St James Gate Dublin

Besøg Guinness Storehouse – en verden af øl

Åbningstider: Hver dag fra 9.30 til 17.

Pris: 16,50 euro pr. voksen, men der er forskellige priser alt efter alder, så tjek hjemmesiden. NB: Du sparer 10 procent ved at købe entrebilletter gennem hjemmesiden.

Tag bus 123 eller sporvognen til St. James Hospital.

Guinness Storehouse blev kåret som Irlands største turistattraktion i 2013. Over en million mennesker besøgte museet over et af verdens mest kendte bryggerier – og jeg er en af dem.

Normalt vil jeg foretrække at drikke øl fremfor at se, hvordan det bliver lavet, men dette sted fortjener anerkendelse. Det er nemlig lavet så smagfuldt, så informativt og så underholdende som muligt. Og det hele spiller: Lige fra arkitekturen – den syv etages bygning har et ølglas i midten fra stueetagen og hele vejen op til baren i toppen af bygningen – til udstillingerne og baren Gravity, der ligger øverst oppe og giver udsigt over hele Dublin.

 

Gravity Bar å¨toppen af Guinness Storehouse

 

Guinness Storehouse giver dig hele turen gennem Guinness’ historie – fra Arthur Guinness’ første bryggeri i 1755 til det 21. århundrede, hvor der hver dag bliver drukket 10 millioner glas Guinness øl verden over. Men det er ikke kun historie det hele. Gæsterne kan prøve at lave den helt perfekte fadøl direkte fra hanen, og her kan jeg så afsløre, at det ikke er min spidskompetance. Men det kan jeg leve med, for det er åbenbart en dyd, som kræver oplæring.

Man skænker ikke bare et glas af den mørke øl. Man holder sig til visse regler, for eksempel skal glasset have en hældning på 45 grader, hvorefter man langsomt retter vinklen, så glasset ender med at stå lodret i hånden. Men det er ikke nok, der skal holdes på en bestemt måde, øllet skal have en bestemt temperatur, selv skummet skal have en særlig konsistens.

Læs også: Forelsket i Dublin, den dejlige dame

Entrébilletten er inklusive en gratis øl, som smager forrygende, og helst skal efterlade et lille skum-overskæg. Derudover er der også smagsprøver, når man går rundt på selve udstillingen, samt flotte rum, hvor ingredienserne til en Guinness kan beskues: Vand der risler ned ad en væg, byg, som tårner sig op, humle og Guinness’ egen gær.

En rejse tilbage i tiden

På en af etagerne kan man se Guinness’ reklamekampagner gennem tiden. Det er ret sjovt, fordi det også er lidt af en tidsrejse tilbage til dengang, hvor politisk korrekthed ikke fandtes, og hvor reklamesloganet fra 1935 ‘Guinness is good for you’ var med til at markedsføre den irske øl.

Butikken i bunden af bygningen er noget for sig. Her kan man simpelthen svælge i souvenirs med Guinness som motiv. Og ja, jeg kunne ikke lade være med at købe lidt af hvert, og hver gang jeg drikker af mit enorme Guinness-krus, sender jeg en kærlig tanke til bryggeriet og de irske pubber. Du finder hjemmesiden HER.

Mere om Irland… og lidt om øl

6 gode grunde til at holde ferie i Dublin

Elsker du musik? Så tag til Tradfest

Her kan du bade i øl

På bryggeritur i øllandet Belgien 

Af Karen Seneca, Rejseblokken, Foto: Guinness Storehouse

Share Button

4 thoughts on “Besøg Guinness Storehouse – en verden af øl

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *