budapest skrevet i en hæk

Tips til din ferie i skønne Budapest

 

Har du svært ved at beslutte dig for, om årets storbyferie skal gå til London, Paris eller Barcelona, så skulle du i stedet tage at vende blikket mod øst. De gamle østeuropæiske hovedstader kan nemlig sagtens være med – og til helt andre priser end de klassiske favoritter. Her kommer tre rigtig gode grunde til, at din næste storbyferie bør gå til Budapest.

Michelin-restauranter til spotpris

Budapest skulle eftersigende være et af verdens billigste steder at spise på Michelin-restaurent. Byen har pt. fire restauranter med den eftertragtede stjerne: Onyx, Borkonyha Winechitchen, Tanti og Déryné.

Vi havde hørt, at Borkonyha skulle være den mest afslappede – og dermed børnevenlige – af dem. Vi rejste til Budapest med børn på 6 og 8 år og tænkte, at en afslappet billig  Michelin-restaurant næsten lød for godt til at være sandt – det måtte vi teste – og lade vores børn teste med. Vi bestilte 3 forretter, 4 hovedretter, 4 glas vin + almindelig vand og sodavand. Den samlede pris for 2 voksne og 2 børn blev dermed i alt 1.000 kr.

Servicen på restauranter var noget mere afslappet, end jeg har oplevet på andre Michelinrestauranter, måske fordi vi var der til frokost og tjenerens engelsk kun var til husbehov. Men menuen var på engelsk og maden fejlede ingenting, slet ingen ting faktisk. Hvis det ikke var fordi, der var andre mennesker i restauranten, så havde jeg muligvis slikket tallerknen til sidst, bare sådan lige for at få det hele med…

Udover de fire michelin-anbefalde restauranter byder Budapest også på et hav af gode ungarske restauranter bistro-style. Vi kan anbefale Hungarikum. Her spiste vi frokost 2 voksne og 2 børn for 250kr. Og ellers er der et stort fint udvalg af mere internationalt inspirerede cafeer, med cafemenu og fantastisk kaffe. Og når en espresso koster en 10’er og en smoothie i nærheden af 16 kr, ja så kan man vist godt lige læne sig tilbage og snuppe en mere.

Borg i Budapest

Et natteliv i ruiner

Budapest har et overvældende stort udbud af historiske bygninger heriblandt parlamentsbygningen og Buda slottet, der ligger storslået på hver sin side af Donau-floden. Store dele af byen blev desværre dog også ødelagt under 2. verdenskrig, her i blandt det jødiske kvarter. Men i Budapest er en gammel smadret bydel blevet det perfekte sted at starte en ny nattelivstrend.

Spredt rundt i det gamle jødediske kvarter finder du i gamle faldefærdige huse nogle af de hippest bar-miljøer, jeg længe har set. Faktisk er Budapests ruinbarer et helt historisk kapitel for sig. Kom beredt med adresser, for der er ingen store barskilte og blinkende ølreklamer udenfor. Flere af stederne ligner – ja, en ruin eller en gammel faldefærdig boligblok. Du skal ind igennem en skæv port eller en afskallet dør, før der åbner sig et funky charmerende barmiljø fyldt med loppemarkeds-møbler, kunst tegnet direkte på væggene og, nå ja – meget billig øl.

Vi var som skrevet i Budapest med børn, og besøgte derfor et par ruinbarer sidst på eftermiddage, hvor de fungerede som rigtig gode hyggelige cafeer. Vores børn synes alt den skøre udsmykning og rum med bordfodbold var herlige. Men mange ruinbarer reklamerer også med live musik om aftenen og masser af feststemning. De vil derfor også være oplagt mål for en god herre- eller damebytur.

Spa spa og atter spa

Som om mad og drikke ikke var nok, så har Budapest – som den eneste hovedstad i verden i øvrigt – status som kurby. Ungarn og Budapest har været under tyrkisk herredømme flere gange, og tyrkerne har virkelig formået at udnytte byens hav af varme kilde, og har efterladt sig et særlig wellness-fodaftryk i form af en by fuldt med historiske bade.

Vores hotel anbefalede Rudas, der eftersigende skulle være byens ældste. Ruda har en lille restaureret del af det gamle spa, men ellers er store dele nyrenoverede, utrolig indbydende og lækre. Her finder du saunaer og bade med temperaturer der går fra varm, varmere og virkelig varmt samt naturligvis et enkelt iskoldt bad, hvor isterningerne sprøjter ud af væggen.  Derudover har Rubis en skøn rooftop jazuzzi, hvor du også om vinteren kan sidde i dit badetøj og kikke ud over Donau-floden.

Kast dig ud i nattelivet i Budapest

Der er mange muligheder for spature forskellige steder i Budapest. Inden du begiver dig afsted, er det dog en god ide at spørge til åbningsdagene hos personalet på dit hotel. Flere spabade holder nemlig nogle dage forbeholdt kun for mænd samt enkelte dage forbeholdt kun for kvinder. Rudas lukker fx kun mænd ind mandag, onsdag, torsdag og fredag. Tirsdag er det kvindernes tur og i weekenden er man velkommen som par eller familie. De fleste steder kan du købe badehætte og leje håndklæde. De dage, hver både mænd og kvinder er velkomne, skal du huske dit badetøj.

Og efter en god lang dag i spa er det jo sådan set bare at starte forfra – nemlig med at kaste sig ud i Budapests hyggelige gadeliv og gøre klar til endnu en aften med mere god mad og drikke.

Læs også

Budapest, billig, smuk og meget varm

Her er de billigste feriebyer i Europa

Af Mette Lindgaard Seligmann, som har skrevet flere rejseindlæg til Rejseblokken bl.a. om Myanmar og Kina.  

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *