Skåne

3 tema-ideer til forårsture i Skåne

Her på Rejseblokken er vi tossede med Skåne. Der er så meget at se og gøre lige derovre på den anden side af sundet, og for københavnere som os er det let at smutte derover på en dagsudflugt eller en forlænget weekend.

Skåne er meget mere end Malmö, og her får du forslag til en eller flere forårsture med eller uden børn. God fornøjelse!

Häckeberga Slott

Flere slotte med et smæk

Der er mange små slotte i Skåne, og det er muligt at tage en hel slotsturne for en dag, for der er ikke langt imellem. Mange blev bygget i 1400 til 1600-tallet, og flere af dem har danske aftryk.

Sofiero ligger fem km. fra Helsingborg, og her tilbragte dronning Ingrid alle sommerferierne i sin barndom. Blomsterparken er helt fantastisk forår, sommer og efterår, og kommer du før den 10. juni, vil du kunne se et væld af rododendroner i alle farver.

Christinehof 20 km. fra Kivik er opkaldt efter sin byg’herre’, Christine Piper, der lod det kønne slot bygge i 1700-tallet. Her kan du gå rundt på slottets tre etager og se udstillinger, du kan følge en af de mange vandrestier i slottets økopark eller time besøget, så du kan opleve en koncert på stedet.

Hovdala Slot tæt på Hässleholm er et lille slot med en dramatisk historie. Det er bygget i 1511, og har været kampplads for kampe mellem svenskere og danskere. Fra 1655 helt frem til 1981 har slottet været ejet af den samme familie, men i dag er der udstillinger, cafe og guidede vandreture m.m.

Häckeberge Slot (billedet øverst) er privatejet, og bliver drevet som hotel/restaurant og konferencecenter. Det ligger i de kønneste omgivelser ved en sø, og det er ikke nødvendigt at indlogere sig for at nyde området.

Fossilvaskning - Tobias Delfin

Dinosaurdag med børnene

Bromölla er en lille by, som er så heldige at have en engageret hobbypælantolog: Filip Lindgren. Han arrangerer ture ud til Kridthavet, hvor man kan gå på jagt efter sine egne fosssiler. Og han har gjort det let for gæsterne ved at sørge for en ordentlig bunke sand fra Kridthavet, hvor man kan tage sandet i en spand, sigte det hele i en balje vand og – forhåbentlig – gøre fund. Da jeg var der, fandt jeg en del fossiler fra blæksprutter samt en hajtand – alt ca. 80 millioner år gamle.

Bromölla er i det hele taget meget stolt af sit kridthav, og det er et godt mål for en udflugt med dinosaurinteresserede børn. Byen har en udstilling af bl.a. Tobias’ fossiler ved togstationen i ‘Havdrakarnas hus’, der er også en scanisaurus-skulptur på en torvet og et vældigt Tyranusaurus Rex-skelet som vægmaleri på Malverkets facade tæt på scanisaurus-skulpturen.

For information om fossiljagten se her: Bromölla/fossiljagt.

I nærheden ligger Vattenriket, et smukt sted med vandreruter og meget andet. Se mit indlæg om det her: En natursmuk udflugt til Vattenriket.

Vingård i Skåne

Guidet vingårdsbesøg

Det er ikke nødvendigt at drøne til Frankrig eller Italien for at besøge vingårde. Vi har dem også her i Skandinavien, og i Skåne findes der flere af slagsen.

Jeg kan personligt anbefale et besøg i den hyggelige Hälläkra Vingård, som ligger i det sydligste Skåne blandt kønne bølgende bakker. Hällåkra tilbyder guidet vingårdsrundtur, hvor man blandt andet kan komme rundt i markerne og høre om druesorter, produktion m.m.. Ejerne Håkan og Lotta er gode fortællere og meget hjertelige værter. Deres portvin/dessertvin er i øvrigt superlækker.

Her finder du et udvalg af skånske vingårde: Visit Sweden/vingårde.

Vingård i Skåne

 

Flere indlæg om Skåne

Herlig madvandring i de svenske skove

Tag på rocket garagebar og mikrobryggeri

Forunderligt naturfænomen: Tranedans

5 fede butikker med ting til boligen i Malmø

Forår i luften: Guide til herlige dage på Öland

Af Karen Seneca, Rejseblokken var inviteret af Visit Sweden

Share Button

2 thoughts on “3 tema-ideer til forårsture i Skåne

  1. Wow – det er virkelig nogle flotte billeder! Især billede nr. 2 med det nærmest dramatisk skydække henover det flotte slot! Kunne rigtig godt tænke mig at komme på foto-udflugt med min kamera-drone, og nu er skåne da lige kommet på listen over muligheder 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *