Albufeira

Portugal: Jagten på den hvide by

Det var min første rejse til Portugal. Og det var min første rejse sammen med mine søskende. I ved – uden forældre. Men egentlig starter fortællingen langt tidligere.

Jeg havde været så ubeskrivelig heldig at vinde en kvart million kroner i det dengang meget populære program ’MandagsChancen’ på TV2 med Hans Pilgaard som vært. Og jo, du læste rigtigt: En KVART MILLION KRONER. Jeg var i start tyverne og studerede på Roskilde Universitet. De penge ville gøre mit studieliv så jublende meget lettere og så absolut meget sjovere. Jeg følte mig så rig. Ikke kun på penge. Men også på lykke og overskud. Tænk at være så heldig.

På eventyr som den glade giver

Hvad gør man så, når man bliver kvart-millionær? Man investerer selvfølgelig lidt og bruger endnu flere. Så jeg inviterede mine to søskende, min bonusbror og min søsters daværende kæreste på en rejse. Det eneste de selv skulle sørge for var mad- og lommepenge. Ideen opstod ret spontant. Destinationen lige så. Vi skulle bare afsted. Ud i Livet. Og gerne med lidt fart på.

Vi valgte Portugal. Jeg husker ikke helt hvorfor. Måske fordi min søsters kæreste blev ved med at ævle om en by, der var helt hvid. Han havde sejlet forbi en by på Algarvekysten engang, og han huskede den som blændende hvid. Det lød spændende. Men måske det lige så meget skyldes det, at han ikke helt vidste, hvor den lå, og vi dermed heller ikke helt vidste, hvor vi skulle hen. Vi vidste bare, at vi skulle på eventyr.

5 flybilletter og en overnatning

Vi bookede fem helt almindelige flybilletter til Lissabon. Pakkede kufferterne og tog afsted. Da vi landede i Lissabon om aftenen, gik vi til informationsskranken i lufthavnen og spurgte, om de kunne henvise til et hotel, som havde plads til fem samme nat. Receptionisten så ikke overvældende glad ud. Hun tastede en forfærdelig masse på computeren. Så opgivende ud. Mumlede lidt for sig selv. Og SÅ lyste hun op.

Midt i højsæsonen var det lykkes hende ud af det blå at finde et lille pensionat centralt i Lissabon med plads til fem, og så var det billigt. 80 kroner per mand for en overnatning. Man skulle tro, at det så var snusket eller lå i et dårligt kvarter, men det var det mest yndige lille pensionat midt i Lissabon i gåafstand til alt.

Vi blev kun den ene nat, for vi skulle jo finde den hvide by.

Det er her. Det er her

Om morgenen fandt vi det, der svarer til Københavns Hovedbanegård, og tog en bus, som kørte fra Lissabon til Algarvekysten. Det er den varmeste bustur, jeg nogensinde har været på. Der var ingen aircondition, og bussen var proppet til bristepunktet. Men vi hyggede os. Så på landskabet, der trillede forbi, drak vand, spiste lidt, rokerede lidt rundt, og pludselig råbte min søsters kæreste:

”Det er HER. Det er HER”. Vi kiggede alle forventningsfuldt ud af vinduerne. Og så intet. Intet. Det var en busholdeplads midt ude i ingenting.

”Er du sikker?”, spurgte vi.

”Ja. Ja!” Han sprang rundt.

”Kom nu!”, sagde han, og hoppede ud af bussen. Vi fulgte lidt skeptiske med ud. Det lignede jo ikke engang en by. Min søsters kæreste fik forklaret buschaufføren, at vi skulle af. Det var han ikke helt tilfreds med, for vores tasker lå allerbagerst i baggagerummet. Men ud fik vi dem da.

De fineste, hvide huse

Så stod vi der. Midt i ingenting. Men vi stod der ikke særligt længe, før to gamle damer hev i os. De ville have os med. De pegede hen på en bil. En stor gammel rødbrun Volvo, hvor der sad en midaldrende mand bag rattet. Den ældste dame pludrede så hurtigt, at det næsten var umuligt at forstå, hvad hun sagde. Ikke at vi forstod portugisisk i det hele taget, men med lidt spanske og engelske referencer og fagter, så kunne man fører en nogenlunde forståelig samtale.

Hun ville leje sin lejlighed ud til os. Jo. Ah. Vi var ikke helt trygge ved det. Men på den anden side, hvad kunne der ske? Vi var fem unge og friske mennesker. De var to meget gamle damer og en midaldrende mand, så vi tog chancen og satte os ind i bilen. Små ti minutter senere læssede vi vores bagage ud af bilen og ind i den hyggeligste lille 3-værelses lejlighed med udsigt ud over de fineste, hvide huse. Vi havde fundet den hvide by, og den hed Albufeira.

Vi brugte de næste 5-6 dage på at solbade på stranden, spise på restaurant, køre langs kysten i en lejet bil, shoppe og gå på disko. Jeg husker den ferie som sorgløs. Vi var frie, unge og glade. Men vigtigst af alt: Vi var sammen.

Du kan læse mere om Albufeira i Portugal HER og her kan du læse en masse om rejselandet Portugal:

Visit Portugal

Af Lone Holm

Share Button

2 thoughts on “Portugal: Jagten på den hvide by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *