Huse i Kalmar

Rejseblokkens tips til Kalmar

Før jeg besøgte Kalmar, kendte jeg kun til byen af en årsag: Kalmar-unionen. Det var en politisk union mellem det dansk-norske rige og det svenske rige, og unionen blev dannet tilbage i 1397, dengang Danmark var et mægtigt land i forhold til nu. De tre lande, der i dag udgør Skandinavien, var nemlig under dansk krone (dronning Margrethe 1.) på det tidspunkt.

Unionen blev dannet på Kalmar Slot, som i dag er en enestående turistattraktion, der gør alt for at tiltrække ikke kun voksne historie-interesserede gæster, men også børn, der holder af ridderhistorier. Hele sommerferien er der aktiviteter for for poderne, og den kønne slotsgård samt området uden om slottet er omdannet til et riddermarked. Her bliver der fægtet med ægte riddere fra middelalderen, der kan laves ting i workshops, købes og meget andet.

For voksne er Kalmar Slot interessant dels i kraft af malerierne inklusiv dem i loftet, våbensamlingen, fangetårnet og slotskirken, dels på grund af kunstudstillingerne og koncerterne, der finder sted. Og hurra! For tiden frem til den 6. november kører der en udstilling med Emil fra Lønneberg-tegneren, Björn Berg, som er kædet sammen med små rum fra Katholt blandt andet en lille snedkerbod og køkkenet, hvor man kan få lov at røre i gryden, som Line ville gøre det. Børn kan klæde sig ud i Ida og Emils tøj, men ak – voksne må “nøjes” med at se på.

I nærheden – i Västerlånggatan 21 – ligger en lille, hyggelig oase: Kalmars Kulturkvarter. Her er søndagscafe med kage og kaffe i haven hele sommeren fra kl. 13 til 15, af og til med live musik og børneunderholdning samt grillaften fredag sommeraftener, hvor det kun koster 100 sv. kr. for at gå ombord i grillbuffeten.

Emil fra Lønneberg ser op på Astrid Lindgren

Kor på Kalmar Slot

Danmark har sat sine spor

I det hele taget er det spændende for danskere at besøge Kalmar, fordi meget af byens historie er flettet sammen med Danmarkshistorien. På det fire etagers store Kalmar Läns Museum er der for eksempel en imponerende udstilling om det svenske orlogsskib Kronan, som sank ud for Öland i 1676 efter et søslag mod den dansk-hollandske flåde. 800 mænd døde, og museet gennemgår historien både ved hjælp af menneskehøje voksdukker, effekter fra skibet og en model af Kronan.

Udover skibet og de stakkels druknedes historie, udstiller museet også Kalmars egen historie. En af de – for mig – mest betagende udstillinger, handler om maleren Jenny Nyström, der blev født i Kalmar i 1854. En dygtig maler, der samtidig måtte ernære sig som tegner af for eksempel julekort og bøger. Udstillingen viser nogle af hendes værker, tableuer fra hendes Smålandskøkken (hun elskede at bage), juletegninger og meget andet.

Jenny Nyström på Kalmar Läns Museum

Jenny Nyströms julestue på Kalmar Läns Museum

Gamle Stan i Kalmar er hyggelig at snuse rundt i, og der skal naturligvis også kigges ind i Domkirken på Stortorget. Kirken blev færdig i 1703, og selvom det er smukt at gå rundt derinde, så kig nedad. Gulvet er nemlig lavet af gamle gravsten.

Kalmar Domkirke

Kunst i Kalmar

Kalmar Kunstmuseums faste samling består af svensk billedkunst fra 1800- og 1900-tallet, men museet har også skiftende udstillinger. Fra den 14. september vil der være en stor udstilling om den svenske modepioner Ebba von Eckermann, og frem til den dato er der blandt andet særudstillingen Kännbart, som jeg netop har set. En slags interaktiv udstilling, der er lavet med døve og blinde for øje. Hvordan kan de få noget ud af kunst? Og hvordan kan vi alle sammen for noget ud af kunsten? Lidt spøjs efter min smag, men jeg er sikker på, at mange vil være betaget af udstillingen.

Parkerne i Kalmar danner af og til ramme om koncerter, og det er vel og mærke smukke rammer. Vi var til friluftskoncert med selveste Benny Andersson fra ABBA – et af mine idoler, da jeg var barn. Så det var et mindeværdigt øjeblik, da jeg stod nærmest ansigt til ansigt med manden. Ok, ABBA-musikken var lagt på hylden til fordel for svensk spillemandsmusik, men en fest var det. Især fordi der var dansegulv foran scenen, og utallige svenske par dansede lystigt til musikken.

Benny Andersson i Kalmar

Broen til øen

Kalmar ligger smukt ved vandet, og fra byen går der en seks km. lang bro til den dejlige ø, Öland. Snyd ikke jer selv for at gå, cykle eller køre på opdagelse på øen. Det tager ikke lang tid at komme derover, men øen er stor, så skal I virkelig se de mange, interessante steder, er der brug for overnatning i mindst et par døgn.

En af topattraktionerne er Borgholms Slot, der formår at gøre et slotsbesøg til en kunstnerisk oplevelse på grund af den spændende måde de præsenterer deres historie på, en anden Sollidens Slott, det svenske kongehus’ ferieslot beliggende i pragtfulde omgivelser. Læs om Sollidens Slott: Besøg donning Silvias sommerslot.

Af Karen Seneca. Rejseblokken var inviteret af Kalmars Turistbureau.

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *