Vandreferie i Østrig

Vandreferie i Østrig med korte bukser i sneen

Min barndoms og ungdoms vandreferier er uløseligt forbundet med minder om ømme muskler, myg, telte og mad over bål eller spritapparat. Men når udgangspunktet for de daglige vandreture er et hotel i alperne med fuld forplejning, swimmingpool, klatrevæg og bordtennis, så er det altså en helt anden sag.

Det er simpelthen både en stor naturoplevelse, en aktiv familieferie og alligevel ren afslapning, hvis man vælger at tage på vandreferie i Østrig, som vi gjorde. Det er faktisk kun de ømme muskler, der går igen, men til gengæld havde hotellet en wellnessafdeling, der både havde sauna med panoramaudsigt over alperne og egen massør, så selv det, var der råd for. Hotellet – Berghotel Rudolfshütte – ligger helt isoleret i den østrigske naturpark Hohe Tauern/Weiß See Gletscherwelt, og man kan kun komme dertil med skiliften/gondolbanen fra dalstationen Enzingerboden.

Med lift i bjergene

Vi havde kørt de godt 14 timer fra Danmark til Østrig i et stræk og trængte virkelig til at se noget andet end de tyske motorveje. Vi startede derfor med solid frokost på en af de to restauranter ved liftstationen, hvor der også er en stor legeplads med bl.a. ”curlingbane” og hoppeborg. I øvrigt et udmærket udflugtsmål, hvis man har mindre børn, som trænger til en eftermiddag uden vandring!

Den allerførste tur i alperne med liften var intet mindre end bjergtagende! Vi sad pakket godt sammen i gondolen med al vores bagage og blev så stille og roligt trukket op over bjergene med udsigt til græssende køer, blå bjergsøer og hvide snebræer. Opad og opad gik det, og på de cirka 20-25 minutter turen varer, bliver man fragtet op i 2300 meters højde og væk fra veje, biler og gennem et helt fantastisk landskab.

Den eneste ulempe ved liftturen er, at man ikke kan komme op til hotellet efter kl. 17, og det begrænser selvfølgelig mulighederne for at tage på udflugter til andre dele af Østrig. Men hvis man er morgenfrisk og kommer afsted tidligt, kan man godt nå en halv dag i for eksempel Zell-am-See (40 km) eller Salzburg (100 km).

Solid mad og swimming pool

Vi sov på et familieværelse med to enkeltsenge og en køjeseng. Det kunne sagtens lade sig gøre, da vi ikke brugte værelset særligt meget. Men en anden gang er det dog en overvejelse værd at booke 2 dobbeltværelser i stedet. Til gengæld betød det, at vi kun betalte for 2 voksne, da 2 børn under 12 år er gratis med deres forældre.

Og det samme gælder i øvrigt også for morgenmad og aftensmad, som er inkluderet i prisen – af gode grunde, for man kan nemlig ikke komme op og ned med liften efter kl. 17. Maden er østrigsk, rigelig og solid, selvom det ikke just var en kulinarisk oplevelse. Vi valgte at spise ved den sene seating kl. 19.30, og det gav os nogle gode lange dage til at nyde naturen og gøre rigelig brug af den varme pool, mens alle småbørnsfamilierne spiste ved den første seating kl. 18. Og ofte havde vi poolen næsten for os selv igen den sidste time mellem 21 og 22.

De allerfleste dage vandrede vi, og vi skiftede lidt mellem de lettere og de mere udfordrende vandreruter. Den første store sejr var da vi nåede bjergtoppen Medelzkopf, som er i 2800 meters højde og vandrede gennem både sne og klippestykker for at komme tilbage til hotellet.

Tæt på himlen

Andre dage fik vi klatret i både lidt mere stejle områder, hvor der var spændt nødvendige hjælpereb op, og vi fik vandret på trampestier, som krævede at vi krydsede spor med de mange køer, der heldigvis kan høres på lang afstand med deres evindelige klokker. Vi valgte alle dage at tage ud på egen hånd, og det er superlet at finde ruterne. Hotellet tilbyder dog også ture med guide, og det kan være en god ide, hvis man ikke er vant til at vandre.

En uge gik hurtigt, og det er bestemt ikke sidste gang, vi pakker vandrestøvler, solcreme og vabelplaster og tager på vandreferie i Østrig med ungerne. Der er ingen tvivl om, at vi alle 4 blev forelskede i den smukke natur, og hotellets beliggenhed er simpelthen fuldstændigt unik.

Så selvom maden næppe trækker mange stjerner til hotellet, så gør placeringen midt i alperne det så til gengæld så rigeligt. Og når vi efter en god dags vandring sad på den solrige terrasse med store iskolde øl og virgin-cocktails, så var vi alle 4 enige om, at meget tættere på himlen kommer man altså ikke.

Info

Vi bookede vores tur med Happy Days, men man kan lige så enkelt gøre det selv på hotellets hjemmeside her, hvor der også er forskellige pakker og guidede ture.

Det er nok værd at tjekke vejret på forhånd, da der kan være store udsving – vi oplevede kun sommersol og lidt tordenregn, men efter sigende kan man godt komme ud for snevejr også!

Pris

Vi brugte 9.500 kr. på en uge. Det inkluderer mad, drikke, frokostmadpakker, is, liftkort, klatreseler m.m.

Læs mere om Østrig

Charmerende familiehotel i Østrig

Et besøg i verdens største isgrotte

Østrig: Oplev stederne fra Sound of Music

Af Mette Seneca Kløve, Rødovre

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *