Sem Fim interiør

Portugal: Middag i den gamle olivenmølle

Der er spisesteder, hvor maden smager fantastisk, men omgivelserne ikke er synderlige hyggelige. Og der er osende hyggelige spisesteder med kedelig, jævn mad. Så er der de restauranter, som har begge dele: Hygge og skøn mad.

Jeg besøgte en af dem i Alentejo-provinsen i Portugal for nylig: Sem-Fim, der ligger tæt på bjerglandsbyen Monsaraz. Og jeg iler hermed videre med en anbefaling.

Stedet har nemlig mættende og skøn portugisisk mad samt autentisk charme iblandet lidt kunstnerkreativitet. Vi sad udenfor og spiste den velsmagende mad, mens vi nød udsigten, men indenfor er der hipt og cool med de gamle rå maskiner, de upudsede vægge og det industrielle lokale. Billederne yder ikke stedet retfærdighed, men det er da muligt at få et indtryk.

 

Portugisisk restaurant Portugisisk mad Monsaraz

 

Det spiste vi

Sem-Fim er kendt for god, gedigen portugisisk mad, og allerede forretten varslede godt – en fremragende tomatsuppe med ost og æg. Jeg havde bestilt pattegris, og fik en stor klump serveret på et fad sammen med en frisk salat med verdens bedste olie-eddike-dressing samt… pommes frites. Kødet var så mørt og lækkert, at det faldt fra hinanden som pulled pork, når jeg skar i det.

Men da jeg vendte stykket om, opdagede jeg, at det var et helt grisehoved med en stiv, gennemstegt tunge og små fortænder, og det tog lidt af appetitten. Det er naturligvis tåbeligt, da det kan være lige meget, om man spiser hoved eller røv (undskyld udtrykket), men længe leve hykleriet! Og så havde jeg også plads til desserten.

Kunst efter middagen

Min sidemand fik et fad med forskellige fisk og blæksprutter, han var meget lykkelig. Det samme var vores medspisere, der kastede sig over mørt lammekød og stegt klipfisk. Før middagen fik vi et lækkert udvalg af forskellige lokale produkter som sortfodsskinke, gedeost og oliven.

Restauranten ejes af den hollandske kunstner Gil Kalisvaart og hans kone, der flyttede til Portugal for 34 år siden, nu driver sønnike stedet sammen med sin kone og omgivet af sin fars kunst, dels i restauranten, dels i et galleri samme sted.

Se mere om restauranten her: Sem-Fim

Du kan også læse mit indlæg om et andet skønt spisested (og hotel), der ligger ca. en times kørsel fra Monsaraz: Vil du smage? Så besøg Ecorkhotel.

Af Karen Seneca, Rejseblokken var inviteret af Amieira Marina.

sem fim i Portugal serevrer skøn portugisisk mad
Ejeren af Sin-Fem ved siden af en buste af sin far.
Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *