Foto af Carpaccio til artiklen Restauranter i Firenze

Guide til gode restauranter i Firenze

Som enhver anden storby vrimler Firenze med dejlige restauranter og turistfælder. De ligger side om side, og det er umuligt at skelne. En god idé er derfor at have en håndfuld anbefalinger med sig hjemmefra, så går det ikke helt galt.

Rejseblokkens udsendte har sammenlignet restaurantanmeldelser på diverse gastro-sider og turistsider og prøvet en lille håndfuld. Her er nogle lækre restauranter i Firenze, som du roligt kan prøve af selv.

 

raviolig

Il Santo Bevitore

Adresse: Via Santo Spirito 64/66 (På den ‘forkerte’ side af broen)

Il Santo Bevitore er højest anbefalelsesværdigt. Serverer moderne italiensk i afslappede, dæmpede omgivelser. I forhold til mange traditionelle, toscanske restauranter er der tænkt over anretningen, og smags-sammensætningerne er en smule mere delikate – også selv om flere af retterne er meget traditionelle.

Vi spiste til forret hhv. kammusling og carpaccio. Kammuslingen var flot anrettet med små tern af syltet rødbede, som gav en dejlig syrlighed til muslingen. Carpaccioen var klassisk italiensk og råvarerne 100 procent i orden.

Til hovedret fik vi pasta – hhv. ravioli og en klassiker: Pasta med ragout af vildsvin. Meget markant og sindssyg lækker smag i sidstnævnte, mens raviolien havde lækre smagsnuancer, men var en smule for al dente til vores smag. Vi kommer helt sikkert igen, for det er en af de supergode restauranter i Firenze! Stedet er også anbefalet af: Italienfix.com og Lonely Planet (Top choice)

Regning for 2 x 2 retter + to glas vin + espresso: 560 kroner.

 

forret-torsk-giovanni

L’osteria Di Giovanni

Adresse: Via del Moro, 22

Meget klassisk, toscansk spisested. Indretningen er bestemt ikke noget særligt, og de utroligt skarpe pærer i lamperne fjerner også enhver romantik, men stemningen på denne familiedrevne restaurant er hjertelig. Retauranten er overvældende stor og består af flere forskellige rum, men selv om tjenerne har dødtravlt, tager de sig god tid og får gæsterne til at føle sig særdeles velkommen.

Maden fejler heller ikke noget. Der er muligvis ikke tænkt store tanker, når det gælder anretningen, men smagen er god. Til forret fik vi hhv. Caprese-salat og torske-carpazzio. Salaten var dejlig frisk og mozzarellaen god. Carpazzioen lige lovlig ensformig i smagen – dog blev den dejlig spicet op af røde peberkorn.

Til hovedret: Hhv. en kæmpe bøf af noget af verdens mest møre kød og tortellini med mozzarella og basilikum i en creme af squash.

Regning for 2 x 2 retter, 2 glas vin, 2 x dessert + espresso: 700 kroner.

 

pizza-il-pizzauolo

Pizza battle

Fire pizzarier går igen i de forskellige guides over restauranter i Firenze. Vi prøvede to af dem: Gusta Pizza og Il Pizzaiuolo. De har hver deres fordele og ulemper.

Gusta Pizza

Adresse: Via Maggio 46r (på den ‘forkerte’ side af broen)

Bestilte dels en Margaritha med mozzarella. basilikum og tomat (5 euro) og en Gusta Pizza med ruccola, friske cherrytomater og parmesan. (7 euro)

Plus
Sprød bund.
Meget smagfuld – og overraskende frisk (især Gusta’en)
Man kan få pizzaen med sig – to go – og spise den på den store plads – Piazza Pitti – der ligger 100 meter derfra.

Minus
Rigtigt mange mennesker på meget få kvadratmeter – og derfor en del ventetid. Især hvis man insisterer på at spise på selve pizzariaet.
Dårligt plastikbestik, hvilket udfordrer selve fortæringen en anelse.
Relativt lille udvalg. Der er kun syv-otte pizzaer at vælge imellem og hovedbestanddelen er ost og tomat.

Il Pizzaiuolo

Adresse: Via dei Macci 113r

Vi bestilte en pizza med skinke, mozzarella og tomat (7 euro).

Plus
Rigtig god smag i pizzaen – især god skinke.
Hurtig betjening og god plads til at sidde i restauranten.
Kæmpe udvalg – og mulighed for også at få pasta og salater.

Minus
Bunden var for slatten.
Vi bestilte også en pastaret, og den var temmelig lille.

Bedømmelse
Il Pizzaiuolo har bedre faciliteter, hvis du gerne vil sidde ned på en restaurant og slappe af mens du spiser din pizza. Og måske have en god kop kaffe efterfølgende? Maden smager glimrende. Alligevel vinder Il Gusta suverænt, når vi taler ren pizzaoplevelse.

Bunden var langt bedre og mere sprød, og smagen i det hele taget mere frisk. Når vi en dag kommer tilbage til byen, går vi på Il Gusta, tager pizzaerne med os og slå os ned på en bænk eller Piazza Pitti. Du skulle tage at gøre det samme.

Læs også: Her finder du Italiens bedste pizza

Cantinetta Del Verazzano

Adresse: Voa deo Travolini 18-0

En vingård i Toscana, der har åbnet en vinbar i Firenze, hvor man kan smage de færdige druer. Her kan også fås lækre, enkle retter som skinke og ost – serveret med Italiens desværre konsekvente dødssyge brød (man bruger ikke salt i brødet på de kanter).

Brødet skal dog ikke komme vinbaren til last – sådan er det bare – og der er ikke en finger at sætte på resten. God skinke, venlig og entusiastisk betjening. Prøv det som en let frokost eller aftensmad. Også anbefalet af: Frommers og Lonely Planet.

Anbefalet af andre

En række restauranter nåede vi af naturlige årsager ikke – der er grænser for hvor meget man kan spise på så kort tid – men følgende er på vores to-do-liste:

  • Cibrero, Via del Verrichio 8r i Santa Croce-kvarteret. Serverer moderne italiensk og skulle være alle pengene værd. Lige ved siden af ligger Trattoria Cibrero, som er den mere folkelige version. Begge må prøves. Anbefalet af Fodors.com og Lonely Planet.
  • Osteria Vini e Vecchi, Via dei Magazzini 3r. Serverer traditionelt toscansk mad, og oplevelsen skulle være fantastisk. Meget populær på Tripadvisor. Desuden anbefales den af italianfix.com og Il Mangiarosso – en årlig guide over Italiens bedste trattorias.
  • Mario, Via Rosina 2/r – på hjørnet af Piazza del Mercato Centrale. Voldsomt populært sted, hvor du skal være heldig at få en plads. Gæsterne sidder hulter til bulter og deler bord – og det er en del af charmen. Har eksisteret siden 1953 og har bevaret dets gamle charme. Man kan ikke reservere pladser og de tager ikke imod dankort. De lokale strømmer til. Anbefales blandt andet af Lonely Planet (top Choice) og Fodors.

Læs også

Tips til en skøn weekend i Firenze

På bilferie i eventyrlige Toscana

Guide til vin og vingårde i Toscana

Af Rasmus Flindt Pedersen, København

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *