Der er mange parker i London, her ved Greenwich Maritime Museum. Foto: © Pawel Libera/London and Partners.

Grønne åndehuller og parker i London for hele familien

Der er masser af legepladser og parker i London. Selvom Hyde Park er den mest kendte, er den bestemt ikke den eneste mulighed.

Jeg har aldrig været i en storby, hvor der er så mange grønne åndehuller, som i London. Jeg har heller aldrig besøgt en by, der er så hundevenlig. Og hvor hundeejerne rent faktisk har opdraget deres hunde til at løbe frit omkring i parker uden at genere folk, samler deres kæledyrs efterladenskaber op. Så frygt ikke de firbenede, som løber omkring. De er en del af byens puls, og fortjener at nyde alt det grønne, som vi selv gør.

I det hele taget er det ikke svært at få lidt dyreliv proppet ind sammen med alt det andet, London har byde på. De såkaldte City Farms ligger nemlig flere steder, og her kan I frit komme og klappe kaniner, se på geder og nyde lidt ro og fred.

Hemmelige haver

Nomadic Community Garden

Street art, kunstneriske skulpturer lavet af alskens materialer, små haver I kasser, der bliver passet af beboere i området og kaffekroge hist og pist. Denne ’have’ er speciel, et slags mini-Christiania uden stoffer og alkohol. Den slags er forbudt i Nomadic Garden. Til gengæld er kreativitet tilladt og det ses. Lige op til haven er der en store park, hvor I kan spille bold osv., og igen: Ved siden af den ligger eksotiske Brick Lane, der kan give alle en på opleveren.

Brick Lane er delt op i en hipsterende og en Bangladesh-ende. Den første har mange vintagebutikker og madmarkeder, den anden et mylder af restauranter, der sælger dejlig, indisk mad.

Dalston Eastern Curve Garden

Du går rundt i Dalston, og ser en åben dør. Du går ind ad den og vupti: Du står midt i en fortryllende have. Trafikken høres ikke, osen mærkes ikke, der er fredeligt og grønt, og ungerne kan løbe rundt for sig selv. Dette sted er for dem, som har lyst til et par fredelige timer, hvor børnene kan lege på legepladsen, imens de voksne nyder kaffen ved en de mange haveborde. Her er grønne birketræer, blomster i kummer og en atmosfære, der sørger for at sætte pulsen helt ned.

Man kan købe kaffe, sodavand, alkohol osv. i havens cafe, men det er også tilladt at medbringe sin  egen mad og drikke – så længe det ikke er vin og øl. Der må kun drikkes alkohol, som er købt i cafeen.

Dalston Eastern Curve Garden i London

Hackney City Farm

De færreste tager til London for at opleve skovmiljø og dyr, men af og til er det dejligt at opleve nærmiljø og grønne områder. Denne lille by-bondegård har et par æsler, får, lam, geder, kaniner og nogle store svin. Egern hopper ind og ud af indhegningen, og gæssene spankulerer storsnudet rundt i gåsegang.

Hackney City Farm er en del af Haggerston Park, som er en stor, dejlig park, hvor der er tennisanlæg og fodboldbaner. Samtidig er der altid godt med hundeluftere, løbere og mennesker, der sidder i græsset og hygger sig. En legeplads er der også, så der er alt, hvad hjertet begærer – selv offentlige toiletter. Hvis I kommer en lørdag, kan I smutte forbi Broadway Market og spise frokost. Det ligger i nærheden, og er virkelig hyggeligt.

Mudchute Park and Farm

Endnu en city farm og tilmed den største. Her kan børnene få en ridetur, de kan komme ind og klappe forskellige dyr, og I kan alle sammen spise en skøn brunch i landlige omgivelser på Mudchute Kitchen. Der er alpacaer, geder, køer og meget andet, og lige som med Hackney City Farm er det et forunderligt fristed.

Mudchute Farm ligger på Isle of Dogs, og I kommer dertil med overgrund, bus eller med båd (Thames Clipper).

Donkey at Hackney City farm

Store parker i London

Hyde Park

Denne park er for London, hvad Central Park er for New York. Et kæmpe anlæg, et åndehul og et sted, hvor der foregår en masse. I juletiden er der julemarked på tysk facon med tivoliforlystelser, bierwurst og tyrolerklædte bartendere.

De andre tre årstider er der grønt, blomstrende og hyggeligt. Parken ligger klos op af Buckingham Palace, så den flittige turist vil kunne tage en tur i parken efter at have tjekket dronningens slot ud. Kommer du en søndag kan du gå hen til Speakers Corner og se, om der er nogen, der holder brandtaler. En ældgammel tradition, der stadig holdes i hævd.

Greenwich Park

Her finder du blandt andet The Royal Observatory og The Marine Museum – sidstnævnte vil glæde børn med pirater eller styrmænd i maven. Det er også ved parken, at man finder den 0. længdegrad, det vil sige den længdegrad alle andre længdegrader på jorden regnes ud fra. Og så er parken bare helt fortryllende smuk, især om foråret.

Udsigten deroppe fra er i øvrigt helt forrygende. Du kan se hele London uden at betale den formue, det koster at tage en tur i London Eye.

 

 

Kensington Gardens

Her finder I den fedeste legeplads, Diana Memorial Playground, som er inspireret af Peter Pan. Tæt på prinsesse Dianas tidligere hjem (efter skilsmissen fra prins Charles) kan børn lege på piratskibet, I indianertipierne og på den kunstigt anlagte sandstrand. Legepladsen åbner kl. 10 og lukker 19.45 om aftenen – i sommersæsonen. Kommer I på en anden årstid, skal I tjekke lukketiderne.

Det eneste problem ved legepladsen er, at den er voldsom populær, så det er en god ide at lægge besøget lige efter, den er åbnet eller sidst på dagen.

Livlige legepladser

Battersea Park

Et dejligt sted med en børne-zoo, legeplads og andre ting, der kan begejstre i timevis. For eksempel er Go Ape en udendørs eventyrhave, hvor børn kan udfordre sig selv ved at klatre i træer, rappelle og meget andet. Sikkerheden er der sørget for, poderne får bælter og liner spændt fast, før de vover sig op i trætoppene. Der tages entre for at komme ind i ”junglen”.

Hjemmeside: Goape.

Crystal Palace Park

Hvis der ikke kan være for mange dinosaurer på jeres tur, kan I både se skeletter og modeller af de enorme dyr på Natural History Museum samt tilbringe nogen timer i denne kæmpepark i Sydlondon. Her er nemlig ca. 30 dinosaur-modeller i fuld størrelse, som børnene kan komme tæt på men ikke kravle på. Udover det er der en legeplads, en mini-bondegård, en labyrint og en smuk sø.

London Zoo

Denne Zoologiske Have har gjort et stort arbejde i forhold til at udstille dyrene på en tålelig måde samtidig med, at gæsterne får en magisk oplevelse. For eksempel kan I besøge Land of the Lions, som er et indisk set-up med jernbanesveller, togvogne, indiske bygninger og løverne, der bevæger sig mellem hele herligheden. Gæsterne kommer tæt på de majestætiske dyr, og illusionen er fuldendt udført.

Pris for en familiebillet ligger på ca. 650 kr. Er I færre eller flere end fire, er der penge at spare, når I køber billet på forhånd via deres hjemmeside: London Zoo.

Læs også

Anbefaling: Personlige tips til gode spisesteder i London

Guide til 3 fab dage med børnene i London

London: 5 skønne spisesteder til børn 

Her er der gratis & godt i London

Af Karen Seneca

Foto øverst © Pawel Libera/London and Partners.  

 

Annonce

Share Button

Lignende indlæg

2 thoughts on “Grønne åndehuller og parker i London for hele familien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *