Udsigt til vandet, Öland

Forår i luften: Skønne feriedage på Öland

Danmark har Bornholm, og svenskerne har Öland. Øen er Sveriges næststørste ø, og ligesom vi kalder Bornholm Solskinsøen, bliver Öland kaldt det samme. Her er flest soltimer om året i Sverige, og her er meget at se på de kun 1.342 km2.

Det er som om, at der er alt på det lille stykke land – lige fra steppelandskabet Alvaret til runesten, sandstrand og slotte. Der er gode vandre- og cykelruter, og man oplever altid noget, uanset om man drager vast, syd, øst eller nordpå.

Öland er forbundet med fastlandet via en bro til Kalmar, som også er et besøg værd. Når du er kørt over broen, vil du hurtigt støde på øens vartegn, de kønne, gamle vindmøller. Der er hundreder af dem, og du kan ikke undgå at se dem. Nogle af dem er det endda muligt at gå op i og se, hvordan teknikken fungerede før i tiden.

Vindmølle på Öland

Steppen: Alvaret

Alvaret på Öland

Dette ensomme sted er verdens største alvarområde (Skovløst område med tyndt jordlag og kalksten) og UNESCO-verdensarv. Det er en kalkstensslette, som set fra et bilvindue nærmest ligner en ørken. Men stop bilen og gå en tur på sletten. Der findes nemlig et hav af urter og blomster som vilde orkideer, og visse steder store, fredelige, græssende køer.

Der er flere alvarområder på øen, men hvorfor ikke tage den største, Store Alvaret? Den går fra Färjestaden ved Ölandsbroen til sydspidsen af øen. Tæt på Färjestaden ligger Station Linne, som arrangerer forskellige vandreture. Her er også en udstilling om Alvaret. NB: Få km. derfra findes en dyrepark med et vandland og et lille Tivoli, som er perfekt til børnefamilier.

Borgholms Slott

Bornholm øl foran Borgholm Slott, Öland

En af middelalderens vigtigste borge, som både har været under tyskere, svenskere og danskeres herredømme. Tårnet blev byget i 1200-tallet, men siden har det været udsat for lidt af hvert: Krige, brande osv. i 1500-tallet sørgede kong John lll af Sverige af få ombygget borgen til et slot. Efter Kalmarkrigen kom der endnu en arkitekt på sagen, så borgen kom til ære og værdighed igen. En stor brand hærgede senere slottet, så det i dag er en ruin, men en velbevaret en af slagsen.

Udstillingen på Borgholm Slott viser slottets historie gennem 900 år på en sjov og interessant måde, og hele sommerferien er der ridderlege for børn. Pris: 95 svenske kroner for voksne, ca. 80 danske. Tip: Spis kødboller i restauranten, der ligger for foden af slottet. De er himmelske!

Fra Borgholm kan du gå direkte hen til Sollidens Slott gennem skoven:

Sollidens Slott

Sollidens Slott på Öland, set fra haven

Sollidens Slott er den svenske kongefamilies sommerslot på Öland, hvor de tilbringer mange uger om året. Slottet er i virkeligheden en villa bygget i italiensk stil, og parken er noget af et mesterværk. Dronning Silvia arbejder tæt sammen med slottets gartnere om at skabe den fuldente have, og resultatet er så smukt. Her er blandt andet staudebede i alle farver, legeområde med solsikker og duftende planter, rosenbede og en skov.

Og så er der fine detaljer overalt, for eksempel bænke med kongeparrets initialer samt små røde træhuse med salg af svensk håndværk og mad. Der koster ca. 100 kroner i entre, og slottet ligger ved en køn by, som du skal unde dig selv at gå en tur i. Se også: Dronning Silvias smukke have.

Sol og strand

Nordøst ligger sandstranden Böda Strand med det fineste sand. Det er også her, du finder den enorme campingplads KronoCamping, som er en hel by i sig selv. Der er gang i den her – musik, underholdning, børn, der leger, unge, der flirter og ældre, der soler sig ved vandet. Ren charterstemning. Hvis du ikke bryder dig om det koncept, tager du bare et par km. mod nord væk fra campingpladsen, hvor stranden er mindre befolket.

Trollskogen

100 hektar stort naturreservat på spidsen af øens nordvestlige odde. Hele sommeren er de fine, røde udstillingsboder åbne for dem, der vil vide mere om området. Og det er et specielt område! På grund af den megen blæst, er træerne krogede og formede af vinden. Det ligner noget, der snildt kunne bruges som kulisse i ‘Ringenes Herre’. Eventyrligt og magisk.

Frilandsmuseet

Himmelsberga hedder frilandsmuseet, der ligger midt på øen. Her kan du gå rundt i en landsby og fornemme fortidens Sverige fra 17-1800 tallet. Det er blandt andet muligt at gå ind i de gamle huse, der er møbleret, eller se værkstederne med gamle redskaber. Hvis ‘Børnene fra Bulderby’ strejfer dine tanker, er det ikke så underligt. Her er så fint at gå rundt, og i sommerferien er der ofte koncerter eller teaterforestillinger.

Lange Jan

Fyrtårnet på Ôland

Ja, det hedder fyrtårnet på sydspidsen af Öland. Det er Sveriges længste (42 meter) og ældste fyrtårn, og man kan gå op ad de mange trapper for at beundre udsigten over land og vand. Da sydspidsen får besøg af mange fugle på træk, er der en fuglestation ved fyret samt et såkaldt naturrum, der har en udstilling både om trækfuglene og Sydölands kultur og natur.

Kirke på Öland

Flere forslag

Capellagården: Sted, der underviser i kunsthåndværk og økohaver. Har den smukkeste nyttehave.

VIDA Museum og Kunsthal: Malerier, skulpturer og især glaskunst.

Fiskerlejet Bruddesta: Fiskerhytter på øens vestside.

Eketorps Borg: Rekonstruktion af en jernalderborg.

Skäftekärr Jernalderby: Se, hvordan folk levede for 1.500 år siden.

Marsjö Gård: En strudsefarm, der har B & B. Vi boede der et par dage, og der er utrolig hyggeligt. Jeg vil dog anbefale, at I spiser et andet sted om aftenen, da maden er tung.

Du kan også læse om Kalmar, byen, der har bro til Öland: Ferietips til Kalmar.

Af Karen Seneca, Rejseblokken var inviteret af Visit Kalmar og Ölands Turistbyrå

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *