Japan tunauktion

Japansk fiskeauktion: Tosset med tun i Tokyo

Jeg var ikke blandt de første danskere, der sprang med på sushi-dillen. Men lad mig bare sige; første gang jeg oplevede et ordentligt stykke rå tun smelte på tungen, var jeg solgt! Jeg elsker sashimi og alt andet der hører sushibølgen til, og spiser det gerne hver dag, hvis jeg kunne. Da jeg var i Tokyo, måtte jeg derfor naturligvis også besøge byens legendariske fiskeaktion Tsukiji Shijō.

For at besøge markedet og se auktionen over de nyfangede tun skal du stille dig i kø udenfor det store auktionsområde kl. 5 om natten. Kun et begrænset antal besøgende bliver lukket ind, så det er en god ide at komme tidligt. Det går simpelthen ikke for min familie, og da slet ikke for mine to børn på 5 og 7 år. Så jeg tog i chancen, sparkede familien ud af feriesengen lidt over seks, og ankom til auktionshuset lidt i syv om morgenen.

Hektisk fiskeauktion

Til min store lettelse blev vi ikke stoppet i gaten. En flink mand viste os endda i retning af auktionshallen, hvor der stadig var gang i auktionerne. Efter 5-10 minutters kik blev vi dog bedt om at forlade området igen.

Selv om vi var heldige at komme ind lidt udenfor nummer, vil jeg dog også understrege, at fiskeauktionen ikke er et børnevenligt sted, slet ikke i de tidlige morgentimer. Det er en arbejdsplads! Og der er meget hektisk trafik af små ladvogne, der drøner rundt med de store fisk.

Min anbefaling til andre børnefamilier er, at de voksne tager på morgenauktion på skift, og lader børnene opleve det store marked lidt senere på dagen, hvor der er mere ro på.

Marked med tørrede fisk

Efter vores sneak peak i auktionshuset søgte vi tilflugt med børnene i et lille marked med tørrede fisk og en noget mere afslappet atmosfære nær ved Kachidoki-indgangen til marketsområdet. Herfra ventede min mand og jeg på skift med børnene, mens den anden smuttede ud i morgenmylderet igen for at gå på opdagelse i det store engrosmarked, der ligger lige bag auktionshallen.

Engrosmarkedet er også travlt fra morgenstunden. Store tun og andet godtfisk bliver her skåret op og solgt til restauranter og mindre fiskehandlere. Denne del af markedsområde åbner egentlig først for offentligheden efter kl. 9, men de forretningsdrivende tog ikke større notits af os eller vores nysgerrige kamera. Min mand blev undervejs dog igen venligt bedt om at forlade markedet af en vagt.

Japan tun

Efter en tur rundt i auktionshuset og de nærliggende markeder skulle vi naturligvis traditionen tro spise rå fisk til morgenmad på en af restauranterne inde på markedsområdet. Eftersom vi havde været nød til at hive børnene lidt væk fra den værste morgentrafik, endte vi med at spise vores morgen-sashimi ved en lille restaurant lige ved Kachidoki-gaten sammen med en del af de mænd, der arbejder på markedet.

Det var super! Dels var det super lækkert mad. Dels opdagede vi bagefter, da vi kom om på den anden side af markedsområdet, at der var lange køer for at komme ind og spise morgenmad på markedets mere traditionelle morgenmadsrestauranter.

Fiskemarkedet flytter ud af centrum

Hvis du vil opleve det gamle traditionelle fiskemarked og auktionshus har du et par år endnu. Men den japanske hovedstad arbejder på at flytte det verdensberømte marked til en ny location, formentlig fra foråret 2016. Fiskemarkedet flyttes ud af Tokyos centrum, fordi de nuværende lokaler er gamle og utidssvarende, og fordi området netop ikke er velegnet til de mange tusinde turister, der gerne vil besøge markedet hvert år.

Mon ikke det nye auktionshus og fiskemarked også bliver en stor attraktion. Til da er det gamle markedsområde med sin hektiske morgentrafik og fiskehandel helt sikkert et besøg værd, også selv om det betyder, at du må lidt tidligt ud af fjerene på din ferie.

Læs også

Guide til at rejse med børn i Kyoto

Japan: Min orange drøm i Kyoto

Tekst og foto af Mette Lindgaard Seligmann, Tianjin Kina

Share Button

1 thought on “Japansk fiskeauktion: Tosset med tun i Tokyo

  1. Vi prøvede at komme ind til sushimarkedet da vi var i Tokyo i september 2014. Desværre kom vi for sent af sted og stod i kø til at komme ind på Sushi Dai i 5 timer.

    Nåede i forbi der mens i var ved Tsukiji? :grinning:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *