Kanal gennem Groningen

Groningen, byen med Hollands sjoveste shoppinggade

De fleste danskeres Hollandseventyr begrænser sig til Rijksmuseum, Anne Franks hus, en tur på kanalerne, et lille kig til de frække damer i Red light district, og andre herligheder i Amsterdam. Men Nederlandene – som det rettelig hedder – er meget mere end hovedstaden.

Et par timer nordpå ligger den lille hyggelige by, Groningen, der er et godt alternativ, hvis man allerede har været gennem sit Amsterdam-pensum.

Selv om byen ikke har mange kendte seværdigheder at byde på (ud over det imponerende Groninger Museum – se indlægget Geniale Rodin i Groningen), er der stadig masser at tage sig til, så den er et oplagt mål for en forårsweekendtur.

 

Van delft vindue i Groningen

 

Siden 1200-tallet har Groningen været handelsby, og der er stadig godt gang i handelen i byens butikker. Faktisk så godt, at en af gaderne, De Folkingestraat, er kåret til at være Hollands hyggeligste shoppinggade. Det kan man egentlig godt forstå.

Små specialforretninger med kunsthåndværk og brugskunst, tøj, sjove ting til badet og alt godt til udklædningsfesten ligger side om side med fancy frisører, delikatesseforretninger, butikker kun med pebernødder og gode spisesteder, blandt andet brasseriet Midi. Her serverer de venlige tjenere virkelig god mad lavet på lokale råvarer, inklusive østers fra den hollandske del af Vadehavet.

Butik som i Den Gamle By

Het Hanze Huis er også et besøg værd. Når man træder ind i den fine lille butik, der ligger på siden af den store kirke, Aa-kerk, er det som at komme en tur til Den gamle by i Århus. Ejeren har specialiseret sig i varer fra Hansestæderne, så som marcipan fra Lübeck, hollandske lakridser og sågar te fra A.C. Perch’s i København.

Groningen er universitetsby, og det er tydeligt at se, at der er mange unge i byen. Man skal ikke gå mange meter, før man støder ind i en hyggeligt morgenmadssted eller en (særpræget) café – til ganske rimelige priser.

Et godt bud på et frokoststed er Wadapartja. Ud over at servere glimrende mad, er alt i cafeen til salg. Selv ejeren kan købes – for en god pris, som han grinende siger. Wadapartja arrangerer også hemmelige filmaftener, hvor man først får tid og sted at vide kort før, filmen starter.

 

 

Skal der være gang i den, er der også masser af gode vandingsposter – hvor mange har åbent mere eller mindre døgnet rundt. Et af de nyere steder er mikrobryggeriet Martinus… Her kan man se, hvordan øllen bliver lavet og få lov til at smage øllen direkte fra kedlen, hvis man spørger den unge ejer, der meget gerne fortæller.

 

Natteliv i Groningen

 

Groningen kan også prale af at have Europas største bar; Drie Gezusters er egentlig tre huse, som er lagt sammen til et tempel for glade, drikkende unge og lidt ældre. Man bestemmer selv, om man bare vil sidde med en øl i en af de mange sjove og opfindsomt indrettede barer, eller gå ovenpå og indtage dansegulvet.

 

Vand ved Gronningen

 

Når man alligevel er på de kanter, er det oplagt at leje en cykel og køre en tur rundt i det behageligt flade opland, der lige som Groningen kan byde på lokale delikatesser.

For sennepsfolket er der ingen vej udenom Abraham’s Mosterdmakerij, der ligger i en gammel vindmølle. Her kan man både få frokost og få smagsprøver på de forskellige sennepper ude i produktionshallen.

Fiskeelskerne kan køre videre til den lille by, Zoutkamp, som ligger smukt ned til et af egnens mange vandløb. På røgeriet Gaele Potsma kan man nyde udsigten over vandet, mens man sætter tænderne i fede makreller, paneret torsk eller stedets specialitet, ål, som ejeren selv fanger.

 

Rejsen til Groningen

Turen til Groningen er blevet væsentligt lettere, efter SAS for et par måneder siden begyndte at flyve 11 ugentlige afgange til lufthavnen Eelde, der ligger 15 kilometer syd for Groningen. Herfra går der busser ind til byen. Fra Kruså eller Femern tager det fire en halv time i bil.

Du kan læse mere om byen her: Hjemmeside for Tourism Groningen.

Læs også

Familieferie i Amsterdam

Spise, shopping og oplevelser i Amsterdam

Dejligt boligbytte i Haarlem, Holland

Tekst og foto: Anne Bennike, Rejseblokken var inviteret af Marketing Groningen og SAS

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *