gøre det på bryggeriet Halve Man, som har guidede rundture, der ender med smagsprøver af deres dejlige øl. Se også: På bryggeritur i øllandet Belgien.

Ølbutikken og cafeen 2be skal også besøges. Godt nok er det temmelig overrendt af turister, men hvilket andet sted har ellers en ølmur? Eller flere hundrede øl at vælge imellem?

I Brugge såvel som i Belgien er det ikke så meget et spørgsmål om, hvor man skal drikke øl, men hvad man skal drikke. Deres produktion er enorm, variationerne ditto, og det meste smager gudeskønt.

En detalje ved belgisk øldrikning er, at det er meget vigtigt, man drikker af de rigtige glas. Alle bryggerier har et særligt glas til deres øl, nogle med form som slanke vinglas, andre brede og andre igen minder om små portvinsglas.

Her skal du shoppe

 

Og nu er vi tilbage ved chokoladen. En tur ned ad Wollestraat afslører den ene chokoladebutik efter den anden – lige fra de eksklusive butikker til de kitchede, der sælger chokoladebryster, og hvad ved jeg. Pralinette er en af de lækre butikker på Wollestraat, der sælger håndlavet chokolade, udenfor gaden anbefaler jeg The Chocolate Line på Simon Stevinplein 19, som er fuldstændig fabelagtig og BbyB på Sint-Amandsstraat 39, der er elegant som en smykkeforretning.

Belgierne er berømte for deres fine chokolade og deres lækre øl, som også skal købes og bringes med hjem. The Bottle Shop på Wollestraat er et nemt sted at shoppe øl, da de har over 600 forskellige slags samt et hav af forskellige ølglas. Når du går på Wollestraat, så hold øje med Callebert, en lækker butik for de indretnings- og boligglade.

Personligt er jeg vild med kæden Pylones, som har en lille butik på Steenstraat. Her er så mange finurlige og sjove ting, at man kan blive ved med at finde nye sjove ting. Total oplagt gavebutik (se også mit indlæg: Verdens gladeste butik).

Steenstraat sammen med Nordzandstraat er i det hele taget stedet at shoppe, på Nordzandstraat er der for eksempel den hippe L’Héroïne, som har et udvalg af belgiske designerbrands.

Af Karen Seneca, Rejseblokken var inviteret til Flandern af Visit Flanders. Du kan læse mere om Brugge her: Visitflanders.dk

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *