Marcus Seneca kigger efter papegøjer i Amazonas regnskov

På rejse med teenager i Amazonas regnskov

Det var noget af et sats. At slæbe min 16-årige rock’n roll-knægt af en teenager med ind i Amazonas regnskov. Vi har såmænd et udmærket forhold, men i det daglige tilbringer vi maksimalt et par timer sammen, for guitaren, gymnasiet og vennerne trækker – sært nok – mere end mit selskab.

Men da de ikke har råd til at give ham en rejse til Peru, havde jeg trods alt en fordel. Og den greb jeg, så vi kunne nå at få en ferie sammen, inden han flytter hjemmefra. I fysisk forstand.

Da jeg bookede rejsen, fik jeg en lang liste over, hvad vi skulle have med: Vandrestøvler, lommelygte, hat, myggespray, regntøj og alt muligt grej, som sjældent er en del af vores bagage.

Højspændt rygsæk

En højspændt rygsæk blev det til, og allerede fra rejsens start gled vores traditionelle mor-søn-roller over i et helt andet mønster: Marcus tog rygsækken på ryggen og insisterede på at bære den, indtil den var overdraget til flyselskabet.

I flyet tog han min hånd, når lufthullerne fik mig til at gispe. Nuvel, det var mig, der sørgede for at tjekke ind på nettet dagen før, holde styr ansvar for pas, penge og flyafgange, men min søn viste sig at være en gentleman i svøb, som tog ansvar og lige holdt øje med, om ’mor’ klarede strabadserne.

Turister i mørket

Jeg havde fundet og booket turen hjemmefra. Googlede Amazonas regnskov og Peru og nåede frem til Rainforrest Expeditions, der driver tre lodges i Tambopata National Reserve – 270.000 fredet hektarer af Amazonas regnskov i Peru. Vi valgte fem døgn i den dybeste dybe jungle. Og de fem døgn viste sig at være så intense, at det føltes som om, vi havde været der fem uger, da vi igen sejlede ned af Amazon-floden for at komme tilbage til civilisationen.

 

Marcus Seneca i Amazonas regnskov, Peru

 

Når der ikke er butikker, man lige kan smutte ned i, museer, der skal beses, internet og tv, som skal tjekkes. Når de eneste lyde består af papegøjernes skrig, abernes brøl, frøernes kvæk og cikadernes sang og eneste underholdning er dyr og planter, kommer man tættere på sig selv – og sine rejseledsagere – end når rejsen består af sightseeing.

Vi blev splejset sammen med et britisk ægtepar og en lokal guide, så snart vi ankom til vores første lodge, Refugio Amazonas. De næste fem dage var vi et ’team’, der stod op mellem fire og fem om morgenen og traskede søvndrukne ud i mørket for at opleve de morgenfriske dyr og se solen stå op over træerne.

Efter to-tre timer sjoskede vi så hjem til lodgen igen og ikke mindst til morgenmaden, som var umanerlig lækker – som den slags er, når man står op før solen og har brugt sin krop i flere timer, før den bliver belønnet med et måltid. Efter et iskoldt brusebad – der er ikke varmt vand i lodgene – kunne vi slappe af i en hængekøje før næste tur.

Aber over vores hoveder

Tre gange om dagen vandrede vores lille flok af sted bag Jhin, guiden, som kender hver eneste plante, træ og dyr i skoven. Når han stoppede op, gjorde vi det samme, for vi fandt hurtigt ud af, at han havde hørt eller spottet et dyr og så var det bare om at stå helt stille og vente på, at det ville nærme sig.

På den måde kunne vi stå åndeløst stille og se den røde brøleabe kravle med sin unge og de små Capuchin- aber lege med hinanden i træerne over os. Vi lurede på en kæmpe vildsvineflok, der gryntede af sted, paparazziede tapirer og sære krybdyr og gøs, når Jhin provokerede behårede gigantiske fugle-edderkopper op af deres hule.

Morgenpapagøjer

Højdepunktet i Tambopata Research Center, hvor vi tilbragt de tre af nætterne, er dog papegøjernes Clay Lick. Hver morgen, når solen er ved at stå op, flyver hundredvis af papegøjer hen til en klippe for at æde ler. Vi satte os til rette på den modsatte bred og nød synet af de første ’vagter’, der skrigende og skræppende fløj hen over klippen for at meddele, at der ikke var fare på færde.

Udsigt over Clays Lick i Amazonas regnskov, Peru

Og derefter blev himmelen farvet rød, grøn, blå, gul og mange andre farver, når alle ’vennerne’ sluttede sig til klippen. De små prikker på fotoet ovenfor er faktisk hundredvis af papegøjer på vej. Sønnike og jeg var helt opslugte af solopgangen, af lydene og de farvestrålende dyr, da han pludselig udbrød: ’Jeg begynder næsten at tro på Gud’.

Inspirerende mor-søn samtaler

Og jeg forstod nøjagtigt, hvad han mente. Når man er i sådan en storslået natur, hvor alt har sin skønneste orden, hvor der er en mening med hvert eneste dyr og plante, føles det som om, at der må have været en skaber bag. En stor kunstner, der har gennemtænkt hver eneste detalje.

Det virkede som den virkelige verden. Og vores trafikerede, travle verden virker som et bluf-nummer. Når vi slappede af under hver sit moskitonet i lodgen, fik vores samtaler også helt andre dimensioner end dem herhjemme, som tit handler om lektier, pligter og andre praktisk ting.

Her fik vi vendt tunge emner som religiøsitet og the big bang. Og Marcus gav mig lektioner om jordpladernes forskubbelser, tropeklima og meget andet godt, han har samlet op i naturvidenskab-lektionerne.

Karen Seneca i Amazonas regnskov, Peru

Angst for kryb

Om aftenen var vi dog mere prosaiske. Der gennemgik vi værelset minutiøst med en lommelygte af frygt for slanger, edderkopper og mærkelige insekter, før vi turde lægge os under hver sit moskitonet. Her tog moderdyret over, så jeg sørgede for at stoppe Marcus’ net godt ned under madrassen for at undgå, han blev stukket af kryb, mens han sov.

Næsten som at synge godnatsang og putte ham igen. På den korte tid oplevede vi noget unikt sammen, som vi ikke gjorde på vores ferie i Tyrkiet eller under storbyturen til London. En slags nyreligiøsitet – ikke så meget i forbindelse med en Gud, men mere en følelse af, at jorden har sin egen logik. At det fungerer. Også vores forhold til hinanden.

Fakta

Hvis du selv planlægger rejsen, skal du booke fly til Puerto Maldonado, Peru. Det kan gøres via søgemaskiner som Momondo.com og Skyscanner.com. Bestiller du regnskovsdagene direkte gennem peruvianske arrangører, sørger de for at hente dig i lufthavnen i Puerto Maldonado og transportere dig langt ind i junglen.

Pris: Vi gav 15.000 kr. retur for to flybilletter til Lima, og 3.000 kr. tur retur Lima-Puerto Maldonado. Priserne for ophold på en lodge i regnskoven er min. 3.000 kr. pr. person for tre nætter.

Vi valgte at være syv dage og betalte 7.500 kr. for to mennesker, hvor alt var inkluderet bla. transfer til og fra lufthavnen, guide, kost og logi.

Af Karen Seneca

 

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *