En af de mange vingårde i Toscana

Guide til vin og vingårde i Toscana

Rejseblokken har kørt de italienske veje tynde og smagt på vin. Her er vores bedste rejsetips til vingårde i Toscana for begyndere, vin-smagere og ikke mindst gourmetsjæle.

Man kan gribe en vintur i Toscana an på to måder: Enten bruger man tid på at researche sig frem til de fremmeste producenter i området, inden man tager afsted, og har dermed nogle klare mål, når man sætter sig bag rattet. Eller også kører man fuldstændig uvidende ud i landskabet, støtter sig evt. til guidebøgerne, eller finder den første og en bedste vingård på sin vej (Mange – måske de fleste – har en eller anden form for butik på gården).

Begge dele har sin charme, men vær opmærksom på, at guidebøgernes vingårde oftest er de største, og den turistede stemning er ikke til at tage fejl af. De er vant til store grupper af udlændinge, der lader sig forføre af en hvilken som helst drue, der er plukket i netop det område, de ferierer i.

Til gengæld kan man også være nogenlunde sikker på, at en evt. rundvisning- og smagning på gården er udbytteri – vingårde af en vis størrelse har selvsagt en større produktion = mere at se.

Den sorte hane

Den mest berømte Toscana-vin er Brunelloen, der produceres syd for Siena. Men vinområdet Chianti er i lige så høj grad indbegrebet af toscansk vin. Der er tale om et kæmpe område – næsten 7000 hektar – og rundt i de bølgende vinmarker er der et vejnet, som hedder Le Strade Del Gallo –  Den Sorte Hane. Her finder du vingårde, som laver vinen Chianti Classico og dermed har fået stemplet Del Gallo-stemplet. Hold øje med de skilte, når du kører i området.

Det er en rigtig god idé at anskaffe sig kortet over Le Strade Del Gallo – det kan blandt andet købes i Greve in Chianti, som er hovedbyen i området – så du har noget at støtte sig til i et landskab, hvor man hurtigt kan blive sendt ud på meget, meget små veje. Ingen grund til at tage en suspekt grusvej, hvis man ikke ved, om den fører nogen vegne hen, jo.

Vi besøgte fire vingårde i Toscana på vores tur:

Foto af vintønde som illustration til artikel om vingårde i Toscana

 

Castello di Verrazano (Nord for Greve in Chianti)

Denne fandt vi i ‘Turen går til Firenze, Toscana og Umbrien’. Vi kørte efter skiltene, som ledte os på rette vej, op af en smal(!) grusvej op mod en imponerende stor residens. Her på gården afholdes vinsmagning i alle afskygninger – med og uden mad. Det er dog smartest at bestille i forvejen, så da vi kom dumpende uanmeldt en time i lukketid, måtte vi nøjes med at købe vin og blev derfor sendt ned til deres butik, som ligger lige ud til vejen.

Her kunne vi få lov til at smage de tre vine, der var til salg. Personalet var venligt og vidende, og vinen også udmærket (dog langt fra den bedste, skulle vi finde ud af) men alligevel føltes det  lidt for turist-gearet til vores smag – uden at vi kan sætte en finger på det. Måske var det de store skilte, der reklamerede for gården, måske var det biksen ved vejen, som fik oplevelsen til at føles lidt ‘drive-in-agtigt’. I hvert fald ikke et sted, vi besøger igen. Link: Verrazzano.

Castello Il Palagio (nord for Greve in Chianti)

Ved et tilfælde kom vi forbi denne vingård på vej hjem fra ovenstående. Eller rettere: Vi kørte forbi et skilt med den sorte hane, og drejede af for at se, hvad det var for noget. Her kom vi til en væsentligt mere anonym vingård uden store skilte, men stadig med en lille butik.

Langt mere autentisk sted efter vores smag – og så var det jo heller ingen katastrofe, at vinen var væsentligt bedre!

Fattoria Colloverde (uden for Lucca)

Endnu et tilfælde. Egentlig var vi på udkig efter nogle gamle haver, men var faret vild og blev igen fristet af et lille skilt på vejen. En særdeles smal vej – så smal, at jeg fortrød flere gange – førte os ned til den fineste lille gård, hvor hele produktionen er stort set selvforsynende.

Efter at have set os omkring på gården og nydt udsigten over vinmarkerne og dalen, kom vi derfra med en skøn flaske hvidvin og en olivenolie. samt forsikring om, at den smalle er privat, så man møder aldrig modkørende biler (hvilket vi selvfølgelig gjorde) Vi skal helt sikkert besøge denne vingård igen – men måske til fods næste gang?

Isole e Olena (nord for Siena)

Vores bedste vineventyr blandt alle de vingårde i Toscana, som vi besøgte på hele turen. På den tostjernede Michelin-restaurant Arnolfo fik vi serveret en Chardonnay-hvidvin fra denne vingård og besluttede os for at prøve at finde den. Det lykkedes via winesearcher.com og en venlig, italiensk kroejers anvisninger. Langt op i bakkerne, ad små krogede veje, ligger Isole di Oline med en fantastisk udsigt over landskabet.

Ikke et eneste skilt på indikerede, at vi var på rette vej – eller ankom det rigtige sted, men efter at have travet lidt rundt på gården fandt vi pludselig et vinsmagningslokale, med en yderst venlig dame. Isole di Oline sælger ikke billig vin. Derfor undgår de helst horder af turister, som forventer at få vine til under 100 kroner – det går ofte hen og bliver pinligt. Deres hvidvin – som de havde en eneste tilbage af – kostede 30 euro. Den er alle pengene værd, lover vi, men kør kun derned, hvis du vil betale prisen.

Til næste gang

Det er en god idé at finde en eller flere vingårde i Toscana hjemmefra, eller lægge mærke til de gode vine, man får serveret på restauranter i området. Det giver større chance for succes i et område, hvor der er kæmpe forskel på kvaliteten af vine. En forsigtig tommelfingerregel kunne være, at jo større skilte – jo mere turistet.

En anden og mere sikker: Hvis du kører efter den sorte hane, når du leder efter vingårde i Toscana, så kør efter det rigtige logo. Der er flere falske sorte fugle ude på vejene.

Fakta

For at kunne kalde vinen en Chianti Classico og bruge hanesymbolet på flaske og banderole, skal vinen indeholde mindst 80% Sangiovese. Derudover må der være op til 20% af de lokale druer Canaiolo og Colorino eller de internationale druer  Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot. Kilde: Winelab.dk.

Se også indlægget om Italiens champagne: Bobler i lange baner: Franciacorta.

Andre indlæg om Toscana 

Gode spisesteder i Toscana

Tips til bilferie i eventyrlige Toscana

Spis godt i Firenze

Dejligt spaophold i Toscana

Af Rasmus Flindt Pedersen, foto øverst: Castello di Verrazzano

Share Button

4 thoughts on “Guide til vin og vingårde i Toscana

  1. Har gode venner i Toscana, de har anbefalet Brolio og Antinori. Det er klogt at bestille rundvisning på forhånd!

    1. Hej Freja
      Undskyld, at vi ikke har svaret dig før nu. Desværre er vi ikke stærke i vingårde i Toscana. Har du fundet en? Eller skal vi undersøge det? Kh Lone og Karen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *