Godt formål: Ill. til artiklen Frivilligt arbejde i udlandet

Verden venter: Rejs ud med et godt formål

Det sidste stykke tid har jeg haft en mindre besættelse. Af orangutanger! Det lyder nok lidt bizart, men sagen er, at jeg har hørt den glimrende podcastserie “Abernes planet”. Serien handler om den danske kvinde, Lone Dröscher Nielsen, der var med til at etablere et rehabiliteringscenter for orangutanger i Borneo.

Godt nok fokuserer serien på de uoverensstemmelser, som er mellem hende og den forening, der egentlig blev oprettet for at støtte hendes arbejde. Men alligevel gjorde den mig nysgerrig. Derfor genså jeg programmet “Kvinden med aberne” om Lone Dröscher Nielsen. Og så kom jeg til at klikke på et YouTube-klip med orangutanger – og endnu et og så et til.

Tænk, at arbejde med dyr, som på den ene eller anden måde er blevet udnyttet af mennesker eller efterladt af deres mor. Hvor må det være givende! Og mindst lige så givende at hjælpe mennesker et sted på kloden, hvor forbrugsgoderne ikke står i kø som her.

Hele verden venter

Jeg ved, at jeg ikke har den typiske alder for at lave frivilligt arbejde i udlandet, men jeg vil ikke udelukke, at det kommer til at ske på et tidspunkt. Hvorfor ikke? Der er en hel verden, der venter på, at vi alle sammen gør noget aktivt for andre end blot os selv og vores nærmeste.

Personligt ville jeg nok foretrække at arbejde med dyr eller børn. Det kunne være med aber i Afrika, elefanter i Thailand eller med geparder på et af forskningscentrene i Sydafrika. Det viser sig, at det faktisk er muligt at arbejde med så sjældne og truede dyr som geparder. Arbejdet består blandt andet i at fodre dyrene og hjælpe med at passe forældreløse gepardunger.

En rejse til børn, der har brug for hjælp

Der er fortvivlende mange børn i verden, som har brug for hjælp. Her er der mange muligheder for at rejse ud og gøre et nyttigt stykke arbejde i udlandet. Det kan for eksempel være som medhjælper i en børnehave for fattige børn i Bolivia, engelskunderviser for mindre børn i Sri Lanka og frivillig på tilflugtssteder for hjemløse kvinder og børn i Sydafrika.

Afrika, Sydamerika og Asien er de mest trængende verdensdele, så her er projekter for enhver smag eller til enhver kompetence. De færreste er nok klar over, at man kan også kan lave frivilligt arbejde i USA, for eksempel i Californien, hvor der er mange miljøprojekter.

I vores egen baghave

Det koster penge at rejse til eksotiske steder for at arbejde i udlandet, men her i Europa er der også mulighed for at arbejde med et godt formål for øje. Exis har for eksempel et samarbejde med en dyrepark i Ungarn, der passer dyr, som på en eller anden måde har været i kløerne på folk, der ikke forstod at passe dem. Der er en broget flok – fra slanger til syvsovere.

I Italien er det muligt at komme til at arbejde på et flygtningecenter gennem Projects Abroad. Samme organisation har også en masse forskellige frivillighedsprojekter i Rumænien.

Alt i alt er der rig mulighed for at komme til at kombinere rejser med gode gerninger.

Læs også

Interview med Camilla: Cool at lave frivilligt arbejde

Elefantpasser for en dag i Thailand

Mit besøg på et plejehjem for dyr

Af Karen Seneca

Share Button

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *