Karen Seneca foran street art i London

Den sjove måde at se på kunst: Street art i London

At rejse til London uden at se street art er lige så ærgerligt som at drikke en mojito uden lime og rørsukker. Det er simpelthen en del af besøget, for mange street art-kunstnere er værdige til at Tate Modern, og sørger hele tiden for at give byen liv og kulør. At kunstmuseer kan trække hårdt på børns tålmodighed, er ikke nogen hemmelighed, men gadens kunst – graffiti – er en helt anden sag. Tænk, at folk bare må male på muren. Hvilken lykke!

To bydele skiller sig ud, når det gælder disse offentligt tilgængelige kunstværker: Brixton i syd og Shoreditch i øst. Begge er gamle arbejderområder, som indenfor de seneste 10 år er blevet vildt hippe, særligt Shoreditch er stedet at være.

En hyldest til Star Trek i Clerkenwell tæt på Old Street i Shoreditch.

Heldigvis er der stadig en del af bydelenes rå og vilde fortid at se, og hvis du synes, at Brixton siger dig noget, så ja: Det var David Bowies gamle bydel, og det er også her, på Tunstall Road, du kan se det ikoniske Ziggy Stardust-maleri.

Det blev lavet af graffitikunstneren Jimmy C i 2013, og samme dag Bowie udåndende blev det til et mindested for den fantastiske sanger og komponist.

Street Art i London: David Bowie
I Brixton lægger fans breve og blomster ved portrættet af David Bowie.

 

Jimmy C er egentlig australier, men ”gadekunstneren” har gjort sit for at smukkesere London. Et andet af hans store værker er Shakespeare-portrættet tæt på Globe Teatre, rekonstruktionen af det teater, hvor Shakespeares værker blev spillet første gang. Det ligger lige ved Themsen, så hold øje med det, hvis du er på de kanter.

Det kan være svært at vise vej til det mest berømte street art i London, da disse i sagens natur kan være væk i løbet af en enkelt nat. Mange bliver malet over efter et par år, nogen efter et par måneder og andre er uheldige at få deres kunst sværtet til med grimme tags fra dag et. Men en del mesterværker – som Ziggy Stardust-maleriet – får lov at blive. De er nærmest hellige og en del af bylivet.

Kendte på murene

Et eksempel er gavlmaleriet af Amy Winehouse på Hackney Road i Shoreditch. Amy holder sin nevø, Cosmo, som blev født efter hendes død, og billedet er enormt rørende. Det er kunstneren Paul ‘Don’ Smith, der lavede værket efter sangerindens død i 2011. Men det er ikke det eneste Amy-værk i byen. Amy Winehouse kan ses overalt, særligt i Camden, hvor hun boede. Her er mange flotte hilsner til deres bysbarn, ikke kun street art – også en smuk skulptur i Camden Lock.

En anden kendis, der kan mindes ved en mur, er George Michael. Hans maleri blev lavet lige efter hans død, kunstneren er East End-maleren Pegasus, og værket kan ses på en mur på Great Eastern Street i Shoreditch. Ordene er gåsehudsfremkaldende for os fans: ”Never Gonna Dance Again”… Suk.

Den mytiske og mystiske Banksy er en af de mest kendte street artists i London, men mange af hans ting er med tiden malet over. Desværre. Historien siger, at han havde et uvenskab med en anden street artist, som egenhændigt sørgede for at male hans ting over – eller fik andre til det.

Et godt eksempel er den såkaldte Banksy-tunnel, eller: Graffiti-tunnelen, ved Waterloo Station. Her var Banksy en af de første, der dekorerede den lange og ellers grå tunnel. I dag er hele tunnelen malet til, og stadig værd at besøge, selvom Banksys værker er svære at få øje på.

Street Art i Banksy Tunnel
Leake Street Tunnel alias Banksy Tunnel alias The Graffiti Tunnel. Kært barn har mange navne. Kvaliteten er varierende, men und dig en tur derned.

Dyk ned i tunnelen

Når du skal ned i tunnelen, tager du undergrunden til Waterloo Station, og går ca. fem minutter hen til Leake Street, som er en del af tunnelen, der løber under jernbanesporene og platformene på Waterloo Station.

Tunnelen er ca. 200 meter lang, og graffitimalere kan frit spraye løs her, for efter Banksy arrangerede en event der i 2008 for en bunke kendte street artists, har det været et lovligt område at male på.

Der er mange smukke malerier, en del knap så smukke og desværre også det rene skidt ind i mellem, men de dårlige kragetæer og, hvad der ellers er sprayet og malet, er også en del af graffitikulturen, så tag det med. Ofte vil I se graffitimalere i gang med at pryde et lille stykke af tunnelen, og det er en fryd at overvære, hvis de er dygtige.

På tur med en kunstner

I Shoreditch, Østlondon, er der så meget street art, at man ligefrem kan komme med på en guidet street art-tur. Her får man fortalt historien bag malerierne og kunstnerne, der har lavet dem. Guiden vil udpege malerier, du måske aldrig selv havde fået øje på, og man får bevæget sig, så kalorierne efter den tunge, engelske morgenmad bliver forbrændt. Win-win.

Det kan tage mellem tre og fire timer at vandre ruten, så det er en dårlig ide at tage små, utålmodige poder med. Børn over ni kan sagtens klare turen. Der er masser af gode historier om denne kunst, som findes på gavle og mure.

Splits street art i Dalston Eastern Curve Garden
Split er en af de street artists, jeg holder mest af. Hans enkle streger kan udtrykke utrolig mange følelser, og der er mange Split-tændstiksmennesker i Østlondon. Her er en Split-gut med rødder som fødder i Dalston Eastern Curve Garden.

 

  Shakespeare pryder væggen tæt på Globe Theater.
Shakespeare pryder væggen tæt på Globe Theater ved Themsen.

 

Street art i London, Hoxton
Hoxton er en herlig bydel med cafeer, rooftop bars, markeder og masser af street art.

Udbydere af guidede ture til Street Art i London

Streetartlondon.co.uk

Alternativeldn.co.uk/

Freetoursbyfoot.com

Af Karen Seneca

Share Button

Lignende indlæg

2 thoughts on “Den sjove måde at se på kunst: Street art i London

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *