Del Moro, bilferie i Toscana

Tips til en eventyrlig bilferie i Toscana

En bilferie i Toscana byder på en skøn blanding af afslappende landskaber og byer i alle størrelser. Firenze er som regionens hovedstad naturligvis den største by, og det er her, man skal tage til, hvis man for alvor er i shoppehumør, men mindre kan også gøre det. Vi har lagt vejen forbi adskillige byer, som hver for sig har sin charme.

Lucca

Berømt for muren, der omkranser hele byen, og som engang blev brugt som forsvarsanlæg. I dag samles italienere og turister side om side for at holde picnic på de grønne plæner, der er anlagt på den store mur. Du kan også leje en cykel og tage turen rundt på en tohjulet. Eller bare slentre en tur.

Lucca overraskede os ved ikke at være fuldstændig turistificeret. Der er masser af muligheder for at shoppe lækkert tøj/sko m.m. i kædeforretninger og mindre designershops. Derudover er der masser af små piazzaer og gader, hvor man kan fortabe sig mellem middelaldermurene. Et absolut must, hvis man er på de kanter.

Obs! Der er mange restriktioner på kørsel i Lucca, så hvis du er i bil, er det nemmeste at parkere uden for Santa Maria porten. Der er mange parkeringspladser, og det koster en euro i timen.

San Gimgiano

Den by i Toscana, hvor der er flest bevarede tårne fra middelalderen. Smuk både på afstand, og når du står inde midt i den. Men meget, meget turistet.  Vi ankom ved 11-tiden, og det var en fejl – vi rendte direkte ind i turistkøen. Kom lidt tidligere eller kom sent for at undgå det værste.

Læs også: Vores bedste bud på restauranter i Toscana 

Læs også: Guide til Toscanas vin og vingårde

Pisa

Lidt af et must – om ikke andet så på grund af det skæve tårn. Ellers er der ikke vanvittigt meget spændende ved byen. Smart er det dog, at man ikke skal stå i kø for at komme op i tårnet. Man køber billetten og får derefter tildelt et tidspunkt for, hvornår man kan komme derop.

Det giver tid til enten at slappe af på de grønne plæner, gå på opdagelse i nærområdet eller få en bid frokost. Vi ventede nok i alt halvanden time, men det var virkelig rart ikke at skulle stå i kø.

Greve in Chianti

Hovedbyen i Chianti-området. Består mest af en stor, hyggelig piazza, hvor restauranterne hylder slow-food.traditionen – og så flere kæmpe vinshops. Ikke noget must.

Monteriggioni

En oldgammel landsby omringet af en 10 meter høj bymur og med hele 14 tårne dukker pludselig op på din højre side, nord for Siena, når du kører på motorvejen fra Firenze. I byen kan du – sammen med alle de andre turister – fortabe dig i middelalderstemningen på byens centrale plads: Piazza Roma.

Ren turistby, men udsigten fra toppen af muren (koster 2 euro) er besøget værd, og så kan du man jo altid fortsætte sin bilferie i Toscana til Siena bagefter.

Montecatini Terme

Rigtig mange valfarter til Toscanas vestkyst for at blive kølet ned i det klare havvand langs hvide sandstrande, men der bliver hurtigt crowded. Vi kørte i stedet til en af Italiens berømte kurbyer, Montecatini Terme øst for Lucca. Allerede i 1387 opdagede man de varme kilder i byen, og siden er badeanstalterne blomstret, og i dag kan man få adskillige naturterapier i de forskellige wellnesskomplekser, hvoraf mange af dem ligger som rene palæer i en kæmpe, frodig park.

Efter at have læst guidebøgerne havde vi en forestilling om en stor grøn have, hvor der var bassiner overalt, så man kunne boltre sig i de varme kilder. Det er ikke tilfældet. Faktisk var der under vores besøg. kun et sted, hvor man kunne bade: Redi Terme, der byder på indendørs pool. Det prøvede vi naturligvis, og selv om der ikke er tale om et kæmpe sted, var vandet dejligt. Et rigtig godt pusterum fra eventyret udenfor. (det koster 6 euro per mand at komme ind, yderligere 6 euro for at låne verdens mindste badehåndklæde)

Vi besøgte byen søndag formiddag, og der var simpelthen ikke et øje i gaderne, som ellers bugner af hoteller. Da badet lukkede ved 13-tiden kunne vi derfor slentre uforstyrret rundt den store Parco Terminale, og slappe af i parken, hvor alt åndede fred og ro. Ren idyl.

Tag dertil, hvis du trænger til at slappe af – det er muligt både at få massage, diverse behandlinger med vandet fra kilderne, ligesom man kan betale sig fra at drikke det. Men husk at netop om søndagen lukker wellness-stederne tidligt – typisk lige over middag.

Bonusinfo

Montecatini Terme er ikke den eneste kurby i Toscana Hold øje med byer, hvori der indgår ‘Terme’, og der er god chance for, at de har varme kilder, man kan bade i. Vi fandt en tilfældig af slagsen på kortet, men desværre var badet ved at blive renoveret og var derfor lukket. Men det kan altså lade sig gøre, at finde små juveler.

Tilfældige småbyer

Gør dig selv den tjeneste ikke kun at køre efter gps’en. Toscanas krogede veje indbyder til eventyrlyst og spontanitet. Køb et godt gammeldags kort, og lad dig friste af de forskellige småbyer, der er på kortet omkring dig. Ofte kan man være heldig at finde de fineste småbyer, som ikke er noget særligt i sig selv, men hvor man kan købe lækre, lokale specialiteter og få en kop kaffe på den lokale café.

Flypris

Fly Kbh-Firenze: Ca. 1200 tur/retur.

Booking

Vi bookede gennem In-Italia.dk, som er fantastisk dygtige, og hvis anbefalinger vi stoler fuldt og fast på.

Bo her

Albergo Quattro Gigli er et fint sted. Vi valgte hotellet på grund af udsigten over dalen, og bestilte værelse med egen balkon. Det var SKØNT at sidde i kurvemøblerne om aftenen og se solen gå ned. Desuden er det geografisk set et godt  udgangspunkt for bil-eventyr.  Fire nætter: Ca. 2.900 kr.

Billeje

In-Italia anbefaler Autoescape, så dem brugte vi – og betalte 1700 kr. incl. forsikring for en Fiat Punto i fem dage. Uden for sæson er det billigere. Husk, at der er flere betalings-motorveje i Italien. Man kan dog sagtens slå dem fra på gps’en.

 Af Rasmus Flindt Pedersen, København

Share Button

3 thoughts on “Tips til en eventyrlig bilferie i Toscana

  1. Du har nogle rigtig gode foreslag til, hvad man kan tage ned og se i Italien! Jeg tror måske, at ferien snart skal gå dertil… 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *