Med Pernille Højmark i Tanzania

Først nu forstår jeg intet: Dette er et uddrag fra Pernille Højmarks nye bog, som udkommer i dag, den 30. oktober 2013. Her på Rejseblokken har vi ekstra grund til at juble over udgivelsen, da Karen har været involveret i projektet. Tillykke til Pernille og god fornøjelse med læsningen af denne bid fra Tanzania:

Min chauffør hedder Saitoti. Jeg skal mødes med ham foran hotellet klokken otte. Vi har en lang køretur foran os, og vi vil gerne være fremme, før det bliver mørkt. Køreturen har Lensgreven arrangeret for mig. I går var vi i et supermarked og flåede ned af hylderne, for der hvor jeg skal bo de næste syv uger, er der langt til noget, der bare minder om en forretning.

Saitoti ankommer african time ved nitiden. Han er 34 år, supertjekket i tøjet, god stil, et par fede, sorte perlekædearmbånd om det ene håndled, et guldur om det andet og et par seje solbriller. Alt sammen kopivarer, selvfølgelig. Han snakker, juhuu, rigtigt godt engelsk.

”Hallo Hallo eller Jambo Jambo”, som man siger på swahili. Vi siger farvel til Lensgreven og styrer ud på den støvede og sine steder ret bombede landevej. Saitoti og jeg har det muntert og kan lide hinanden med det samme, men jeg er træt og starter vanen tro med en lille lur på bagsædet. Da jeg vågner, kører vi langs Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg med sne på toppen, Tanzanias stolthed, der blandt andet har lagt navn til en meget populær øl.

Det er i sandhed et fantastisk syn, og det går op for mig, at jeg nu for alvor er på vej ud i ugabuga-land. Her er støvende lastbiler, afrikanere til fods, cykler, der er læsset, så man slet ikke kan forstå, at de kan komme i fart, og børn, der vinker og prøver at løbe ved siden af vores bil. Vi spiser frokost på en tankstation. Jeg tror, at Saitoti mener, at det er det mest civiliserede sted i miles omkreds, han kan byde sin nye hvide passager.

Her sidder to midaldrende turister i et spartansk indrettet rum, her er en lille buffet, et køleskab med øl og vand og fem afrikanere til at servicere. Kylling til mig og afrikansk ruskomsnusk til ham. Vi får tanket op og kommer on the road again. Pludselig dukker små grupper af unge masaidrenge op langs vejkanten. De ser fantastiske ud, er malet sort-hvide i ansigtet og har en kæmpe sort og hvid fjerprydning på hovedet.

Saitoti fortæller, at det er en maske, de traditionelt bærer, fra de kommer i puberteten, til de er voksne og har bestået deres manddomsprøver. Her i vejkanten står de og venter på turister, der kommer forbi, og som kunne få lyst til at fotografere dem. Det er for længst gået op for masaierne, at de er et yndet fotomål for turisterne, og ingen masai lader sig fotografere uden betaling.

Allerede ved tretiden drejer vi væk fra den store landevej, og så begynder ”the bumpy road” for alvor. Det kan godt være, at en jeep kan køre gennem floder og mudder, og hvad ved jeg, men affjedring er sgu ikke just dens stærkeste side. På grund af varmen fra motoren er jeg rykket tilbage på bagsædet, der ikke sidder særlig godt fast.

Jeg bliver kastet rundt og holder godt fast i de håndtag, der er beregnet til det samme. Et par motorcykler overhaler os, men ellers er her så godt som ingen trafik. Vi passerer den ene ludfattige landsby efter den anden med masser af vinkende børn, kvinder med vand og brænde på hovedet og mænd i små grupper henslængt op ad de rødbrune, lerklinede hytter.

Vi når til en større by, Pangani, min nærmeste handelsby, fortæller Saitoti mig. Den ligger ved et flodleje, og vi skal med en lille færge over på den anden side. Det er en gammel dansk færge, som ret tit går i stykker, men som så mange andre ting i Afrika bliver den repareret igen og igen. Det er de gode til på de her kanter. Alt fra mobiltelefoner, fjernsyn og køleskabe til biler og cykler kan de fikse med få værktøjer. Alt det, som vi bare smider ud derhjemme.

I dag fungerer færgen, og da jeg står på dækket som den eneste hvide med udsigt til Det Indiske Ocean på den ene side og floden, der fortsætter ind i junglen, på den anden side, floden, hvor krokodillerne og flodhestene lever, føler jeg mig ret så Blixensk. Alene in the middle of nowhere.

Da vi er kommet over floden, ligger der en klynge huse, hvorfra en række tykke mamaer sælger chips, kiks, søde kager og sodavand. Det kan ikke være mange basører, de laver om dagen, tænker jeg og køber en alt for stor pose friturestegte kager, der vel nærmest ikke er andet end sukker, mel, krydderier og olie, men de smager dejligt.

Efter 40 kilometers kørsel når vi ud til den hytte, hvor jeg skal bo i de første fire dage, indtil mit strandhus bliver ledigt. Hytte er måske et lidt vildledende ord. Et primitivt sommerhus med terrasse er vel mere præcist. Et alrum med et lille køkken med køleskab og et gasblus, et bord med stole og en god stor seng med myggenet. Fra terrassen går en lille sti mellem græs og palmer ned til stranden, som kun er 200 meter væk.

Her er bagende varmt, og det eneste, jeg har lyst til, er at få smidt mine ting af, sætte maden i køleskabet og komme i vandet. Lidt for hysterisk og svedende maser jeg på:

”Pole pole Permella.”

Tag det roligt Pernille, siger Saitoti til mig og griner.  Det er første, men så absolut ikke sidste gang, han siger det.

Af Pernille Højmark, uddrag fra bogen ‘Først nu forstår jeg intet’, der udkommer i dag, den 30. oktober 2013.

Share Button

3 thoughts on “Med Pernille Højmark i Tanzania

  1. Pingback: Rejseblokken | Vindere af Pernille Højmarks bog fundet - Rejseblokken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *