Hellbrunn Slot Dådyr

Sjoveste lystslot i Østrig: Hellbrunn Slot

Hellbrunns have er overdådig

Prins og ærkebiskop i 1600-tallets Salzburg med ubegribelig magt og rigdom. Hvad gør man så for at imponere? Bygger et smukt lystslot udenfor byen og skaber den mest aparte, vanvittige og teknisk avancerede have, der nogensinde er set. Og som stadig den dag i dag får gæsternes kæber til at falde.

Ærkebiskoppens navn er Markus Sittikus, slottet hedder Hellbrunn Slot, og jeg har personligt aldrig set dets lige. På den måde har Markus Sittikus opnået det, han ville: Nemlig at skabe noget, der aldrig var set før (eller siden).

 

Hellbrunn Slot Salzburg

 

Selve slottet er kønt og overordentlig farverigt indvendigt. Her er smukke rum og fine udstillinger med nogle af de ting, ærkebiskoppen samlede på for eksempel ridderdukker og udstoppede dyr. Slotsparken er også nydelig: Vidunderlige lilla, violette og pink blomster i blomsterbede. I baggrunden ses de grønne bjerge, i udkanten ligger en lille Zoo, og så står pavillonen fra Sound of Music i haven, hvilket er en kæmpe attraktion i sig selv.

Men det er i springvandshaven, showet begynder. Her får gæster en guidet tur blandt alle de finurligheder, der er gemt i mure, grotter og steder, man mindst venter det. Rundt omkring i haven er der nemlig små håndtag skjult bag planter og luger. Når de drejes, sprøjtes der pludselig vand lodret op fra en bænk, fra statuerne, gennem huller i slottets mure og mange andre steder.

 

Bord Hellbrunn

 

Der er grottelignende rum, bygget som om man befinder sig i en drypstenshule og med anordninger, der overrasker. Her er for eksempel et djævelsk fjæs midt i et springvand, som rækker tunge, hver gang det rammes af en vandstråle. Alle steder er der detaljer, der forundrer for eksempel små bitte mekaniske dukkespil indbygget i gærdet, så man skal have øjnene med sig.

 

Hellbrunn Wasser

 

Et sted er der et stort mekanisk teater, hvis scene udspiller sig i Salzburg, så man den dag i dag kan genkende nogle af tårnene og bygningerne.

Det er altså et magisk sted for alle, og det er umuligt at føle vrede eller bekymringer på Hellbrunn Slot, for der er så meget at grine ad, at se på og opleve, at man tager derfra med et stort smil… og temmelig vådt tøj.

Info om Hellbrunn Slot

Åbningstider:

Juli-august: 9-21

Maj, juni, september: 9-17.30

April, oktober, november: 9-16.30 

Pris: 10,50 euro for voksne, rabat for børn og studerende.

Mere om Østrig

Betagende bjerghiking i alperne

Rejseblokkens guide til Tyrol

Tip til Østrig: Charmerende familiehotel

Vandreferie med korte bukser i sneen

Morgenmad, der er værd at gå efter

Af Karen Seneca. Rejseblokken var inviteret til Salzburg af Østrigs Turistråd og Tourismus Salzburg GmbH

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *