Dolmades og humus på restaurant i Chania, Kreta

3 gode restauranter i Chania

Fyldte tomater, peberfrugter og vinblade, musaka, gyros, gryderetter med lam… Det kretensiske køkken er lækkert og varieret, og man skal ikke lede længe efter gode restauranter i Chania, øens største by. Jeg har dog et par favoritter allerede samt et sted, der skal testes i aften. Det er steder, der både er hyggelige, og som serverer god mad:

Overvældende portioner

Restauranten To Xani ligger i en lille sidegade bag havnen, og om aftenen har de græske musikere til at spille, men det er ikke derfor, stedet er et besøg værd. Maden er simpelthen god, og det er hyggeligt at sidde i den lille smøge væk fra byens larm.

Til forret valgte vi dolmades – vinblade med fyld af ris og urter – auberginesalat og tzaziki. Lækkerbiskener, som vi desværre allerede spiste os ret mætte i. Desværre, fordi hovedretterne var enorme. Min datter fik en enorm tallerken gyros (med svinekød). Hjemmelavede pommes frites i bunden, solrøde tomatskiver, græsk youghurt og noget, der i omfang svarer til skiver af en tre-fire koteletter! Dertil skiver af pitabrød vendt på en grill.

Jeg fik Stifado, en klassisk gryderet med bl.a. lam, urter, hele løg og et strejf af kanel. Også en kæmpe portion, som var umulig at spise sig igennem. Jeg drak husets rødvin, som var mere brun end rød, men den smagte udmærket. Min datter valgte en falske Gazpoza, kretensk sodavand, som er mindre sød end almindelig sodavand og en ny favorit hos os begge. Regningen blev ledsaget af Raki og kager, som den ofte gør på Kretas restauranter. Pris: 38 euro.

To Xani, Parados Kondilaki Str, sidegade til havnen.

Solnedgang og flot service

Platanias er en lille turistby, som ligger et stykke udenfor Chania. Umiddelbart ucharmerende, men når man går væk fra kysten og opad, er der de fineste huse og en hyggelig atmosfære. Vi spiste dog på The Olive Tree ved vandet efter et tip fra en af Rejseblokkens læsere, og vi blev ikke skuffet.

Restauranten hæver sig over vandet, så der er udsigt over bjerge og havet. Vi kom lige før solnedgang, hvor himlen og havet næsten gik i et med smukke blå, grønne og lilla nuancer. Og før vi vidste af det, var solen gået ned bag bjerget i en sky af orange og rødt.

Maden var lækker. Restauranten bryster sig af, at de udelukkende bruger lokale produkter. Det tror jeg nu, gælder for de fleste restauranter hernede, men det er godt at vide. Menukortet byder på klassisk kretensisk køkken, så vi sprang ud i det. Fire forskellige ‘dip’ for eksempel taramosalata (fiskerognsalat) med forskellige brød bl.a. hjemmebagte grissini med olivenstykker i.

Hovedretten var igen enorm. Min datter valgte mixed grill, og tjeneren sagde, at han ville give hende en isdessert, hvis hun spiste op. Det gjorde hun ikke! Havde hun gjort det, skulle jeg sandsynligvis bære hende hjem! Stegte kartofler og et bjerg af forskellig slags kød: Kyllingbryst, lammekotelet, svinekød, kretensk pølse og keftedes (krydrede og grillede kødboller). Bon appetit!

Jeg selv gik all in og bestilte ‘Et udvalg af bedstemors mad’: Musaka, fyldt tomat, stifado osv. Behøver jeg at sige, at jeg heller ikke spiste op? Prisen for en halv flaske vin, et par sodavand, en stor flaske kildevand og den megen mad: 46 euro.

The Olive Tree, Platanias – kort bustur fra Chania, link: Olivetree.gr

Karen Seneca på en restaurant som illustration til artikel om restauranter i Chania

På anbefaling

Dette sted anbefales af mange på TripAdvisor og Fodor’s. Og da jeg googlede restauranter i Chania, stødte jeg tilfældigvis på en artikel, hvor Star Tours Stig Elling anbefaler det. Det afgjorde sagen. Ikke fordi jeg er inviteret herned af Star Tour, men fordi Stig Elling tilbringer sommerferien i Chania år efter år. Han har boet her på et tidspunkt, og har været her et utal af gange, så det bør være en form for garanti.

Nu skulle det testes. Og jeg vil fortælle, om mine forventninger holdt stik, da vi begyndte at spise os igennem restauranten. Udover maden var fod, var betjeningen også super og stedet hyggeligt, som det ligger i en lille, smal sidegade tæt på havnen.

Tavern Strata, Portou 54, Chania – nær havnen.

Af Karen Seneca. Rejseblokken er inviteret af Star Tour, det nuværende TUI.

Karen var med Star Tour, nu TUI, på Kreta.

Se hendes indlæg her:

Det nemme liv på All inclusive

Kunsten at fare vild i ferien

Rullende rundvisning i Chania

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *