Juleshopping i London indbefatter Harrods

Juleshopping i London er god shopping

 

 

En forlænget weekend i London op til jul er en fantastisk måde at få klaret sine julegaveindkøb på. Her er nogle forslag til juleshopping i London, hvor shopping er lig med gode oplevelser.

Smukke Harrods

Første stop må være det berømte stormagasin Harrods, som er elegant med stuk og lysekroner i loftet, butikker med kendte mærker som Stella McCartney og et vidunderligt udvalg af julepynt i ‘Christmas World’ på anden sal.

Det er ikke billigt at handle i Harrods, men det er en oplevelse at gå rundt her, og når Visakortet er lænset, kan man gå ned på nederste etage og afslutte indkøbene med sushi eller engelske scones. Eller hvis det skal være fint: Et glas champagne i Harrods’ champagnebar på første sal. Men London er mere end Harrods og det lige så raffinerede Fortnum & Mason.

Det er markeder bredt ud over hele byen, og butikker der har specialiseret sig i en enkelt ting som paraplyer eller trylleting. Det er gader som Sloane Street med det dyreste designertøj, og arkader, som er pyntet overdådigt i juletiden. Oxford Street er også et must, og her udmærker Primark sig ved at have sko og tøj til temmelig lave priser.

Og så er der de røde dobbeltdækkerbusser, de sorte taxaer og den overskuelige og logisk opbyggede undergrundsbane, der tager dig rundt i hele byen på kort tid blandt andet til disse bydele:

Covent Garden

Har mange typisk, britiske pubber og gode restauranter i alle prislag, og så ligger her nogle af Londons smarteste tøjbutikker.

Det overdækkede marked, the Covent Garden Piazza, har små, sjove specialbutikker som for eksempel legetøjsbutikken Benjamin Pollocks Toy Shop, hvis speciale er gammeldags dukketeatre. Her finder du også sæbebutikken Lush, der blandt andet sælger pink badesalt, massageolier og håndsæber med guldglimmer i.

Ved juletid er stemningen skruet ekstra i vejret med underholdning og udendørs servering under varmelamper blandt udsmykkede træer. Her kan man spise ristede kastanjer og drikke varm æblemost.

Camden

Camden er et funky og ungdommeligt kvarter, hvor facaderne er lige så spøjse og specielle som det, der bliver solgt i butikkerne. Her kan man forsyne sig med punk-outfit, nittebælter, piercinger, goth-tøj, hippiekluns og alt det, der ikke kan købes i centrum af London.

Der er flere markeder, som man finder på en gåtur ned af Camden High Street. Stemningen er uformel og afslappet.

Notting Hill

En charmerende bydel med små og fancy butikker – flere af dem vintage og mange af dem ejet af unge, talentfulde designere, der endnu ikke er slået igennem.

Her kan man gøre mange kup. Det samme er tilfældet på Portobello Market, der er Londons mest berømte marked. Mere end en kilometer butikker, boder og stande med alt, hvad julehjertet begærer – fra billige ‘I love London’ T-shirts til smarte kjoler, dyre sko, brugt og ubrugt tøj samt gammelt skrammel.

Soho

Nabo til Covent Garden og et sted, hvor natklubber, cafeer og natteliv kører i højeste gear. Samtidig er der alternative tøjbutikker med mærker, der ikke findes herhjemme. Her finder man også Chinatown, som foruden de mange kinesiske restauranter har mange sjove butikker med kinesisk tingeltangel.

Når du er på juleshopping i London, kan du passende købe en julegave til dig selv. Der er nemlig et hav af skobutikker med fede sko – et de mere spektakulære er Irregular Choice, som har de mest vidunderlige, skøre, sjove sko. Se adresse og hjemmeside her: Irregular Choise.

Af Karen Seneca

 

 Annonce
Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *