KristinaOsloCover

Vinter og sommer i Oslo: Guide til 2 årstider

Hvis du tager til Oslo til maj, må du sørge for at ramme den 17. Her får du nemlig en hel speciel begivenhed at mærke i hele byen: Nationaldagen! Nordmændene strømmer til byen i tusindvis, klædt i smukke nationaldragter. Byen er fyldt med underholdning, sang og norske flag. Stemningen er så speciel og smuk!

 

Oslo er en herlig storby og må opleves! Her er lidt for enhver smag – og man skal lige gøre op med sig selv, hvorvidt man ønsker sne og kulde eller sol og varme.

Vinter-Oslos muligheder

Vinteren i Oslo kan være superkold. Ingen tvivl om det. Det korrekte valg af tøj kan dog her afhjælpe den bidende kulde. Fra december til og med marts er det Kong Vinter, som hersker, og så er det bare med at komme ud og stå på ski og snowboard. Ved under de 10-15 minus grader kan kuldecreme især anbefales på pisterne.

Jeg havde aldrig selv prøvet at stå på ski før, og de første to timer gik derfor på børnebakken, hvor der knap nok er nogen hældning på. Det er dog klart det mest hensigtsmæssige for en nybegynder, så det ikke tager pusten fra én, når nordmændene stormer forbi dig i en vældig fart! Efterfølgende gik det (sådan nogenlunde) derudaf på grøn og blå rute, så få fat i jeres modige side og spring ud i det! I vil ikke fortryde det.

 

Oslo ski

 

Det norske landskab er fantastisk smukt at kigge på, mens du drøner ned af pisterne. Efterfølgende er der selvfølgelig mulighed for varme vafler og drikkevarer, inden man udmattet vender snuden hjemad.

Når du tager til Oslo for at stå på ski, er der to steder at tage til: Tryvann, som ligger en halv time med T-banen fra byen (tag linje 1), og den anden Varingskollen, som ligger en times kørsel fra Oslo centrum. Her går der regionaltog til. Begge steder er superfine steder at stå på ski. Men hvor Tryvann er lidt mere turistpræget, så har Varingskollen flere lokale kunder. Ved ophold nær Oslo centrum, er Tryvann det nærliggende valg, og den kortere transporttid med flere turister betyder ikke en forringelse af pisterne.

Sommer og sol i Oslo

Sommer i Oslo er helt fantastisk. Her skal du helt klart trække vandretøj- og sko frem og vandre lange ture i fjeldene. Vi tog flere gange T-banen (linje 1) til Frognerseteren (endestation på denne rute), og herfra er der mange gode vandreture (og mountainbike tracks). Den store sø, Øvresetertjern, ligger lige inden, man når til tops, og her finder i en smuk udsigt ud over Nordmarka til den ene side og over Oslo by og fjorden til den anden.

Der er både børnevenlige ruter, men også ture for de, som skal udfordres på ujævnt terræn.

De riges kvarter

Hvis ikke du har fået nok efter en vandretur ved Frognerseteren, så bør du droppe T-banen, og gå turen ned over Voksenkollen til Holmenkollen. Her er en smuk rute, hvor du bør tage en pause ved en fin statue med udsigt over Oslofjord.

 

Holmenkollen

 

Når du kommer til Holmenkollen er det værd at se skihoppet – tag elevatoren hele vejen til tops og nyd udsigten over Oslo. Et fantastisk syn er jer i vente! Efterfølgende kan du gå fra skihoppet og ned til Holmenkollen station og tage T-banen til byen. På denne strækning vil du sikkert bemærke de store smukke rigmandsvillaer – for du har nemlig bevæget dig ud i rigmandskvarteret: Holmenkollen.

En helt anden oplevelse, der også er anbefalelsesværdig, når det er sommer i Oslo, er gåturen ved Akerselva. Denne flod har en kultur rig betydning for det norske folk, bl.a. pga. dens sammenhæng med industrialiseringen omkring 1850erne. Oplevelsen er da også vidt forskellig afhængig af årstiderne, med fx store vandfald om foråret eller mere stille vandarealer med bademuligheder om sommeren. Den tager sit afsæt i Maridalsvannet, forbi Teknisk museum på Frysja (Kjelsås), gennem Sagene og munder, via bydelen Grønland, ud i Oslo fjord. Hele turen er godt 9 km, og kan gås på et par timer uden større pauser.

Shopping for alle pengene

Oslo er fyldt op med fede butikker og der er bestemt noget for enhver smag. Om sommeren er der en super stemning i gaden, da der er mange gademusikere. Jeg lod særligt mærke til en ældre mand, som dag ud og dag ind sad foran stortinget og sang sange af Bob Dylan, mens han gjorde brug af både mundharmonika, guitar og trommer.

 

KristinaOslo

 

På en varm sommerdag er det et must at smutte indenom isforretningen Dolce Vita. Den ligger ikke på hovedgaden (Karl Johan), men findes på Prinsens gate nr. 22. (lidt bagved Stortinget). Her findes den mest skønne italienske is, som man kunne drømme om, samt varme og kolde drinks.  Her brugte vi rigtig mange penge, for det var det værd.

Karl Johans Gate er Oslos svar på Strøget med alle de kendte butikker, og som vi ofte gik op og ned ad. Den går fra hovedbanegården til det Kongelige Slot og Slotsparken. Af andre spændende gader kan nævnes Torggate, hvor du finder markeder flere dage om ugen med alt lige fra LP plader til frugt og tøj. Bogstadveien er også et besøg værd, og klientellet er her mere præget af et yngre udsnit med div. modebutikker.

I byen er også en masse attraktioner at se. Blandt andet Nationalteatret (hvis du er til teaterforestillinger), Stortinget som de fleste dage byder på rundvisning i politikernes værested, Rådhuset som rummer flotte malerier og andet kunst. Hvis I træder om på den anden side af rådhuset, ser I havnen, og her er det oplagt at gå en tur langs havnepromenaden ”Akerbrygge” og om mod det lidt mere ”moderne” Oslo, hvor nye byggerier er foretaget.På den anden side af Rådhuset, ligger Akershus fæstning.

Akershus’ historie kan følges tilbage til årene omkring 1300. Under 1600-tallet blev middelalderborgen ombygget til et renæssanceslot, der mod land blev beskyttet af “Nedervells festning” — et fæstningsanlæg med bastioner, der frem til 1750 stadig blev udbygget. Akershus har været residens for konger og lensherrer og er en central krigsskueplads. Efter at Akershus i 1815 blev opgivet som fæstning, fungerede det som fængsel frem til 1950. Under 2. Verdenskrig internerede og henrettede tyskerne her norske patrioter.

Herfra er en pæn udsigt over mod Akerbrygge til Rådhuset samt ud over Oslo fjord. Om foråret og sommeren er der rundvisninger på stedet. Vær opmærksom på, at det koster at komme indenfor. Går man videre fra Akershus fæstning til venstre, kommer man om til hovedbanegården. Her bør du gå om på den anden side og besøge Operahuset – den store hvide bygning ude i vandet.

 

Nationalteatret

 

Her kan man gå op ad taget og nyde udsigten ud over fjorden og se Oslofærgen og alle de andre skibe som sejler ind til havnen. Om sommeren er her mulighed for at købe is og drinks udenfor (vær dog opmærksom på, at det er rimelig dyrt på dette sted). Et tip fra os skal være, at du kan tage lidt daggammelt brød med, da der konstant er ænder og svaner, som meget modigt vader op på land for at få føde. De er ikke bange af sig og mange børn nyder at fodre dem.

På en varm sommerdag hvor lysten til strand, bikini og picnic er på ønskelisten, så smut ned på havnen, hvor man frit kan vælge hvilken ø man gerne vil til. Det fungerer som en intern del af deres infrastruktur, på linje med deres busser, t-bane og sporvogne. Der er både korte og længere ruter til blandt andet Hovedøya, Bleikøya, Lindøya, Gressholmen, Langøyerne mm. Vi tog til en af disse små øer og fandt os en plads med knap så mange turister, og nød en hel eftermiddag i solen. Husk på, at I ikke er på ferie i Syden – vandet er nemlig rimelig koldt! Men det er også rart, når vejret på de gode dage kan nå op på 25-30 grader.

 

BådOslo

 

Et afbræk fra centrum

Botanisk have er også et besøg værd om sommeren. Fantastisk sted at gå en tur, hvor alt blomstrer og her er der igen mulighed for at fodre ænder og svaner. Måske er du heldig at opleve et udendørs bryllup på din vej herinde. Det var vi i hvert fald. Dette er et frisk pust fra storbyens stress og jag, hvor du blot går i ro og mag i duften af blomster og i solens varme.

Et afbræk fra byen kunne også være en gå tur i Vigelandsparken, som ikke ligger så langt fra Majorstuen. En utrolig smuk park fyldt med blomster og grønt og massevis af statuer. 

 

park

 

Vi ville gerne gå en tur i skoven en eftermiddag, og valgte derfor at tage til Sognsvann. Det er endestationen når du tager T-bane linje 6. Her går du rundt om en hyggelig stor sø, hvor der er mulighed for at grille om sommeren og rig mulighed for at pakke sin picnickurv ud ved de mange borde og bænke, som er sat op.

Der er forskellige ruter at gå – både for de som vil gå langt og de, som blot ønsker en lille travetur.

Steder at overnatte

Afhængigt af, hvad du er til, findes der forskellige muligheder. I hjertet af Oslo ligger et væld af fine hoteller blandt andet Grand Hotel, som ligger på Karl Johan – Ikke langt fra kongefamilien og Stortinget.

En smule udenfor byen, ved Voksenkollen, ligger Soria Moria som er et konferencehotel. Dette er stedet for dig som gerne vil være udenfor byens pulserende dag- og natteliv (men stadig med mulighed for hurtigt at komme ind til centrum) og som gerne vil være tæt på gode vandremuligheder. Fra Soria Moria er der en smuk udsigt ud over både Nordmarka og Oslofjord. Fredeligt og smukt beliggenhed. Kan klart anbefales!

Spisesteder

Bered dig på at al mad- og drikkevarer i Norge er dyrere end i Danmark! Hvis I skal ud at spise, er der et væld af skønne restauranter i byen – lige fra italiensk, kinesisk til de mere gængse fast food-kæder, mens der i år 2012 åbnede Norges første Jensens bøfhus. Hvis man er vegetar, eller bare er til krydret mad, kan den indiske Krishna’s Cuisine klart anbefales. Den ligger i Colosseum-centeret ved Majorstua.

Så frem med passet, pak dit tøj og husk pengepungen! Oslo venter og der er de skønneste natur og by oplevelser i vente! Læs mere på Visit Oslos hjemmeside:

Visit Oslo

Foto og tekst af Kristina og Mikkel

 

Mikkel

 

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *