Illustration til nationaldrikke, her vodkaetiket

Nationaldrikke: Hvad skal vi drikke? Og hvor?

I 2013 erklærede den tyrkiske premierminister Erdogan, at nationaldrikken bør være den alkoholfrie yoghurtdrik ayran, ikke den stærke raki, som mange i befolkningen ellers mente. Det blev nærmest en indenrigspolitisk bombe, der delte landet i to, fordi kritikere så det – og landets nye alkohollove – som et skridt mod islamisering af Tyrkiet.

En drik kan altså have stor signalværdi og betyde mere for den nationale selvforståelse, end man skulle tro. Derfor er det også en god ide at tage imod den drik, du bliver tilbudt i udlandet.

Her er en liste over nationaldrikke, som skal prøves, når vi er i udlandet. Om ikke andet så for at smage, hvad det er, andre kulturer skatter så højt.

Norge

Her i Danmark kender vi Linie Aquavit, som runder Ækvator i store tønder, før den kommer på vores julefrokostbord. Akvavit er Norges nationaldrik. Det er en snaps lavet af kartoffel og urter som kommen, anis, dild, fennikel og koriander. At Linie Aquavit skal sejle hele turen til Ækvator, er ikke kun et stunt for at gøre drikken interessant. Den konstant ’skvulpende’ bevægelse får nemlig sprutten til at afgive en kraftigere smag.

Grækenland og Tyrkiet

De to lande har haft stridigheder i årevis, men deres nationaldrikke er temmelig ens: En absint-lignende brændevin lavet af anis, som er klar, før man blander vand i den, hvorefter den bliver hvid. Ouzo, Grækenland, og Raki fra Tyrkiet indeholder stoffet anethole, som fader ud, når den blandes med vand – deraf farven.

Rusland

Vodka er verdensberømt, og en af verdens mest udbredte former for spiritus. Den stammer fra Rusland, hvor vodka betyder lille vand. Men tag ikke fejl – den har en helt anden effekt end vand… Vodka kan destilleres fra majs, korn, kartofler og sukkermelasse, gæres, hvorefter sukkeret bliver til alkohol og sis fra. Det har hverken duft eller smag og regnes for den reneste form for spiritus med en alkoholprocent fra 40.

I Polen er vodka også en nationaldrik. Og en særlig polsk vodka har verdensrekorden i alkoholprocent. Læs om den her:

Verdens stærkeste spiritus.

Letland

I Letland er en bitter balsam for sjælen, og deres nationaldrik hedder ligefrem balsam, eller balzam. Det er en sort, stærk bitter med en alkoholprocent over 40. Balzam er fremstillet af over 24 forskelllige urter, krydderier, blomster og bær samt honning. Letterne har nydt denne bitre likør i flere 100 år, og den er blevet brugt som lægemiddel til stort set alt.

Serbien og Kroatien

Slivovits er en tyk lettere sød brændevin, som drikkes i mange østeuropæiske lande. I Serbien er den specielt skattet, og den serveres i små glas før et måltid, efter et måltid, til morgenmad – you name it… Slivovits er lavet på blommer, der er lagret i to måneder og derefter kogt i store kobberkedler. Den har en sød duft og en mild smag på trods af alkoholprocenten på mindst 37.

Japan

Risbrændevinen sake er japanernes nationaldrik. Det er en brændevin på mellem 16 procent og 20 procent, som drikkes til maden. Kvaliteten svinger, alt efter hvor meget riskornene er poleret. Jo mere, desto bedre. Sake kan både drikkes køleskabskold og opvarmet og findes med forskellige smagsvarianter fra meget tør til sød.

Holland

Genever kommer fra det franske ord for enebær, og hollændernes favoritdrik indeholder da også enebær samt urter og destilleret maltvin, der blandt andet kan fremstilles af rug, majs og hvede. Brændevinen går over 500 år tilbage, den har en stærk smag, og selvom det er forløberen for gin, er smagen anderledes.

Frankrig

Pastis, som vi kender bl.a. fra mærket Pernod, er en relativ ny brændevin, der blev lanceret efter absint-forbuddet i begyndelsen af 1900-tallet. Men franskmændene tog den i den grad til sig, og i dag er det den franske nationaldrik. Pastis er fremstillet af tilsat stjerneanis, lakridsrod og krydderier fra Provence-regionen. Lige som med ouzo og raki skal den fortyndes med vand, før den drikkes.

England

Englænderne er øldrikkere, men modsat os, kan de bedst lide øl, som er overgæret (ale) – det vil sige, at den gærer hurtigt ved højere temperatur end pilsnere. Dark ale er mørk og har en bittersød smag med en alkoholprocent, der svinger fra 3 til 5.

Gin stammer egentlig fra Holland, men briterne tog drikken til sig, da de deltog i de nederlandske krige. Engelsk gin som Bombay og Gordon’s fremstilles af byg og majs samt enebær, og det må siges, at være en af deres nationaldrikke.

Irland

Whiskey og Guinness. Gerne et glas af hver, så man kan skiftes til at nippe af den stærke whiskey og den mørke, tykke irske øl. Guinness er en ganske særlig øl, en mørk, sød og fyldig porter, som smager bedst direkte fra fad. Læs også mit indlæg fra et besøg på Guinness-bryggeriet i Dublin:

Besøg Guinness Storehouse – en verden af øl.

Italien

De er gode til at lave brændevin i Italien. Grappa er en af dem, og regnes for at være italienernes nationaldrik. Den er baseret på rester fra Muskat-druer, der bliver til overs, når man fremstiller vin, og krydret med urter, honning samt frugter. Grappa har en alkoholprocent over 40 og en temmelig spids smag.

Sambuca og Citronella er to andre drikke, der kraftigt aspirerer til at være Italiens nationaldrik.

Chile og Peru

Begge lande har taget piscoen til sig, men chilenerne er især vilde med stærke drik, som minder om italienernes grappa. Den store forskel er, at pisco er destilleret vin fra muskatdruerne, hvor grappa laves på druerester. Piscos procent svinger fra 30 til 43 – jo højere alkoholprocent, jo finere er den.

Sig skål

Norsk: Skål

Serbisk og kroatisk: Zivjeli

Rusland: Na zdorovje

Engelsk: Cheers

Italiensk: Salute

Græsk: Jamas

Tyrkisk: Serefe

Spansk: Salud

Fransk: Santé

Japansk: Kampai

Holland: Proost

Se også

Top 5 over verdens stærkeste spiritus

Værsgo og spis: Her er verdens værste mad

Historien bag spiritus

 

Share Button

2 thoughts on “Nationaldrikke: Hvad skal vi drikke? Og hvor?

  1. Man laver Grappa på mange forskellige druer og for det meste bliver det produceret uden man tilsætter honning eller andre smagsstoffer 🙂
    Jeg har f.eks. smagt en Grappa, lavet på Gewürztraminer og derefter lagret på egetræsfade – intet mindre end fantastisk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *