Mølle Harleem

Læsertip: Vi fik alt, hvad vi ønskede i Haarlem

[vc_row el_position=”first last”] [vc_column width=”1/4″] [vc_single_image image=”4356″ img_size=”large” img_link_target=”_self” el_position=”first”] [clear] [vc_column_text]

Læs også

Vi har byttet hus med succes

[/vc_column_text] [clear] [vc_single_image image=”4355″ img_size=”large” img_link_target=”_self” el_position=”last”] [/vc_column] [vc_column width=”3/4″] [vc_column_text el_position=”first last”]

Haarlem er flere gange kåret som årets handelsby i Holland, og det er der god grund til. Centrum består af en gammel bymidte med en stor rådhus- og markedsplads, Grote Markt, hvor fra der forgrener sig adskillige gågader, med alt hvad hjertet kan begære af store og små forretninger og stormagasiner. Vi opholdt os i byen fjorten dage og jeg synes ikke, vi blev færdige.

I Haarlem har man en del secondhand tøjforretninger. De er hyppigt bygget op om bestemte tidsperioder. En enkelt fik virkelig kaldt min ungdom i firserne frem på første række. Det var ”ih” og ”åh” og ”sådan en har jeg også haft”, så min datter var ved at få nok af mig. Desuden et væld af hyggelige cafeer og spændende spisesteder.

Grote Markts havde flere gange om ugen markedsstader. Her var kvaliteten dog meget svingende. På Grote Markt kommer man også til den gamle domkirke, som absolut også er et besøg værd. Den bliver kun benyttet til Gudstjenester i sommer perioden, da den simpelthen er for kostbar at varme op. Der gik en del frivillige rundt der inde som gerne fortalte om det man så. Man betaler entre for at se kirken.

Museer for enhver smag

Teylers Museum blev besøgt af familiens mænd. Det er et gammelt museum bestående af lidt af hvert. Naturvidenskabelige samlinger, teknologi op gennem tiden, kunst og meget mere. Drengene brugte en halv dag der inde og nåede ikke alt igennem, men var helt fyldt op og meget begejstrede.

Frans Hals museet fik også et besøg. Beliggende i et gammelt børnehjem (bygget i 1609) huser det en samling af den lokale kunstner Frans Hals (1580-1666), desuden en samling af malerier af børnehjemmets bestyrelse og ledelse, samt flere malerier af byens officerer. Absolut seværdig, men en smule ensidig i sit udtryk.

Børnehjemmet fremstår rimeligt i sin oprindelige form og er derfor også værd at bruge energi på at kigge ud. Der findes flere mindre museer og en del kunstgallerier, så man kan sagtens få masser af kunst, hvis det er det man ønsker.

Fantastisk forlystelsespark

Når man bor i Haarlem har man ikke brug for bil. Vi benyttede vores bil en gang på de fjorten dage vores ophold varede. Det var på turen til de Efteling beliggende ved Eindhoven. Altså en god times kørsel fra Haarlem.

En helt fantastisk eventyr/forlystelsespark, hvor der er rigeligt til både store og små. Vi besøgte parken ca. 10 år tidligere, hvor den var et megahit for vores små børn. Nu var de blevet teenagere, og det var stadig et hit. Jeg tror ikke, de nogen sinde vil besøge Holland uden et besøg i de Efteling.

Et hit er blandt andet de talende affaldskurve, som vores unger meget hurtigt lærte at papegøje efter allerede den første gang vi besøgte parken. Der holdes meget på æstetikken og man ser hele tiden meget pænt uniformeret personale, der går rundt og gør rent og sørger for, at der ser pænt ud. Entreen svarer til priserne i danske forlystelsesparker.

På cykel til stranden

Cyklerne (bla. et par af de helt typiske “lastcykler”) blev til gengæld benyttet flittigt. Både til at cykle til stranden og til centrum, eller på småture ud i det blå. Til stranden valgte vi en dag at følge et af de for Holland så specielle motorvejssystemer for cykler. En skøn cykeltur ud igennem en fredet klitplantage, for at ende ude ved en af Haarlems nordliste strande “Parnas”. Meget bred og med udsigt flere kilometer i hver retning.

I denne ende var der ikke overfyldt som vi kunne fornemme der var længere nede i den mere mondæne del af stranden. Her var der ikke cafeer eller isboder, men bare masser af rent sand. Og affaldsspande med ganske få meters afstand hele vejen langs stranden. Der ligger også nudiststranden, som er pænt afmærket med skiltning. Ved den sydlige strand Bloemendaal aan zee ligger der rigelige mængder cafeer på selve stranden. Her reklameres for et rigt strand aften- og natteliv.

Der er tale om Vesterhavet nøjagtigt som i Danmark, og derfor også med samme lumske vand med pludseligt dybt vand, understrøm og pludselig og stor forskel på ebbe og flod. Så der kræves respekt for elementet.

Haarlem er en perle

Pladsen i Holland er trang. Biler er ofte ikke velkomne i bymidten, og der er kun få og meget dyre p-pladser. Skulle man være så uheldig at parkere ulovligt, må man forberede sig på at bilen er klampet når man kommer tilbage. Vi har set adskillige biler stå bundet på den måde. Der er kun en måde at få den igen på og det er at betale bøden.

Hvis vi tror, vi cykler meget i Danmark,  må man tro om, når man kommer til Holland. Her er cykelstier lige så talrige som veje til biler og ofte brede og meget velholdte. Der er lavet rigelige mængder cykelparkeringer, men de slår sjældent til. I lighed med Danmark er cykeltyveri et kæmpeproblem, så parkerede cykler er nærmest boltet fast til, hvad det nu måtte være muligt at fæste dem til. Vi havde medbragt vores cykelhjelme. I Holland er det kun små børn, der bruger cykelhjelm og jeg bemærkede, at vi altid blev omtalt som tyskere, når vi kom hjulende!

Vi valgte at tage til Haarlem fordi det ligger så tæt på Amsterdam, men vi kom aldrig til Amsterdam. Vi fik alt, hvad vi kom for i Haarlem. Nej, der er ikke Anne Franks hus eller museum for Rembrandt eller lignende. Der er bare så dejligt, man får en storbyferie uden at være i en metropol og uden at blive trådt over tæerne af hober af turister. Der er også kun kort vej til lækre strande, hvor man ikke behøver at ligge som sild i en tønde. Kort og godt, lige det vi gerne vil have. Ingen grund til frivilligt at lade sig stresse. Haarlem er bare en perle.

OBS: Når man går i butikker i Holland, skal man være opmærksom på, at rigtig mange butikker ikke tager kreditkort og hvis de gør, er det måske kun deres egen form for dankort, der er gangbare.

Af Lotte Obbekjer, Ryslinge

[/vc_column_text] [/vc_column] [/vc_row]

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *