Ritz: Afternoon tea i London

Afternoon tea i London: Ritz overgår dem alle

The Ritz 

Afternoon tea: 45 pund. Afternoon tea med champagne: 57 pund.

Husk at reservere bord i god tid: Reservation 

 

Der er mange fine og gode restauranter, der serverer traditionel afternoon tea i London. Vi har prøvet adskillige, men ingen så fine som Hotel The Ritz. De fantastiske omgivelser gør det til en speciel oplevelse at drikke te her.

Rummene er så imponerende og fornemme, at vi følte os hensat til et andet århundrede, da vi trådte indenfor. Første gang vi havde planlagt at drikke eftermiddagste på Ritz, var der en dørmand, der så på os og sagde: ‘No trousers at Ritz, Mam’. Det blev sagt på en venlig, men meget bestemt måde, så vi måtte pænt gå igen.

Venlige tjenere

Næste gang mødte vi op i kjoler, og blev ikke stoppet i døren. Vi havde reserveret bord, og mens vi ventede på at komme ind til teen i Palm Court, sad vi og ventede i en meget fin sofa ved indgangen, så vi kunne betragte hotelgæsterne og suge stemningen til os.

Serviceniveauet er højt. Tjenerne er venlige, korrekte og høflige, men med et glimt i øjet. De var hele tiden på tæerne, og holdt øje med, om vi havde te i vores kop, hvis ikke hældte de straks op. De spurgte mange gange, om der var noget, vi manglede/ønskede, og så snart tekanden var tom, kom der en ny på bordet.

Selve te-arrangementet er overdådigt, et helt måltid: Seks små sandwich, scones og et udvalg af små kager. Det koster 45 pund per person, men det er pengene værd, fordi man ikke kun betaler for maden og teen, men også for selve oplevelsen.

Dæmpet harpemusik

Der kommer mange turister som os og selvfølgelig også folk, der bor på Ritz, samt englændere, der har lyst til at drikke deres afternoon tea i London i ekstra fine omgivelser. Stemningen er fin, der bliver spillet dæmpet harpemusik, folk taler ikke højt eller opfører sig støjende, men der er ikke snobberi – bare en god rigtig stemning.

Vi har været i London sammen mange gange, og har fået afternoon tea flere steder blandt andet på Savoy og Brown’s Hotel, men vi har været på Ritz to gange, og det slår alt. Ikke så meget på grund af maden og teen, men på grund af stemningen og de smukke lokaler.

Der bliver serveret te kl. 11.30, 13.30, 15.30, 17.30 og 19.30.

Hvis du vil have afternoon tea i København, kan du læse Rejseblokkens artikel om Perchs tehus: Five o’clock tea i Perchs Tea Room.

Af Pia Wills Hansen og Fritse Seneca Nielsen, foto: The Ritz, London

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *