Tunis tips: Der er mange smukke pladser og bygninger i Tunesiens hovedstad.

Tunis tips: Solen er kommet til Tunesien

Medinaen i Tunis

Det virker, som om solen er kommet til Tunesiens hovedstad, Tunis. På Udenrigsministeriets hjemmeside står der godt nok: ’Rejsende bør udvise forsigtighed og undgå demonstrationer og andre steder, hvor større menneskemængder samles’, men jeg vovede pelsen og rejste til hovedstaden for at se, om byen havde ændret sig, siden jeg var der i 2008.

Og det har den. Stemningen er anderledes. Der ér forår i luften, og selvom der stadig er politisk uro, virker det som om, at byen er vågnet, og folket ditto.

Overalt langs hovedgaden, Boulevard Habib Bourguiba, som tuneserne ikke uden grund ynder at sammenligne med Paris’ Champs-Élysées, er der cafeer og restauranter, hvor familier, unge, gamle mænd og godtfolk sidder under parasollerne. En artikel med Tunis tips kommer ikke udenom denne pulserende, levende gade.

Gang i handelen

Der er gang i handelen både på gågaden, i den kæmpestore medina fra 600-tallet, der er delt i sektioner for eksempel en bryllupsgade, en tøjgade og guldgade. Her kan sælgerne være ret påtrængende, og selvom det føles barskt, så er bedste våben at ignorere dem eller tage hånden op foran sig for at illustrere, at du ikke vil købe noget.

For danskere kan det være anstrengende at prutte om prisen. Hvis du har det sådan, så går efter de steder, der har ’fixed price’, faste priser.

Fisk i lange stimer

Tæt på medinaen ligger Central Market, der er et kapitel for sig. Her kan man snuse rundt i timevis og stirre betaget på sælgerne, varerne og de handlende. Især fiskemarkedet er interessant. Her er fisk i alle former og farver, nok til at give enhver fiskeelsker mundvand, og enhver fiskehader kvalme.

Kæmpestore tun bliver kørt ind i små trækvogne og parteret direkte til kunden. Blæksprutter bliver tømt for blæk, der siler ned på flisegulvet og ud i afløbet. Små koralfarvet fisk arrangeres i et fint mønster med citroner og persille. Der er livligt og hektisk.

I frugt- og grøntsagshallen er stemningen en helt anden. Mere seriøs, bedre duftende og lidt kedelig, når man har snuset rundt hos de kække, hårdtarbejdende fiskehandlere. Men der er jordbær til fire kroner kiloet, nyplukkede dadler, velduftende appelsinblomsterskud, som bliver brugt til at lave blomstervand og de saftigste frugter, som ikke koster mere end en slikkepind gør i Danmark

Kunst fra oldtiden

Der er en verden til forskel fra markedshallerne til Tunis’ stolthed Bardomuseet. Museet er netop blev bygget om med et lån fra Verdensbanken, og huser den største samling romerske mosaikker i verden.

Lyder det kedeligt? Det troede jeg også, at det var, men virkeligheden er, at de enorme mosaikker er imponerende, et af de mest berømte Neptuns sejr er 13 gange otte meter og hænger på væggen, museet er lavet så smagfuldt, at de kommer til sin ret i de højloftede, lyse rum.

Fred i den blå og hvide by

En halv times kørsel fra centrum ligger Sidi Bou Said. Det er en fredelig by på en klippetop, som er utrolig køn med de hvide huse og blåmalede døre og vinduesrammer. I sommersæsonen er den temmelig overrendt, for alle vil nyde udsigten over vandet og gå rundt i de brostenbelagte gader, men jeg var der i maj måned, som må være den bedste tid at opleve byen. Her er sommervarmt, cafeerne er fyldt med tunesere i stedet for turister, og citrustræerne er sprunget ud.

Kaffe til forskellige priser

Om eftermiddagen satte vi os på Cafe dés Delices, og drak en svinedyr cappuccino, mens vi betragtede alle familierne og kæresteparrene omkring os. Selvom kaffen var uanstændig dyr, 30 kr., var det pengene værd, fordi det gav fri adgang til at glo på de mange mennesker, der kom for at hygge sig sammen, mens solen langsomt begyndte at blive orange for til sidst at gå ned i havet.

Bagefter snuppede vi en espresso i et kaffehus foran moskeen. Her var prisen en anden: En krone, og udsigten lige så god, fordi vi kunne betragte alle de bedende komme ud af moskeen.

Og lige et tip til sidst: Hvis I vil have en helt speciel stemning og dejlig autentisk tunesisk mad, er ‘ den hvide by’ Dar Belhadj stedet i Tunis. Se hjemmesiden her: Darbelhadj.com

Sådan kommer du derned

Efter revolutionen i 2011 faldt turismen, hvilket egentlig er underligt, da landet er mere frit nu end under den tidligere præsident Ben Alis regime.

Der er få charterselskaber, som har rejser til selve Tunis, men det er muligt at sammensætte rejsen selv. En returbillet fra Kbh. vil typisk koste 3.000-3.500 kr.

Hoteller varierer i pris – fra de dyre som Sheraton, der koster ca. 1000 kr. for en nat pr. person, til de helt billige, hvor to mennesker kan bo en uge for samme pris. 

Af Karen Seneca

 

Cafe i Tunesien

 

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *