Mad i Grækenland: 10 dejlige retter du skal smage

Åh, at sætte tænderne i en perfekt gyros med marineret, grillet kød, masser af tzatziki, stærke rødløg, solmodne tomer og agurker samt sprødstegte pommes frites i et hjemmebagt pitabrød. Det er en herlig følelse. Men mad i Grækenland er andet end det. Også selvom gyros og souvlaki ofte smager himmelsk. Tag med en tur i det græske køkken med disse 10 hits.

Souvlaki & gyros

Grækerne kan bare det der med at grille kød til perfektion. Mange steder kan man købe souvlaki – grillspyd med for eksempel svine- eller kyllingekød – til en lille pris men med stor smag. Allermest holder jeg af gyrosversionen som nævnt ovenfor. Det er fastfood som smager af slow food!

Gyros fra Filippa i Parga

Dip som tzatziki og taramasalata

Yoghurt, agurker og hvidløg – de fleste kender tzatziki, som bliver serveret til stort set alle retter efterhånden. Taramasalata er lige så vigtig en dip, når vi taler om mad i Grækenland. Dippen består af røget rogn fra hvide og røde fisk, kogte kartofler, olivenolie og citron – alt sammen moset til en cremet rognsalat.

Dolmades

Fyldte vinblade med ris, hakket kød og forskellige krydderurter. Hver egn i Grækenland har deres egen variation af denne ret, som er en del af meze, appetitvækkere før hovedretten.

Mad i Grækenland: Dolmades

Grækernes lasagne

Italienerne bruger pastaplader, grækerne kartofler og auberginer, men de to landes retter ligner hinanden af udseende. Moussaka smager dog anderledes end lasagne. Den kan være utrolig lækker og mættende med sin strejf af kanel og den cremede, luftige top af bechamelsauce.

Oste

Landet som har patent på feta byder selvfølgelig på herlige fuldfede feta-oste. Mange turister vil formodentlig få den græske salat galt i halsen, hvis ikke der er en ordentlig skive feat i toppen pyntet med olivenolie og krydderier. Prøv andre oste, de kan fås med alverdens konsistens og i alle faconer. Grækere er verdensmestre til at bruge ost i madlavning, både til forretter, hovedretter og desserter. Smag for eksempel den faste ost, Graviera, som er mild og sød. Især er den lækker friturestegt, her er navnet Saganaki.

Lam med urter

Lige som Danmarks solskinsø, Bornholm, har sin egnsret som Sol over Gudhjem, har kretenserne også en række lokale retter og delikatesser, som er typisk for deres ø. De er gode til at bruge urterne fra bjergene, blandt andet Stamnagathi, som er særligt velsmagende sammen med lam. Hold øje med navnet på menukortet, for den vilde plante har fået et comeback i takt med, at kretenserne er blevet mere bevidste om deres madkultur.

Risotto på græsk

Når et brudepar inviterer til bryllup, ved alle, at der vil være Gamopilafo på menuen. Det er en beskeden ret, som ikke er særlig køn, men som smager himmelsk. Den kan købes på de fleste små taverner. Retten består af ris, der tilberedes med en kraftig fond, kogt på lam eller hane.  Herefter tilsættes lidt citron, nogle urter og smør fra gedemælk.

Suppe med citrus

Når det er varmt, er suppe måske ikke lige det, der får tænderne til at løbe i vand. Duften af avgolemono vil dog lokke dig til at prøve denne traditionelle suppe. Avgolemono er lavet på kylling, æg, citronsaft tilsat lidt ris og ouzo. Smagen er lige så god, som citroner er sure.

Alt godt fra havet

Ja, mad i Grækenland vil for mange være forbundet med fisk og skaldyr. Kæmperejer, muslinger, blæksprutter, rødtunger og hvad ved jeg – det hele meget billigere end herhjemme.

Seafood og friske fisk på restaurant i Cypern

 

Sprøde kager der smager

Baklava – en stridens kage. Både tyrkerne og grækerne mener at have opfundet disse søde kager af filodej med masser af hakkede nødder og sirup. Uanset vinderen af kagekrigen så smager de sindssygt godt.

Paximadia stammer oprindeligt fra Kreta, men kan efterhånden købes overalt i Grækenland. Det er små, søde brød, der er bagt et par gange, og som spises som småkager. De er stenhårde, så de skal dyppes i kaffen eller dessertvinen, før de når munden akkurat som de italienske biscotti.

Kaltsounia skal du heller ikke tøve med at købe. Det er ganske små tærter, eller pies, som fås både i en sød og en salt udgave. De søde er som regel tilsat et par dryp rosenvand og serveres med honning.

Velbekomme!

Læs også

Guide til den græske ferieklassiker Rhodos

8 grunde til at holde din næste ferie på Cypern

Parga er græsk, når det er bedst

10 ting du skal smage i Tyrkiet

Visit Greeces side om græsk gastonomi

Karen Seneca

 

Annonce

Share Button

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *