Hængekøje Holbox

Hola og velkommen til paradiset Holbox

Jeg har været i paradis. Nærmere bestemt den lille mexicanske ø Isla de Holbox. Og følelsen af fred og forundring over naturens storslåethed fylder mig stadig flere dage efter hjemkomsten.

Isla de Holbox er kun et par km. bred og 42 km. lang. Øen har en eneste by, og er så småt nået op på 2.000 indbyggere, hvis eneste indtægtskilder er turisme og fiskeri. Fordelt med 50-50 procent til hver. Biler er her ingen af – med undtagelse af en slidt politibil og en beskidt skraldebil – i stedet kører øens indbyggere rundt i små golfvogne på veje, der består af sand.

2.000 indbyggere er ikke helt korrekt. Der bor 2.000 mennesker på øen. Til gengæld er der tusindvis af dyr, og det er dem, som er hovedpersonerne, hvis man – som jeg – er vild med dyr. 152 fuglearter, øgler af enhver størrelse, fisk, delfiner, hvaler, vaskebjørne, skildpadder, krokodiller, kulørte sommerfugle osv., osv. Et paradis for dem og for os, der kommer på besøg.

Karen Seneca på Holbox

Flamingoer byder velkommen

Allerede når båden nærmer sig den mikroskopiske havn i Holbox, begynder magien: Sultne pelikaner med enormt vingefang flyver langs vandet, koralfarvede flamingoer står med hovedet i vandet og smovser muslinger og skaldyr, og det hvide sand danner en smuk kontrast til det lysende grønne havvand.

På havnen bliver min søster og jeg hentet af en taxi (læs: golfbil), som drøner os af sted på sandveje, forbi små huse med facader malet i strålende farver, mellem regnskovsplanter og palmer, over stok og sten samt huller i sandet. Vi skal bo i hotellet længst ude, Las Nubes, der består af hvidkalkede, stråtækte huse – en stil, der matcher naturen.

Her er swimmingpools dryppet ud på området, så de falder ind på stedet i stedet for at stikke ud. Her er udendørs senge med bløde puder, hængekøjer, solstole i glade mexicanske farver. Foran hver værelsesdør er der et flot keramikkar til at skylle det fine flormelissand af fødderne. Jo tak, vi bliver her!

Båd på Holbox

Øgler er faktisk søde

Vi finder hurtigt ud af et par ting eller tre: 1) Her er en hel minizoo af dyr for eksempel frække vaskebjørne, som tigger mad, når de kan komme til det, og leguaner i alle størrelser og farver. Det sidste giver ligesom sig selv, da kræene skifter farve efter baggrunden 2) Hotellet har virkelig dårlig wifi-forbindelse 3) Alt indbyder til afslapning, nydelse, svømmeture og ro.

Det første bliver den helt store underholdning. Leguanerhannerne er meget større og mere udmajet end hunnerne, og de færdes ofte i par uden at træde ind i hinandens comfortzone. Vi finder hurtigt ud af, når der er gået en leguan forbi på grund af det vandslangelignende aftryk i sandet, og vi kan ikke se os mætte i dette dyr, som er en hilsen fra dinosaurtiden.

Vaskebjørnene er nuttede med deres små briller og deres lange tæer. Dog er det overrumplende at rende ind i en om natten, når den stryger tæt forbi, vækket af sin søvn. Skreg vi? Ja. Gjorde den? Det tror jeg. I hvert fald indeni. Fuglene er et kapitel for sig. Så mange arter, så store og så forskellige.

Kan jeg slappe af?

Helt derude, hvor pelikanerne vender og vandet er lige så varmt som luften, smider vi os i hver sin hængekøje, lytter til havets dovne møde med sandet, kigger på scenarioet, som om det er et fatamorgana og… skynder os ud i vandet. Det er så klart som kildevand, vi kan se hver lille fisk og konkylie, og nyder svømmeturen, der ikke engang kan afføde et eneste kuldegisp, og vi er begge kuldskære.

Men hvad gør man så? To københavnere på en caribisk ø? Vi klæder os på, låner et par skramlede cykler af hotellet og cykler de ti minutter ind til byen. Nu har vi jo slappet af i en hel time, måske oven i købet to, og ingen af os er eksperter i afslapning. Byen er lille, menneskerne små, husene lave. Farverne er pang med pang på. Men ofte kun husfacaderne, der er jo ingen grund til at male bagved, når folk ikke ser det.

Her er en plads med en scene, der også har fået en ordentlig gang farvelade, og kønne unger med indianertræk spiller fodbold på pladsen. Vi bestiller en Margarita, og får nærmest et helt kar hver. Nu falder roen langsomt over os. Vi betragter menneskerne, der defilerer forbi, glor på de små golfvogne, som bumler afsted og bruger lang tid på bare at være der.

Restaurant Holbox

Vand og ro skyller ind over os

Pladsen er centrum i byen. Det er her, cafeerne og restauranterne ligger side om side, og her folk mødes om aftenen. Vi sveder som de livlige gadehunde, der løber omkring, og cykler ‘hjem’ til Las Nubes. Aftenens spørgsmål er: Skal vi bade i havet eller i en af de tre pools? Vi vælger en swimmingpool, som er formet som et ottetal, og ligger lidt gemt mellem et par bygninger.

Her drikker vi kolde øl, mens vi dovent driver i vandet. Freden er langsomt skyllet ind i kroppen. Der er ingen stress, for hvad skal vi nå? En lækker middag på hotellets restaurant, en badetur i havet, et par kapitler i hver sin bog og intet andet.

Resten af turen foregår i et nyt leje. Vi bader, vi dovner, vi læser, vi padler i kajak, vi studerer dyrene, og vi går langt ud i et vadehavslignende miljø mellem fugle i alle faconer, som æder lækkerier fra sandet og i vandet, ud til flamingoerne, som desværre ikke er lige så vilde med os, som vi er med dem. De hyler op som syge høns, og render væk, så snart vi er i foto-afstand af dem.

Det gør ikke noget, for vi er i zen. I hvert fald så tæt på vi kan komme.

Tortillasalg Isla de Holbox

Info om øen Holbox

  • Isla de Holbox ligger på toppen af Yucutanhalvøen. Det er en halv times sejltur fra Chiquila, som ligger en to timers køretur fra feriebyen Cancun.
  • Der er et rigt dyreliv omkring og på øen, blandt andet kan man se og svømme med hvalhajer ca. fra 15. maj til 15. september.
  • Holbox er ikke overplastret med hoteller, men det er muligt at få et værelse, hvis man kun kommer for et par dage. Eller bestille en ferie i et af de skønne hoteller på øen.
  • Læs mere her: Holboxtravel.com

Af Karen Seneca. Rejseblokken var inviteret til Mexico af Star Tour, nu TUI, som udbyder rejser til Yucutanhalvøen inkl. ophold på Isla de Holbox

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *