Spisesteder i Barcelona. Her mad fra Abac

Rejseblokken anmelder: Fantastiske spisesteder i Barcelona

Alle storbyer er fyldt med opreklamerede turistfælder, når maven skal fyldes. Barcelona er ingen undtagelse, og det kan være svært for turister at skelne mellem de utallige spisesteder – også selv om man går en bue uden om Ramblaens mere eller mindre suspekte madsteder.

Rejseblokken har derfor i den gode sags tjeneste haft et par madører afsted til storbyen, som på baggrund af grundig research har testet en række spisesteder i Barcelona. Her er guiden til en sikker gastronomisk rejse i alle prisklasser:

Den autentiske I

Bar Jai-Ca / Jaica Bar, Ginebra 13, Barceloneta

Et charmerende og autentisk, spansk spisested, hvor du sidder sammen side om side med nabolagets lokale beboere i noget, der mest af alt kan sammenlignes med en dansk bodega. Personalet kan ikke tale engelsk, men du kan vælge mellem retterne, der står bag glasmontre i baren. Menuen byder på traditionel spansk tapas så som grillede grønne peberfrugter, sardiner, blæksprutteringe osv.

Det betyder også, at det meste er friturestegt, og det bliver man nok lidt træt af i længden. Men det skal jo prøves – og så er Bar Jaica (eller Jaica Bar om man vil) et rigtig godt sted at tage hen. To personer bliver mætte for under 30 euro.

Link: barjaica.com

Den autentiske II

Bar Celta La Pulperia, Simo Oller 3

Denne tapasbar besøgte vi efter anbefaling fra en dansker, som bor i Barcelona, og som ofte tager danske gæster med herned for at få en smag af det ægte Barcelona. Og det får man! Du sidder i baren og spiser klassisk, spansk – og igen: meget friturestegt – tapas. Vi fik anbefalet at prøve deres ‘Pulpo Gallego’, som er blæksprutte. Anbefalingen er hermed givet videre!

Personalet er søde til at forklare, hvad retterne består af, så man kan springe ud i noget nyt uden at blive alt for overrasket. Selv om restauranten ligger i Barri Gothic, er adressen alligevel så tilpas afsides, at det ikke er helt så turistificeret, som man kunne frygte. To personer bliver mætte for under 30 euro.

Link: barcelta.com

Vores favorit

Bodega La Palma, C/Carrer de la Palma de Sant Just, 7

Helt tilfældigt rendte vi ind i denne lille øl- og vinbar, som viste sig at være et fantastisk fund. Første aften fik vi et enkelt glas vin, men forelskede os i stedet og fik bord til middag dagen efter. Deres menu er såre simpel og består mest af lækre skinker og pølser, ost og enkelte retter. Stedets Gazpacho er fantastisk. Derudover serverer de en rigtig lækker tun.

Vinen til maden sidder  – selvfølgelig – lige i skabet, og stemningen er afslappet og intim. Vi besøgte stedet to gange og begge aftener var baren fyldt med lokale. Betjeningen var yderst venlig og ejeren snakkesaglig uden at være påtrængende. Go there!

Link: bodegalapalma.com

 

Bodega La Palma i Barcelona

 

Stjernemad til folket

Tapas 24, Carrer de la Diputacio 269

Tapas 24 er lillesøsteren til Carles Abellans high-end Michelin-restaurant Comerc 24. Stjernemad til folket! Og det er godt. Selve restauranten ligger i en kælder, hvor stemningen er hektisk og akustikken hæslig, men maden overdøver (næsten) larmen. Og ellers er der også borde oppe på gaden, hvor det hele er lidt mere afslappet.

Menuen er klassisk spansk med et twist, og must tries er Gazpacho, Bikini Sandwich og bombe la barceloneta – en kugle af parneret kartoffelmos med chilidip på toppen. Lækkert, lækkert – og en anelse tungt. To personer kan blive mætte til frokost for under 40 euro – cirka 300 kroner. Men man kan selvfølgelig også spise dyrere.

Link: Tapas 24

 

Spisesteder i Barcelona: Tapas 24
Tapas 24 er hyggelig med klassiske tapas.

 

Kæde-mad

Taller de Tapas, Argenteria 51 i Born-kvarteret.

Taller de Tapas findes flere steder. Overraskende god kæde-tapas-restaurant med et kæmpe udvalg af retter til priser fra under tre euro. Man kan altså spise for ganske lidt, hvis budgettet ikke er så stort. Vi spiste og drak to personer for knap 370 kroner. Atmosfæren er moderne og måske en lille smule fast-food-agtig, men det smager godt. Kan blandt andet anbefale Gambas al ajillo – rejer med hvidløg og chili. Sørg for at bestille lidt grønt til de ellers meget fede retter.

En tilfældig fornøjelse

Bestiari, Comerç 25

Egentlig var vi på vej til en anden restaurant, da vi faldt over Bestiari, der vakte vores nysgerrighed med sit meget hippe interiør og tilsyneladende lokale publikum. Vi fortrød ikke, at vi blev. Bestiari er moderne spansk med et twist. Vi taler ikke innovation på højt plan, men der er tanke bag smagssammensætningerne, og retterne er både flotte, veltilberedte ­ og ikke mindst velkrydrede.

Vi fik blandt andet tomatsalat med tun, laksecarpaccio, risotto og en hovedret bestående af torsk, asparges og ærtepure. Med en regning, der kun lige oversteg 540 kroner for to personer, må man sige, at der er valuta for pengene. En rigtig god aften i et ungt miljø og med en venlig, ambitiøs betjening.

 

Tapas2-e1372112212844

 

Tapas på baskisk

Txapela Euskal Taberna, Passeig de Gracia 58

Baskisk tapas – pintxos – bygger på et særligt koncept: pindemadder. I bogstaveligste forstand. De forskellige tapas er anrettet som pindemadder, der står på fade på rad og række ved baren, og så vælger du, hvad du har lyst til. Når du er mæt, tager du pindene med til kassen, hvor de tælles op, og så betaler du 1,80 euro per pind.

Konceptet bygger på ærlighed, så husk at få alle pindene op af lommen! Man bliver mæt af seks-syv tapas, så det er bestemt ikke et dyrt måltid. Vores regning lød på 206 danske kroner to to personer. Incl. drikkevarer. Maden smager i øvrigt forrygende, hvilket overraskede os, eftersom restauranten Txapela Euskal Taberna ligger midt i turistcentrum.

Designer-tapas

Santa Maria, Carrer del Comerç 17

Lille Tapas-bar med flotte serveringer i ungt og hipt muljø. Retterne er rustikke men kreative – flytter sig en god tand opad fra de traditionelle, meget fede og friturestegte tapas. Prøvede blandt andet ravioli med artiskok og tørret tun, og begge dele smagte himmelsk. I den lidt dyrere ende. regn med 40-60 euro alt afhængig af sult og drikkevarer.

Træt af tapas

Nakashita Sushi, Ree Contal 15

Måske er det bare os, men en uge med tapas kan godt blive for meget. Sushi et godt alternativ. Vi har blandt andet prøvet Nakashita Sushi. Det ligger ikke ligefrem midt i centrum, men det er nemt at komme dertil, og det er turen værd. Sushien er noget af det bedste, vi har prøvet: Sticks ‘n’ Sushi go home! Den er frisk, og der er kælet for smagen. Vi kan især anbefale Gunkan med tun og Crab Special futo Maki. Derudover fik vi en menu med blandet nigiri og hosomaki.

Eneste skår i glæden var, at ventetiden var alt for lang, da først restauranten blev fyldt. Personalet var åbenlyst underbemandet, og flere bestillinger kiksede. Heldigvis kom vi tidligt, så vi undgik næsten at komme i klemme i tidspresset – men ikke helt. Vi kommer dog helt sikkert igen, også selv om der er travlt. Regningen for to personer var på under 700 kr.

I øvrigt: Restauranten har siddepladser både inde og ude. Sid ude, hvis du kan komme til det! Temperaturen indenfor om sommeren er kun for seriøse sauna-entusiaster.

 

Tapas4-e1372113027851
Billedet yder ikke maden retfærdighed. Det ér lækker sushi på Nakashita.

 

Barcelonas bedste

Restaurant ABaC, Avenida Tibidabo 1

Tostjernet Michelin-restaurant og Barcelonas bedste. Her er der tale om en oplevelse i drømmeklassen. Fra det øjeblik, du træder ind på Hotel ABaCs matrikel, får den grønne have og de smukke, stilrene rammer om stedet dig til at falde til ro – væk fra storbyens hektiske puls.
Retterne på Restaurant ABaC skifter efter årstiderne, og ‘The Grand ABaC’-menu, som vi valgte koster 155 euro per mand. Men det er altså alle pengene værd.

 

Spisesteder i Barcelona. Her mad fra Abac
Det smager ikke bare godt på ABaC, det ser også smukt ud. Foto: Marco Pastori

 

Barcelonas bedste japanske

Koy Schunka, c/ copons 7

Koy Schunka er en kæmpe oplevelse og en af de skønneste spisesteder i Barcelona! Ejeren Hideki Matsuhisa blev i sin tid oplært i det japanske køkken af sin far og kom til Barcelona i 1997. Koy Schunka åbnede han i 2008. Her er tale om japansk gourmet (priserne er derefter) i højeste klasse.  Alene besøget i restauranten er en oplevelse værd, for kokkene står i en åben bar og laver al maden, så bestil pladser omkring baren, hvis det er muligt.

Vi var så privilegerede, at Hideki Matsuhisa personligt kreerede hele vores menu, og det var fantastisk at se ham arbejde – den præcision og nænsomhed, han gik til tingene på. Der er flere menuer. Vi fik den store til 110 euro per mand, og smagte både traditionel sushi, østers, muslinger m.m. Du bliver ikke overmæt, men det er tilladt at bestille mere.

Gå bare forbi

Restaurant Pla, Bellafila 5

Restauranten er anbefalet i flere guidebøger, og det er da også flotte omgivelser, dejlig stemning og venlig (dog lettere uforståelig) betjening, der møder gæsterne.  Alligevel var oplevelsen flad i forhold til andre spisesteder i Barcelona. Vi valgte Tastingmenuen til 38 euro per mand, men retterne faldt simpelthen til jorden. Vi fik blandt andet jomfruhummer i en lidt ubestemmelig bisque som smagte af ingenting, og grøntsagerne til hovedretten var ligegyldige.

De smukke lokaler og en god vin reddede (næsten) aftenen, men jeg ville ikke vende tilbage. Regningen endte på omkring 113 (cirka 850 kroner) og til de penge kan man få væsentligt bedre oplevelser i Barcelona.

Anbefalet og på vores to do-liste

  • El Vaseo de Oro. C/Balboa, Barceloneta. Tapasbar med blandt andet stegt foie gras, som skulle være fantastisk.
  • Can Solé. C/Sant Carles, Barceloneta. En af MANGE fiskerestauranter i kvarteret. Denne skulle være et sikkert hit.
  • Cova Fumada. Pl. Poeta Boscá – lokalt, råt sted. Skiftende åbningstider, men i hvert fald lukket i august. Især deres sardiner skulle være gode.
  • Comerc 24. Storesøsteren til Tapac 24 og udstyret med et styk michelin-stjerne. Tapas på den moderne og innovative måde, men dyrt.
  • Quimet quimet. Carrer del Poeta Cabanyes 25. Populært tapas-sted og et af El Bulli-maistroen Ferran Adriàs yndlingssteder. Lukket en stor del af august.
  • Tickets bar. Avinguda Paral·lel 164. El Bulli-brødrenes seneste skud på restaurantstammen. Yderst populær tapas og navnet på ejerne må være garant for kvalitet. Book bord i god tid. 

Læs også

Oplev Barcelona på 3 dage

Tips til en dag på Montjuïc-bjerget i Barcelona

Tapastips i Malaga

Vin, vandring og venskaber på Mallorca

Af Rasmus Flindt Pedersen, Kbh. N.


 

 

Share Button

5 thoughts on “Rejseblokken anmelder: Fantastiske spisesteder i Barcelona

  1. Der er en ret vidunderlig turistfælde Los Caracoles, har man lyst til snegle, eller pattegris stegt over åben ild, er det stedet. Deres sangria er som den skal være, og der er gode vine på kortet til en fornuftig pris. Stedet har været hjemsøgt af massevis af VIP’ere. De fleste af dem er døde, men atmosfæren er god. Legendariske Floyd havde stedet med i en udsendelse i starten af 1990’erne, det var sådan jeg opdagede Los Caracoles. Da det er lidt af en turistfælde, så spil med på præmissen, snak højt med tjenerne, gestikuler hvad i mener om maden. Så er det faktisk en rigtig sjov oplevelse.

    Los Caracoles
    Carrer dels Escudellers, 14, 08002 Barcelona, Spain

  2. Hejsa! Dejlig side – tak for det! Jeg skal til Barcelona på mandag og tænkte på om der ikke var nogle gode cafeer og kaffebarer du kunne anbefale? 🙂

  3. Sidder og planlægger en ferie til Barcelona her til sommer og faldt over dette indlæg. Og selvom det er fra i sommeres, så tror jeg bestemt at de spisesteder stadig er lige så gode. Glæder mig til at prøve (nogle af) dem. Mange tak 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *