Sæson på ski

Jeg var skibums i Frankrig: En sæson på ski

Her kan du læse om Christian Sodermanns oplevelser som skibums i Frankrig

Forestil dig, at du står på en bjergside, der er minus 4 grader og sneen daler stille ned fra himlen og ligger sig som en dyne over landskabet. Træerne er for længst blevet hvide og hvad der i sommer var store klippesten, er i vinterlandskabet blevet til puder. 
Foran dig ligger oceaner af fantastisk off-pist skiløb, som kun de færreste får lov til at opleve. Det er lavsæson, der er ingen konkurrence fra andre hungrende skiløbere, og du har haft god tid til at finde den perfekte rute, der både udfordre og kilder i maven, mens du suser ned mellem træerne på ski eller snowboard. Du er skibums – og du elsker det!

Jeg har i løbet af mit 22-årige liv altid elsket at stå på ski og dette kulminerede, da jeg i 2012 valgte at tage en sæson som skibums i Frankrig. Jeg har samlet de bedste grunde til, hvorfor du bør tage en sæson som skibums, og hvilke overvejelser der er værd at vide, inden du tager af sted.

Gnisten skal være der

Først og fremmest er det rimelig essentielt, at du kan lide at stå på ski eller snowboard. Dermed ikke sagt, at du behøver at være god til det, inden du tager af sted – det skal nok komme. 
En af de andre skibumser i min sæson havde kun stået én uge på snowboard, inden han tog af sted. Det er modigt, men bestemt ikke dumt, han havde jo god tid til at lære det. Der gik heller ikke længe, før han sagtens kunne følge med os andre, når vi kørte ud over klippekanten på jagt mod nye ruter og udfordringer.

Når det så er sagt, så bliver det en lang sæson, hvis du ikke kan holde gnisten for skiløbet ved lige. Er du typen, der føler, at du er mættet af skiløb efter en uge, er en sæson nok lige i overkanten. Er du derimod en af dem, der allerede glæder sig til næste års skitur, og føler, at du først lige er blevet varm efter en uge, kan det bestemt anbefales at overveje en sæson som skibums i Frankrig.

Ski er kun én del af oplevelsen

Det skal lige nævnes, at skiløbet kun er én del af oplevelsen ved at tage en sæson, og selvom du, de første 3-4 uger, banker derud af med otte timers skiløb om dagen, vil du på et tidspunkt ramme et punkt, hvor du også bliver fanget af andre ting, der interesserer dig. Det er dog en af de fede ting ved at tage en sæson – du har tiden til det.

For mig betød det, at den første halvanden måned blev brugt på rent off pist skiløb, da der faldt flere meter tør powder sne og bjerget bød på mange fantastiske ruter. Men efterhånden som vejret blev mildere, og powderen blev tungere, begyndte vi at bruge tiden i Snow Parken og på den nyåbnede Waterslide. Det betød, at vi kunne bruge næsten en hel dag på at lære et trick, eller forme et hop, og det var enormt befriende at vide, at vi havde en dag igen i morgen.

Som nævnt tidligere er skiløbet kun én del af oplevelsen, og selvom det er det, man kommer derned for, så er der også mange andre fede oplevelser og stunder udenfor pisten.

Jeg var af sted med en god kammerat, hvor vi boede i en lille lejlighed, og basalt set levede af pasta, tomat snask og tun – min sæson var derfor bestemt ikke luksuriøst. Livet som skibums er meget primitivt, men det var ikke så vigtigt for os. Når du kommer hjem om eftermiddagen, fuldstændig udkørt, med en fed fornemmelse i kroppen efter en god dag på ski, er der kun én ting, der er vigtig: Hvor og hvornår skal du mødes med de andre skibumser til øl, bordfodbold og NFL på det lokale afterski sted.

Det er denne kultur, der gennemsyrer livet som skibums – det handler om at hygge sig og have det sjovt. Folk er ligeglade med, hvem du er derhjemme, hvilken bil du kører i og hvilket job du har, alle er ligeværdige, og nyder bare at stå på ski eller snowboard.

 

Christian Sodermann som skibums i frankrig
Man kan også prøve en waterslide

 

3 tips til forberedelsen

Begynd forberedelsen et stykke tid i forvejen 
For mit eget vedkommende begyndte forberedelserne til min sæson allerede over et år inden jeg skulle af sted. Jeg fandt en kammerat, som havde lyst til at tage med, og vi begyndte at planlægge vores sæson. Især det sidste halve år brugte vi meget tid på planlægning, da der var mange overvejelser, vi skulle have styr på: Budget, skiområde, rejsekammerater, udstyr osv.

Find nogle ligesindede at rejse med
En rigtig god idé, når du skal af sted, er at finde nogle at rejse med, så du ikke bliver ensom i løbet af din sæson – det sociale aspekt er mindst en ligeså stor del som det sportslige (og for mange endnu vigtigere). Et godt tip er at bruge skisport.dk, det gjorde jeg rigtig meget, inden jeg tog af sted. På skisport.dk har de et forum, hvor man gratis kan snakke med andre ski-entusiaster, og det var her vi fandt fire andre skibumser, der var interesseret i at tage med os. Det var super hyggeligt, og den større gruppe betød, at vi aldrig kedede os.

Vælg det rigtige område, der passer til dig, og dine forventninger
Når snakken falder på at være skibums, er en vigtig del af oplevelsen selvfølgelig, hvilket område det skal foregå i. Typisk vil de mest anerkendte områder blive slynget ud som det første: Val Thorens, St. Anton, Tignes/Val d’isere osv. Jeg er af den overbevisning, at området skal passe til dig som person, og hvilke forventninger du har til din sæson.

St. Anton (og Østrig generelt) har ekstremt fed afterski, men der er det typisk mere end dobbelt så dyrt at være skibums i forhold til f.eks. Italien og Frankrig. Så ønsker du at komme på sæson for ski, men især for festens skyld og har du ikke noget imod at have et deltids job ved siden af skiløbet, så kunne St. Anton sagtens være en mulig destination for dig. Tager du derimod af sted grundet skiløbet, powderen og parkerne, kan du med fordel kigge på Frankrig og Italien (også andre områder end de største og mest kendte).

Vi fandt Les Arcs i Frankrig, der passede perfekt til os: Lejligheden kostede halvdelen af, hvad vi skulle give i St. Anton, og vi fik noget mere for pengene. Skiområdet var kæmpe stort og lå højt, så vi var sikret god sne i løbet af hele sæsonen. Det var helt perfekt for os, da skiløbet havde første prioritet, og vi fortrød ikke et eneste minut i løbet af sæsonen, at vi havde valgt Les Arcs.

Igen vil jeg anbefale Skisport.dk da de har en stor database, hvor samtlige skiområder er samlet, og her kan du se snestatistik, højdemeter, antal piste, pistekort, afstand til Hamburg/Århus/København osv. – dette var en enorm hjælp for os, da vi travede os igennem mulighederne og områderne én for én.

Læs også

Her er vores mest populære skidestinationer

Sådan undgår du skiskader på ferien

Østrig: Skiferie for begyndere

Guide: 3 gode bud på skiferie i Italien

Ny på ski: Se ekspertens 3 råd til skiferien 


Af Christian Sodemann. Foto: Privatbilleder

 

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *