Inkastien op til Machu Picchu

Inkastien: Den seje vej til Machu Picchu

Der findes almindeligvis to måder at komme til Machu Picchu på – enten gennem dalen med tog fra Cusco eller ved at gå den bjergrige vej ad Inkastien. Alle der har gået til Machu Picchu via Inkastien vil påstå, at det er den eneste rigtige vej at ankomme. Efter at vandret i tre og en halv dag må jeg tilstå det samme.

Allerede lang før end man sætter første fod på stien må man gøre sine forberedelser. Fysiske såvel som psykiske. Studier af andres oplevelser og overvejelser om ens egen fysiske form kan klare at gå opad med over 1800 højdemeter? Jeg valgte at skærpe den fysiske form ved at cykle til arbejde hver dag og ellers cykle lidt længere ture stadig i det uvisse om det var nok.

Mentalt er det svært at forberede sig, for hvad venter forude? Udover de fysiske anstrengelser, er der udfordringen med højden, der starter i 2600 meters højde og passerer pas på 4200 og 3900 meter,  og hvordan vil kroppen reagere på det?

Inkastien begynder i 2.6 meters højde

Der er kun adgang til stien for 500 om dagen, hvoraf kun de 200 er egentlige turister, da resten er forbeholdt bærere. Derfor skal der også bestilles i god tid. Jeg var på en tur med G Adventures og kun ti fra gruppen havde nået at bestille i tide. Dagen før bestilles sovepose, ekstra oppusteligt liggeunderlag og vandrestave, så man rigtig kan komme til at ligne en stavgænger.

En taske udleveres som bærene skal bære hele vejen. Der er et vægtmaximum på seks kg inkl. sovepose, liggeunderlag og det ekstra tøj man vil have med. Resten må man selv bære, det anbefales ikke at bære mere end  fem-seks  kg inkl. vand, kamera, regntøj osv. Jeg havde ikke det store problem, var et helt kg under vægtgrænsen.

Vi lægger ud ti mand kl 8 om morgenen ved 82 km mærket (fra Cuzco) i 2600 meters højde, og stiller vi os i kø ved en stram kontrol, hvor vi skal vise pas ellers er der ingen adgang til Inkastien. Der kvitteres der med et flot stempel i passet. Vi har 14 bærere med, som nærmest løber i forvejen. De bærer udover vores oppakning, telte, borde, stole, køkkenet og tre døgns forplejning.

 

11

 

Første dag byder ikke på det store udfordringer, kun 12 km og 400 meter opad så vores guide har god tid til at fortælle mange historier om inkaerne og deres religion. Vi går mest langs floden Cusichaca hvor man møder mange lokale. Den største udfordring er næsten at undgå at træde i lort fra æsler og andre dyr.

Vi ankommer til første stop med klapsalver fra bærerne, det føles dog ikke helt fortjent, når man kigger på hvor meget mere de slæber. Vi får varmt vand i nogle skåle, så hænderne kan vaskes inden vi sætter os ind i madteltet. Der kommer først hvidløgsbrød og quinuasuppe som alle spiser med stor appetit. Der er dog stor overraskelse, da det viser sig kun at være forret for en tallerken med ris og ørred samt dessert.

Første dag får vi set et par tempelruiner, inden vi ender ved overnatningspladsen ved 16-tiden, lige ved andre ruiner. Ventetiden til eftermiddagsteen og aftensmaden bruges med kortspil. Madteltet bruges af bærerne som overnatning, så allerede kl 20 går vi ned i vores egne telte, og på trods af det tidlige godnat går det vist ikke længe inden de fleste forsøger at sove. Det er dog ret koldt i april, så de fleste får ikke sovet meget, inden vi tidligt næste morgen vækkes af en let banken på teltdugen med tilbud om coca-the.

Høj puls på 600 år gammel sti

Efter en lettere overfladisk vask venter morgenmaden med brød og mere the eller kaffe. Det småregner og de fleste småfryser i starten, og der venter 11 km og 1200 meter opad de næste 4-5 timer. Jeg ender hurtigt bagerst ikke kun på grund af vejrtrækningsproblemer i højden, men også for at få nogle gode billeder af de smukke landskaber vi passerer. Selv om det kan være svært at nyde de smukke scenerier og den flotte 600 år gamle sti med høj puls.

Vi går både gennem åbne landskaber og tætte jungler, hvor Inkastien nærmest er formet som en lang trappe og vi spørger konstant guiden hvor højt vi nu er. Vi har kun korte pauser på et par minutter så det ikke bliver for hårdt at komme i gang igen. Dog holder vi en god lang frokost, hvor bærene igen har tryllet en lækker middag frem.

Vi ankommer en time tidligere end guiden havde forudset, så vi har åbenbart haft god fart på. Jeg bruger tiden inden den traditionelle eftermiddags coca-the til at studere naturen. Vekslenede skydække med fantastiske vue over sneklædte bjerge og smukke vandfald. Vi bor i en stor camp i 3600 meters højde med plads til næsten alle 200 vandere samt bærere. Der lyder høje skrig fra de modige vandrere, der har vovet sig ind under de kolde brusere.

 

15

 

Endnu en formidabel middag venter os, efter vi har spist popcorn til eftermiddagsteen. Og pigerne får deres kagelyst styret, da Fredy the Cook kommer med kage. Hvordan han lige har fået den bagt uden ovn, ved jeg ikke lige. Kagen deles med bærerene, mens alle præsenteres med alder og civilstatus!

Trediedagen starter med pandekager og en tur op til endnu en ruin og ellers vekslende terræn de første timer indtil middag. Herefter venter en hård nedtur på over 1000 meter delt ud over 16 km. Her viser stavene virkeligt sit værd, udover at aflaste knæene giver de god støtte på de våde og glatte trin.

Heldigvis er vejret godt og naturen viser sig fra sin smukkeste side med ufattelig smuk vegatation i tågeskoven og udhuggede trappetrin på bjergsiden. Det er så absolut turens højdepunkt og jeg ærgrer mig kun over, jeg ikke brugte mere tid på at nyde det.

 

19

 

Et løfte om varmt bad i lejren på tredie dagen har sat tempoet voldsomt op hos de unge piger i gruppen, der hurtigt forsvinder i det fjerne. Adspurgt om de mest glæder sig til det varme bad eller at se Machu Picchu svarer de, at de jo skal se smukke ud på Machu Picchu…

Lejren nås hen på eftermiddagen og de sidste dages strabadser belønnes med et par kolde øl, varmt bad og hygge. Dog skal vi tidligt i seng for allerede kl 4.30 vækkes vi og famler os gennem mørket hen til Solporten, hvor vi mellem skyerne svagt kan skimte rejsens mål – Machu Picchu.

Jeg har ikke mærket meget til højderne undervejs, selv om det til tider kunne mærkes på vejrtrækningen, og den fysiske udfordring på inkastien kan bestemt overvindes. Strabadserne modsvarer fuldt ud alle de smukke og unikke oplevelser undervejs. Efter endnu nogle hundrede meter kan vi endelig få taget de klassiske billeder med ruinerne i baggrunden og har masser af tid til at udforske det smukke sted. Inden toget fører os tilbage til Cuzco får vi lige endnu et stempel i passet.

Mere om Peru

Med teenager i regnskoven

Machu Picchu: På toppen af verden

Tango i Lima

Links

Hjemmeside for Machu Picchu:

Machu Picchu

Perus officielle turistside:

Peru Travel

Du kan se flere af Lars Lykkes billeder HER

Af Lars Lykke, Aarhus

 

21

Share Button

1 thought on “Inkastien: Den seje vej til Machu Picchu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *