Marcus Seneca på WFFT Rescue Center i Thailand

Elefantpasser for en dag i Thailand

Kystområdet Hua Hin i Thailand byder på hvide sandstrande så langt øjet rækker og et klima, som gør stedet værdigt til at optræde i en Bounty-reklame. Den lille by Hua Hin har en historisk tilknytning til den thailandske kongefamilie, der i generationer har taget til Hua Hin for at holde ferie og slappe af.

Som turist har man alle muligheder for at gøre som de royale. Hele Hua Hin er et stort cirkus for vestlige turister, der kommer for at få en lille bid af paradis og drikke kolde øl på stranden under solen, som skinner året rundt. Dagene går hurtigt langs den Thailandske Golf, men hvis man føler sig en smule mere eventyrlysten eller bare er en dyreelsker, findes der et fantastisk alternativ til at drive den af.

Knap en times kørsel fra Hua Hin og nabobyen Cha’am ligger WFFT Wildlife Rescue Centre, et behandlingssted for dyr, som er blevet misbrugt og/eller mishandlet. I mange af tilfældene kommer dyrene fra turistindustrien, hvor de har underholdt godtroende turister, reklamebranchen eller fra hjem, hvor de er blevet holdt som kæledyr.

Kig en Slow Lori i øjnene

De noget barske historier, som nogle af dyrene har, skal absolut ikke afskræmme nogen fra at tage turen derud. Det er ikke et sted, hvor man bliver fodret med tragiske historier, til man når bristepunktet. Tværtimod tilbyder WFFT Wildlife Rescue Centre besøgende en virkelig lærerig og underholdende oplevelse, hvis du booker en ‘Day Experience’ tur.

Oplevelsen starter allerede, når du bliver hentet fra dit hotel om morgenen og kørt til reservatet. Under køreturen får du lejlighed til at se, hvordan personalet arbejder på film produceret af Discovery og National Geographic, hvilket siger en del om stedets tyngde. Efter ankomsten til stedet bliver der drukket kaffe, og din guide introducerer programmet for dig.

Den første halvdel af dagen består af en guidet tur, hvor du vil blive en hel del klogere på de dyr, du møder, inklusiv de to bjørne Pepsi og Cola (nej, det er ikke noget, jeg bare finder på) og slow lorien, Russell (hvis du ikke ved, hvad en slow lori er, så smid alt, hvad du har i hænderne og slå det op på Google – du vil ikke blive skuffet!).

 

Med elefanten i bad

Efter frokost bliver turen en smule mere ”interaktiv”. Her får du nemlig lov til at gå tur med – og bade – seniorelefanten Pai Lin, som er over 60 år. Bad er måske så meget sagt, da det mest af alt minder om en bilvask, hvor en gæst sprøjter den til med en haveslange, mens tre andre skrubber kæmpen med gulvmopper.

Ligesom de fleste andre aktiviteter på turen bliver der rokeret, så du skal ikke føle dig snydt, hvis det indledningsvist er dig, som står for at rengøre to ton rynket elefantbagdel. Det er en vild oplevelse at være så tæt på det store dyr, som er drillesyg trods sin høje alder.

Pai Lin er for gammel til at blive sat ud i det fri. Hun er for tryg ved mennesker, og vil sandsynligvis blive taget til fange, samme dag hun er på egen hånd. Derfor skal hun blive i centret resten af sit liv. Men formålet er at rehabilitere dyrene, bringe dem tilbage til deres naturlige tilstand for derefter at sætte dem fri i naturen.

Alt i alt kommer du hjem fra WFFT Wildlife Rescue Centre med nogle helt uforglemmelige oplevelser og et brændende ønske om at adoptere en slow lori. Det er utvivlsomt en dag og de 327 kroner værd.

Læs også

Besøg på thailandsk plejehjem for dyr

Pas på dyrene, når du rejser

Tæt på orangutangerne i Borneo

Sådan gør du

Hvis du vil besøge centret, kan du booke en Full Day Experience, hvor du bliver hentet på dit hotel. Prisen er 1.800 bath. Se her:

Full Day Experience

Af Marcus Seneca, Kbh

Share Button

2 thoughts on “Elefantpasser for en dag i Thailand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *