indien

Rundrejse i Sydindien: Kontrasternes land

Ved indflyvningen til Trivandrum, Sydindien, ser vi ned på en mosaik af kokospalmer. Når vi forlader flyet, forlader vi Vesten og ankommer til Østen med et brag. Vi skal på rundrejse i Sydindien, og varmen slår os næsten omkuld, men vi vænner os hurtigt til at elske, at vi er ankommet til et land, hvor sanseindtryk er hverdag og mennesker er overalt. Det er kaos og farver. Krydderier og lyde. Køer og knallerter.

Vel fremme på hotellet falder vi lidt til ro, og vænner os til tidsforskellen. Men ikke uden lige at smutte ud og se den verden, vi er landet i. For lige udenfor går en ældre mand viklet i orange klæde med en kost, og fejer foran sig, så han ikke kommer til at træde på noget levende. Det er hans religion. Og religion er netop helt unikt her i Kerala. Her har kristne, muslimer, kommunister og hinduer valgt at leve i fred og fordragelighed. Og det virker. Der er ikke langt til den nærmeste kirke, minaret eller tempel.

Luksus og fattigdom

Man skal være forberedt på, at rejsen er en tour de force i kontraster. Imellem det oprindelige Indien og resterne af engelsk kolonimagt. Her i Kerala er der skolepligt, te-plukkersker på te-plantager med en akkord, der virker umulig, og femstjernet luksus på hotellet i den næste større by.

Der er cricketklubber og indiske gadekøkkener. Hede og sved i byerne og kølig mangel på ilt i bjergene. Det ene toilet har træk og slip, det næste er et hul i jorden.

I krig med en slange

Vi kører ned til floden, går om bord på en lille floddamper og går op på det øverste åbne dæk. Her får vi en unik mulighed for at få et glimt af, hvordan livet leves langs floden, når vi passerer badende børn, kvinder der vasker tøj, og en ældre mand, der har fået øje på en uvelkommen slange, og langsomt nærmer sig den med en stor kæp i hånden.

Om han får fat på bæstet når vi aldrig at se, men et helt unikt indblik i en indisk hverdag kan vi ikke undgå at få med os. Det er fremmedartet og eksotisk på en måde, som for de fleste tænder en længsel, der meget vel kan vare resten af livet.

Der er meget mere at fortælle. Det var en rejse mættet af indtryk, og jeg er slet ikke selv færdig med at tænke og glæde mig over min rundrejse i Sydindien.

Af Carina Scheibel, København

Læs også

Jeg har fundet mit andet hjem i Nepal

Michelle Hviid på Maldiverne

Besøg på et thailandsk plejehjem for dyr

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *