Snabelsko i en bod. Foto til artikel om shopping i Marokko

Gå shopamok i farverige og eksotiske Marokko

En rejse i Marokko byder på et væld af skønne indkøbsmuligheder. Det er en god idé at tage en ekstra taske med, for du kommer med garanti til at gå godt og grundigt amok i de mange eksotiske ting. Her er et overblik over shopping i Marokko.

Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen

Har du altid drømt om et par knaldrøde snabelsko med guldbroderier, et kulørt berbertæppe eller måske en flot marokkopude, som den din mormor havde i stuen? – ja, så er du, med en flybillet til Marokko i hånden, på vej det helt rigtige sted hen. Lige meget hvor du næsten lander i dette fascinerende land, kan du være helt sikker på, at der er interessante ting at se på og købe med hjem.

I selv de mindste landsbyer kan du få din købelyst styret, selvom udbuddet selvfølgelig er størst i de større byer som Marrakech, Tanger og Tetouan. Her danner medinaerne rammen om en livlig handel med alt, hvad hjertet kan begære af ting og sager fra Marokko, men også genstande fra resten af Afrika, som for eksempel masker og træfigurer.

Du kan sagtens gøre en god handel på markederne, men også langs vejene er der ofte mindre handelsboder med mulighed for at købe gaver til en favorabel pris. På landet har du lidt bedre ro til at kigge på varerne, inden du bestemmer dig for at købe. Udbuddet er stort og mangfoldigt, og er man god til at prutte om prisen, så kan man få masser af nyttige og smukke ting med sig hjem. Men hvad er det mere præcist, man kan købe i Marokko?

Lædervarer

Markederne bugner med læderprodukter både i kamel- og gedeskind samt får og lam og indimellem også oksehud. Du kan finde tasker, punge, fodtøj og de berømte marokkopuder i alskens farver og kvaliteter og mere eller mindre prangende i udsmykningen.

Lædertasker på marked i Marokko

 

Marokkopuderne har fået en renæssance i europæiske hjem de senere år, og de fås i både kamel- og gedeskind, samt stof i mange farver med eller uden guldtryk og malede mønstre. Vær opmærksom på at nogle af de billigste marokkopuder er fremstillet af plastik, der ligner læder.

Du kan også købe hele fåre- eller lammeskind i forskellige farver. Nogle steder kan man være heldig at se, hvordan huderne skrabes og garves i store udendørs cementkar – det lugter temmelig fælt, men det er absolut en oplevelse at overvære.

Keramik

Marokkanerne elsker farver og mønstre og specielt farverigt og rustikt er deres meget smukke keramik, som er allestedsværende i gadebilledet. Du kan få skåle, fade, tallerkner, krus, askebægere, lamper, potter med låg, ja, alt hvad man overhovedet kan komme i tanke om – og lige i den farve, der passer til dit køkken eller din stue. Keramikken fås i både almindeligt lerfarvet og dekoreret.

Noget man ser alle steder er den såkaldte tajine (tagine, som det hedder på dansk), der er en keramikstegeso, som marokkanerne laver retten af samme navn i. Det er en langtidstilberedt simreret bestående af kylling-gede eller oksekød blandet med oliven og nogle gange cous cous, grøntsager, søde rosiner eller syltede citronstykker – det smager himmelsk.

Jern og messing

Du vil helt sikkert, i løbet af din rejse i Marokko, blive budt på te af en lille fin sølvfarvet tekande. Det er en sød stærk te, som tebryggeren gør en kunst ud af at hælde op til dig i en lang stråle i små kulørte glas med guldmønster. Du kan købe både tekande og glas i alle mulige størrelser og udgaver, og hvis du har brug for en rund bakke til hele arrangementet, så er det også muligt at få fat i sådan én.

 

Lanterner - foto til artikel om shopping i Marokko

 

Du vil også kunne finde et kæmpe udvalg i lamper og lanterner i jern og messing på markederne. De fås i et utal af størrelser og varianter med eller uden kulørt glas og giver et meget smukt og stemningsfuldt lys. Endelig kan du også finde flotte dørhammere, beslag og knage i messing eller kobber med sirlige traditionsrige detaljer og symbolik.

Smykker

Er du interesseret i smykker og sten, er du også kommet det rigtige sted, for Marokko er meget rig på naturressourcer som sølv, kobber og smukke sten. Der findes masser af guld- og sølvsmede, men også på markedet kan du gøre en god handel. De meget rustikke berbersmykker er også værd at kigge på, selvom de ikke altid er i ægte sølv. De er derimod lette at kende på deres store naturperler og mange detaljer.

Smykker med Fatimas hånd i Marokkko

 

Du vil også kunne finde Fatimas hånd i mange udgaver. Det er en rigt udsmykket og stiliseret hånd i jern eller sølv med smukke hennadekorationer på fingrene og håndryggen, som man kan hænge på væggen eller de mindre udgaver som vedhæng i en kæde om halsen. De fås i mange størrelser og er at finde alle steder på markederne, og det er en sød lille gave at tage med hjem til sig selv eller en veninde, som ønsker sig noget helt  traditionelt marokkansk.

Tæpper, uldvarer og tøj

Vævede tæpper er virkelig noget, marokkanerne er dygtige til at fremstille. Tæpper i enhver kvalitet, til ethvert formål og til enhver lejlighed. Hver egn har sine specielle mønstre, i det nordlige Marokko er det især stribede tæpper i tyndt garn, som kvinderne bruger til slå-om-nederdel.

Gulvtæpper (kelimtæpper og berbertæpper) i alle størrelser og mønstre er også populære, og du vil se de store af dem brugt i beduinteltene nede sydpå, da de er tykke, praktiske og meget slidstærke at sidde på. Man kan også finde lækre sjaler, smukt stof, tørklæder og halvlange kjortler eller trøjer af tykt uld til de kølige aftener, når solen er gået ned og man skutter sig lidt.

Silke

 

Man kan sagtens blive ekviperet fra top til tå i varmt og behageligt tøj, så man blender helt ind i mængden i de marokkanske byer. Mange køber sig også et par gode lædersandaler eller sko og især de traditionelle gule kamelskindhjemmesko er skønne og bløde at slentre rundt i hjemme på en afslapnings-søndag, hvor man alligevel aldrig kommer ud af sin morgenkåbe.

Oliven og olivenolie

Marokko er kendt for deres fantastiske oliven og olivenolie og begge dele bruges i madlavningen og bagningen. Hele oliven spises som små snacks sammen med syltede citroner og godt brød før hovedmåltidet og olien bruges til at stege i. Koldpresset olivenolie er af den højeste kvalitet og sommetider kan man være heldig at se olivenbønderne være i gang med at presse olien i manuelle olivenpressere ude på landet, hvor et æsel trækker den tunge kvasesten.

Ofte kan man få lov til at købe en flaske helt friskpresset ren olivenolie af bonden, og så bliver det næsten ikke finere og mere autentisk. Man kan også handle sig til kvalitetsoliven og olivenolie på markedet, og da oliven ofte er pakket i vakuumpakket emballage, så er de nemme at fragte med sig hjem. 

Argan olie

Denne specielle marokkanske olie er i de senere år blevet populær i Danmark, og man kan få mange skønhedsprodukter og forskelligt shampoo, hvor Argan-olie indgår. I Marokko kan man købe olien i ren udgave og den er især god til tør hud og til at give ens hår fugtighed og glans.

Husk at vær opmærksom på kvaliteten af olien og køb ikke den billigeste. De lidt dyrere er de bedste og mest rene, og de holder i lang tid, da man kun skal bruge få dråber for at få en effekt på sin tørre hud. Man kan også købe små søde glas-parfumeflakoner i forskellige størrelser og farver, de er meget fine og eksotiske at have stående til pomp og pragt ved spejlet hjemme på ens eget badeværelse.

Krydderier

Det marokkanske køkken er fuld af skønne eksotiske smage og dufte, og hvorfor ikke købe sig noget med hjem, så man kan eksperimentere lidt hjemme i sit eget køkken. Marokkansk mad er ikke særlig stærkt, men de bruger en masse spændende krydderier og på markederne finder man et kæmpeudvalg i safran, ingefær, spidskommen, koriander og meget andet.

Krydderier Maroko

Hver egn har sin egen opskrift på Ras El Hanout, som er et blandingskrydderi, der har fået kælenavnet den dovne husmoders krydderi, fordi hun med dette krydderi er fri for at have mange forskellige krydderier til blandingen. Det er også sjovt at gå på opdagelse på et lokalt apotek, der sælger naturmedicin og tørrede urter; her skal man dog nok lige forhøre sig en ekstra gang, inden man går i gang med at blande forskellige tørrede ingredienser sammen.

Malerier og billeder

Hvis man har lyst til at få et fint minde med hjem fra ens ferie i Marokko, kan man også købe et par små malerier. På markederne er det nemt at finde mindre gallerier, hvor billeder ofte hænger til beskuelse på muren udenfor butikken. Det er tit gengivelser af de blå huse i de små fiskerbyer, og her kan man også finde flotte kunstværker malet på stof, som man kan hænge op.

Malerier i Marokko

 

Du kan også købe tøj, der er dekoreret med disse farver. Nogle steder finder man også smukke fotografier fra forskellige steder i Marokko, især de små fiskerbyer og ørkenen nede sydpå er populære motiver, men også billeder af de forskellige etniske grupper i Marokko er at finde i udvalget. Alt i alt er shopping i Marokko en dejlig oplevelse.

Læs mere om Marokko:

5 ting du skal opleve på din ferie i Marrakech

Når landsbymagi eksploderer i blåt og hvidt

Ferie i Marrakech – tag ud i ørkenen 

Tips til Marrakech: Bo i en hyggelig riad

Rejseblokken var inviteret til Marokko af Marokko Eksperten, som har et væld af rejser til Marokko. Se hjemmesiden her: Marokko Eksperten.

Share Button

2 thoughts on “Gå shopamok i farverige og eksotiske Marokko

  1. Sikke en god gennemgang af mulighederne i Marokko. Den er helt sikker god for første gangs rejsende.
    Jeg har været en del gange i Marokko, og min erfaring er desværre at turisterne betaler mega overpris på argan olien og olivenolien, hvis den købes der.
    Det er meget billigere at købe begge produkter på europæsike hjemmesider, hvor kvaliteten er den samme, men prisen er helt ned til 1/3 del. F.eks handler jeg selv meget på http://shop.cosmos-co.eu/da og deres olie er faktisk bedre end den der købes i de små boder i Marokko, hvis du spørger mig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *