Slædehunde i Tromsø

På jagt efter nordlys i Tromsø

Lige nu er det højsæson for nordlysture til Tromsø. Dette fantastiske naturfænomen kan ses fra september til april, og tiltrækker rejsende fra stort set hele verden. Der er ingen garantier for at se nordlys. Det kommer, når det kommer, men chancerne i Nordnorge er gode, efter sigende særlig gode netop nu i februar og marts måned samt igen til oktober.

Her får du vores fem bedste tips til, hvordan du sikrer, at en tur på jagt efter nordlys i området nær Tromsø bliver en god oplevelse.

Book mindst en overnatning udenfor byen

Hvis du gerne vil se nordlys skal du ikke bare til Tromsø, du skal også sørge for at planlægge en eller flere aftenture udenfor byen, meget gerne med en overnatning. Jo mere visuelt støj du har fra byens lys, jo sværere bliver det for dig, at se nordlyset. Du skal derfor ikke forvente den store aktivitet, hvis du sidder inde i den ellers hyggelige Tromsø og holder øje med nattehimlen. Det gælder der imod om at komme ud i mørket.

Der er et hav af tilbud om aftenture med aktiviteter og jagt efter nordlys. Men af en eller anden mærkelig grund er der flere af disse ture, der slutter tilbage i byen igen allerede kl. 22. Det er mærkeligt, for der skulle være størst chance for at se nordlys mellem kl. 22 og 03. Der er da også flere lokale turarrangører, der tilbyder ture inkl. overnatning.

Vi havde en god oplevelse med vores overnatning på Tromsø Vildmarkscenter. Det er ellers netop også en af de steder, der tilbyder aftenturer. Lidt ærgerligt for den store gruppe af japanske turister, der kom til centret kl. 19 og kørte hjem igen kl. 21.30 uden at have oplevet det de kom for, for vi, der blev for at overnatte, så nordlys kl. 23.

 

Nordlys i Tromsø, Norge
Det er svært at gengive skønheden ved nordlys.

 

Husk de uldne underbukser

… samt strømperne, vanterne og huen. Det er koldt derude! Som du nok allerede har regnet ud kræver det stor tålmodighed at se nordlys. Hvis du tager en aftentur ud af byen, vil din arrangør formentlig sørge for et kaffestop, hvor du kan komme ind og få varmen. Måske tilbyder de også et bål og masser af rensdyrskind til at sidde på for at holde varmen. Men den tålmodige nordlys-kikker vil komme til at tilbringe mange timer udendørs i aftenkulde med fødderne i sneen og bør derfor forberede sig på en kold oplevelse.

Mange turarrangører har  taget højde for kuldegraderne ved at tilbyde udlån af varme heldragter, som du kan tage udover dit eget tøj. Men det kan stadig godt betale sig at komme beredt hjemmefra med uldundertøj, gode huer og vanter samt ikke mindst støvler og strømper, der kan holde dig varm i mange timer.

Giv lyset en chance uanset vejret

Da vi tog til Tromsø, sagde vejrudsigten fire dage med snevejr. Jeg frygtede derfor på forhånd, at chancerne for at se nordlys ville blive minimale. Muligheden for at se nordlys kræver nemlig ikke bare mørke, men jo også en forholdsvis klar himmel. Og vi fik meget sne, de dage vi opholdte os i Tromsø. Men jeg tror aldrig før, jeg har opholdt mig et sted, hvor vejret skiftede så hurtigt og så ofte.

Den aften vi så nordlys, kørte vi ud af Tromsø i tæt snevejr og dårlig sigtbarhed. Da vi blev samlet omkring et bål for at få varmen kl. 19 sneede det stadig.

 

Venter på nordlys
Vi ventede på nordlyset omkring bålet, og pludselig var det der.

 

Så da min mand en halv time senere sagde: Kik op, se en flot stjernehimmel, troede jeg, at han lavede gas og svarede derfor: Ah, tror du ikke det er et fly… Det var det ikke! Over mig var pludselig den flotteste klare stjernehimmel.

Den klare himmel nåede at forsvinde og komme tilbage flere gange, inden vi lidt før kl. 23 på en kun delvist skyet himmel pludselig fik lov at se en klar grøn stribe bevæge sig hen over himlen. Det var fantastisk – i alle de 4 minutter det varede. Da vi gik i seng en halv time senere, sneede det igen.

Kend dit kamera

Nordlys er en fantastisk oplevelse, men den er også forholdsvis kortvarig. Måske får du kun lov til at se det grønne lys en enkelt gang, og det kommer sandsynligvis ikke til at vare meget mere end 2-4 minutter. Hvis du gerne vil have et fotografi med hjem, kræver det derfor, at du har forberedt dig på, hvordan du kan fotografere nattehimlen.

Først og fremmest er det vigtigt, at du medbringer en tripot. Fotografering om aftenen kræver lang lukketid. Det er nærmest umuligt med et håndholdt kamera. Da vi lidt overvældet pludselig stod i situationen, forsøgte min mand at memorere, hvad han havde læst hjemmefra… Det var noget med høj ISO, kameraet på manuel og så bare skyde løs.

 

Udsigt ud over sneen i Tromsø, Norge
Himmelen er let at fotografere om dagen, men det kræver lidt teknik at fange nordlyset.

 

Det virkede for os, eller i hvert fald nok til, at vi var tilfredse med det grønne lys, vi fik i kassen – men i nærheden af professionelt blev det ikke.  Og nå ja, som du kan se på vores nordlysbilled, så skal man så også – når man har stået ude i snevejr og ventet på lyset – huske at tørre sin linse ren, inden man skyder.

Hvis du har bare den mindste interesse for fotografering vil jeg anbefale, at du bruger lidt tid på at søge råd og vejledning om fotografering af nordlys, inden du tager afsted. Du kan ved at google foto og nordlys ganske nemt finde frem til en række fotografers tips og tricks til, hvordan det lykkes dig at få det specielle aftenlys i kassen.  

Gem  slædehundeturen til det er lyst

Når du kommer til Tromsø, vil du opdage, at tilbuddene om sjove og spændende ture står i kø. Du kan komme på samertur, rensdyrsafari og ikke mindst findes der masser af tilbud om hundeslædeture. Alle disse ture tilbydes flere gange om dagen. Du skal derfor vælge, om du vil af sted i dagslys eller i aftenmørke.

Når man ser reklamerne for hundeslædeture under den norske nordlyshimmel, er det fristende at tænke: Vi skal da på aftentur, så kommer vi også ud af byen, hvor der er mindre lys. Men når vi nu ved, at man 1) Skal være heldig for at se nordlys, 2) At nordlyset oftest kun viser sig to-fire minutter af gangen.

Ja, hvad er så chachen for, at du lige kommer til at sidde i en hundeslæde med nordlyset susende henover hovedet på dig? Chancerne for at nordlyset er der, mens du sidder i bussen tilbage til byen, er nok desværre større.

Det er  vores klare anbefaling, at du holder dig til dagsturene. Udover en sjov og oplevelsesrig tur får du som ekstra bonus i dagstimerne jo dermed også mulighed for faktisk at se lidt af den storslåede norske natur udenfor Tromsø.

 

Hundeslædetur
Skøn oplevelse at være på hundeslædetur. Men gør det om dagen, så du kan fokusere på nordlys om aftenen.

Læs også

Min første gang på ski i Island

Nordisland er et sandt vintereventyrland

Se flere af Mettes indlæg

Rejseguide til Kyoto med børn

3 tips til Shanghai fra cykelture til mad

Tag børnene med til Borneos hjerte

Helt tæt på Myanmars elefanter

Af Mette Lindgaard Seligmann, Kbh.

Share Button

3 thoughts on “På jagt efter nordlys i Tromsø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *