Eilat Strand

Sol, strande og snorkling i Eilat

Badebyen Eilat, som ligger i bunden af Israel, har aldrig helt slået igennem herhjemme. Danskernes foretrukne soldestinationer har i flere år været Tyrkiet, Spanien og Grækenland, men det er lidt synd, for Israel er spækket med oplevelser, historiske, kulturelle såvel som naturoplevelser og badeferie. Det sidste foregår i Eilat, israelernes eget favoritferiested.

Det er faktisk muligt at tage på charterferie til byen gennem rejsebureauer som Falk Lauritsen, Apollo Rejser og Bravo Tours. Og når du er i Eilat, er det nemt at udforske Negev-ørkenen, som ligger klos op ad byen, koralrevene der ligger helt ud til strandkanten og tage på ture til Jerusalem.

 

Thumbs up

Der er sol og varme året rundt, fra en gennemsnitstemperatur på 20 grader i januar til +40 i august.

Dykkere elsker stedet, fordi koraler og eksotiske fisk kan findes kun ganske få meter ude i havet. For dem, der aldrig har prøvet at dykke før, er der masser af steder, man kan få dykkerkurser, både lynkurser til de, der ikke skal under seks meter, og mere avancerede for dem, der har mod på at komme længere ned.

Alt er toldfrit i Eilat, det betyder, at man sparer 18 procent på sine varer i forhold til resten af landet.

Der er mange gode restauranter. Vi kan varmt anbefale Pedro Bistro, som er hyggelig og har brandgod mad!

Der er meget at lave for børn, blandt andet et tivoli, en indendørs forlystelsespark, bade- og snorklingmuligheder, sejlture og et besøg i Coral World, hvor man kan gå rundt under vandet og kigge på fiskene i havet gennem store glasruder.

Der er gode shoppingmuligheder, især hvis man er til store malls, blandt andet er der Ice Park Mall, som har en kæmpe skøjtebane i midten og en masse fede butikker blandt andet lagersalg af Abercrombie & Fitch, hvor tøjet var meget billigere end i Danmark. Der er også mange mindre butikker med lokale produkter blandt andet fra Det Døde Hav.

Ice Park Mall

Der er masser af natteliv i turistsæsonen fra ca. april til midt november.

Snorkling i Eilat er så meget sjovere, fordi du kan komme helt tæt på delfiner ved Dolphins Reef. Her er det muligt både at snorkle og dykke samt stå på badebroerne og betragte delfinerne lege med hinanden eller svømme hen til en af de mennesker, de kender, og blive kløet på ryggen. I det hele taget er Dolphins Reef et fantastisk sted. Vi kan anbefale massage i deres Relaxation pools – en unik oplevelse! Se Rejseblokkens artikel derfra her:

Snorkler sammen med delfiner

 

Nogle af de fisk man ser under snorkling i Eilat

 

Du kan tage på masser af spændende udflugter med eller uden guides. Israel er på størrelse med Jylland, og selvom det tager tid at køre rundt i landet på grund af de mange bjerge, er det overskueligt at snuppe et døgn ved Det Døde Hav eller i Jerusalem, som er ca. 300 km fra Eilat. Læs eventuelt vores rejsebeskrivelse fra Negevørkenen her:

Tænk, at ørkenen kan være så smuk

Fugle på træk mødes i Israel. Du kan besøge byens Bird Research Center og høre en af de dygtige ansatte fortælle om fuglelivet samt præsentere ‘friskfangede’ levende fugle, for derefter at sætte dem fri, når præsentationen er forbi. Selv for folk, der er ligeglade med ornitologi, er det en stor oplevelse at få en fugl på hånden og se den flyve op mod himmelen. Det er i øvrigt gratis at besøge stedet.

Bird Research Center Eilat

 

Thumbs down

Ingen roser uden torne, og der er ting ved Eilat, som ikke nødvendigvis tiltrækker alle og enhver:

Selvom det er toldfrit dernede, er de israelske priser generelt ret tæt på de danske. Det betyder, at byen prismæssigt ikke kan hamle op med for eksempel Egypten.

Der er ikke meget natteliv i lavsæsonen. I januar skal du virkelig gå langt og søge længe, hvis du vil finde en bar med lokale. I weekenderne er det dog muligt, men på hverdage må du lave din egen fest.

Eilat er en vaskeægte ferieby, det vil sige masser af store hoteller langs stranden og en bykerne, som bærer præg af turisme.

Rejseblokken var inviteret af Den Israelske Stats Turistbureau.

Af Karen Seneca

Info om Eilat

På Israels officielle hjemmeside kan du læse om de mange forskellige steder, der er værd at se – også Eilat. Siden her er på dansk:

Go Israel

Her er Eilats egen hjemmeside:

Eilat.com

Mere Israel

Læs alle Rejseblokkens artikler fra og om Israel her:

Tema: Israel

Share Button

2 thoughts on “Sol, strande og snorkling i Eilat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *